Læsetid: 3 min.

Arabisk forår løber løbsk

Teaterinstruktøren Robert Lepage besøger Østre Gasværk med sin tekniske vidunderforestilling om illusioner og flygtninge. Men hans egen hemmelighedsfulde illusionskunst skuffer
Illusionerne hos Robert Lepage folder sig ud for øjnene af tilskueren i gæstespil ’Playing Cards: Hearts’. Men desværre er Lepage så forelsket i sit eget plot, at dramaturgien smuldrer.

Erick Labbé

16. oktober 2015

Nej, jeg behøvede ingen overtalelse for at opsøge gæstespillet Playing Cards: Hearts. Teaterinstruktøren Robert Lepage er et af verdens største teaternavne, så det er klart et scoop, at det er lykkedes for Østre Gasværk Teater at præsentere denne kostbare forestilling med kompagniet Ex Machina.

Lepage har skabt sin egen myte om sin evne til at transformere tilskueren. Personligt fik jeg mit teatersyn fuldstændig forandret, da jeg i 1996 oplevede hans otte timer lange forestilling The Seven Streams of the River Ota på et gæstespil i den hedengangne Torpedohal på Holmen. Hans evne til ubesværet at flette historien om et Hiroshima-offers skæbne med historien om en AIDS-syg amerikaner var så suveræn, at forestillingen fuldstændig blæste mig omkuld.

Siden har jeg haft samme svimlende forvandlingsfornemmelse, da jeg oplevede Taiwan-instruktøren Stan Lais otte timer lange forestilling A Dream like a Dream under Wuzhen Teaterfestivalen i Kina i 2013. Lepage er altså i topligaen.

Beduintelte

Synet af scenografien i Playing Cards: Hearts var da også lovende i sig selv: En rund scene med alverdens lemme var bygget op midt i gasværkets manege. Alt kunne skubbes op og ned: borde, læderkufferter, beduintelte – og mennesker lige lukt på hovedet gennem underlige luger.

Gyldne tandhjul drejede under himlen, klavertoner klimprede underfundigt – og videoprojektioner blafrede gennem et gardin, der kunne forvandle rummet til både ørkenen og havet. En luftballon dumpede ned fra sceneloftet, og cikaderne sang. Her kunne alt ske.

»Hvad er det, jeg ikke ved, som jeg burde vide, Farmor?« lyder en af de replikker, som sætter hele handlingen i skred. For Lepage er altid ude på at afsløre hemmeligheder. Og han kan få sine karakterer til at overtale hinanden til noget, som de egentlig ikke har lyst til at gøre – sådan at handlingen helt af sig selv får en modstand, der pirrer tilskuerens nysgerrighed. Det er overtalelsesteater med hjertet.

Det Arabiske Forår

I Playing Cards: Hearts viser Lepage også sit imponerende globale udblik, for forestillingen handler om flygtninge, der ikke kan finde ro i deres nye land. Plottet er en forsimplet fortælling om Det Arabiske Forår. Det handler om en ung, nordafrikansk canadier i 2012, der leder efter spor af sin farfar, som omkring 1960 var med i uafhængighedsgruppen FNL i Algeriet. Men samtidig skildrer Lepage en kristen, canadisk overklassefamilie med australske rødder og deres voksne datters personlige uafhængighedskamp. Desuden skal tilskueren leve sig ind i tryllekunstneren Robert-Houdins nervepirrende revolvernumre for rædselsslagne nordafrikanere i midten af 1800-tallet. Og filmhistoriens trickmester Georges Méliès får også sin egen historie flettet med – alt sammen krydret med godbidder fra Koranen.

Hjælp! Dette uredigerede virvar bliver så overlæsset og politisk korrekt, at man bliver træt. Her er for meget af det hele. Desuden virker det som at få lektier for, når man skal læse de danske overtekster af gentagelsesreplikkerne undervejs.

I første akt var jeg ellers aldeles opslugt af den unge, nordafrikanske taxachauffør, der forærer en ung, kvindelig universitetslærer en gratis taxatur – simpelthen fordi hans bils taxameter er gået i stykker. Taxametret er en typisk Lepage-detalje! For han mestrer virkelig kunsten at zoome ind på tilfældighedsbrikkerne i menneskers liv. Netop hér sker der noget afgørende. Men så flettes en ny historie ind i plottet, og så svinder taxameterintensiteten. Skuespillerensemblet er også ret betagende. Fem mandlige og to kvindelige skuespillere – unge og gamle, tynde og tykke, der adræt skifter kostumer og århundreder. Men deres fascinationskraft svinder undervejs i plotforvirringen.

Nuvel. Måske ser Lepage mere sig selv som en illusionist end som en dramatiker og iscenesætter. Det er fair nok. Men rodet i fortællingen kan ikke bare undskyldes med flotte forvandlingsbilleder. Fortid og nutid blandes sammen, så man knap ved, om scenerne viser noget, der faktisk er sket – eller noget i et mareridt. Dramaturgien smuldrer. Spændingen forsvinder.

Ved åbningsaftenen i onsdags blev den annoncerede spilletid på tre timer oven i købet overskredet med 45 minutter. Slutningen kom til at ligne en canadisk patosversion af Indenfor Murene. Til sidst kunne man bare luske slukøret hjem. Uden trang til at lade sig overtale til en eneste Lepage-replik mere.

’Playing Cards: Hearts’. Manuskript og iscenesættelse: Robert Lepage. Ex Machina på Østre Gasværk til mandag 19. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I sin anmeldelse af Playing Cards:-Hearts skriver Anne Middelboe at:

” rodet i forestillingen kan ikke bare undskyldes med flotte forvandlingsbilleder. Fortid og nutid blandes sammen, så man knap ved, om scenerne viser noget, der faktisk er sket- eller noget i et mareridt. Dramaturgien smuldrer. Spændingen forsvinder”

”Til sidst kunne man bare luske slukøret hjem. Uden trang til at lade sig overtale til en eneste Lepage-replik mere.”

Som en start, kan vi så ikke blive enige om, at få udskiftet ordet man med ordet jeg. Så der kommer til at stå:

Til sidst kunne jeg bare luske slukøret….

Anne Middelboe må jo skrive hvad hun vil. Oplevelser er jo sjældent ens. Jeg har en helt anden oplevelse af den forestilling. Så Anne Middelboe, hold venligst mig udenfor med dit man.

Som jeg oplever det, vil forestillingen fortælle om det komplekse forhold der er mellem den vestlige verden og den muslimske. Med teatrets virkemidler , bl.a. med poesi, humor og nærvær fortælles den lille historie i den store. Og Guderne( og dem er der jo mange af) og hvem der ellers har lyst, skal vide, at det er noget rod.

Det er ikke forestillingen der er noget rod, det er ikke dramaturgien der smuldre eller spændingen der forsvinder. Det er det udvalgte emne som i sagens natur, er rodet.

Jeg synes stykket formår at indramme emnet, formår at få mig til at identificere mig med karaktererne og holde mig fast i et spændingsgreb hele vejen gennem stykket, så jeg bliver berørt. Der er både til hjerte og hoved, og min kone, datter og jeg går ikke slukøret derfra, men berørt og beriget.

Jeg skriver dette læserbrev fordi der var mange tomme stole fredag d. 16 oktober, da vi så forestillingen. Og jeg fik den tanke, at Anne Middelboes anmeldelse måske var medvirkende til at der var mange tomme stole.

Måske er det for meget magt at give en anmelder. Måske er det at underkende læserens egen dømmekraft. Men de påvirker da , de anmeldere.
Især bliver det iøjnefaldende for mig, når de ophøjer sig selv og sprogligt går fra jeg til man.

John Ib
Hjortshøj

FØLG VENLIGST KLAUS LYNGGAARDS ANBEFALING

Køb og lyt til musikduoen De Efterladtes nye LP.
Det er Søren Kierkegaards tanker om eksistentialisme spillet som moderne salmevers.

Med ringe udsigt til at CV Jørgensen gør comeback , var jeg bange for at det var slut med at høre den slags tekster og musik.

Spil den LP i folketingssalen, spil den før Dronningens Nytårstale, spil den når fodboldlandsholdet spiller i Parken, spil den som en velkomst til de fremmede, spil den for dig selv og bliv mindet om dit eget forfald og hvor smukt livet kan være - og hvor kort.
John Ib
Hjortshøj