Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Attentat-offer viger ikke

Historikeren Lars Hedegaard er så harsk og bidsk som nogensinde. Mest interessant skriver han om attentatet mod ham. Hans islamkritik er gentagelser
’Mine kritikere vil sige, at jeg har fået islam på hjernen, og det skal jeg ikke benægte. Hellere det end en kugle i hovedet,’ siger Hedegaard i sin nye bog ’Attentatet’

’Mine kritikere vil sige, at jeg har fået islam på hjernen, og det skal jeg ikke benægte. Hellere det end en kugle i hovedet,’ siger Hedegaard i sin nye bog ’Attentatet’

Polfoto

Kultur
10. oktober 2015

Indrømmet: Denne anmelder var blandt de skeptiske ved nyheden om et skudattentat mod historikeren Lars Hedegaard. Var Hedegaard virkelig så prominent, at nogen fandt ham værdig til en politisk likvidering? Kunne attentatmanden være et sådant fjumrehovede, at han ramte forbi på ganske tæt hold og dernæst tabte sin pistol, hvorefter den gik i baglås? Det virkede som en iscenesættelse foretaget enten for at skræmme Hedegaard eller for at gavne ham.

Men nej, denne anmelder tog aldeles fejl. Mordforsøget var reelt nok. Den formodede gerningsmand, en dansk statsborger af mellemøstlig herkomst, blev året efter, i 2014, anholdt i Istanbuls lufthavn, da han fra Syrien indrejste i Tyrkiet for at mødes med sine forældre, der er bosiddende i Danmark. Men han er aldrig blevet udleveret til Danmark, for den tyrkiske regering fik en domstol til at løslade ham. Herefter er der formentlig sket det, at den tyrkiske efterretningstjeneste har ladet ham indgå i en fangeudveksling med Islamisk Stat. Der er grund til at tro, at han i dag kæmper for Islamisk Stat i Syrien.

Som Lars Hedegaard gør opmærksom på, kan det ikke udelukkes, at han på et tidspunkt vender tilbage til Danmark og søger at gennemføre den udåd, som mislykkedes for ham i 2013.

Skrive kan han

Om dette forløb og dets perspektiver har Lars Hedegaard nu skrevet bogen Attentatet, og skrive kan han jo, manden. De faglige kvalifikationer var i orden, da Lars Hedegaard i en fjern fortid – årene 1987-89 – var chefredaktør ved denne avis. Bogen er klart bedst, når den følger trådene omkring sin titel, altså mordforsøget på Hedegaard. Begivenheden synes at have hærdet ham. Hedegaard er så harsk og bidsk som nogensinde.

Som Hedegaard skildrer det, har politiet og dets efterretningstjeneste ikke været synderligt meddelsomt over for ham om, i hvilke retninger sagens spor gik. Et gennembrud i efterforskningen – opdagelsen af en varebil, der siden attentatet havde henstået foran Hedegaards gadedør, hvor attentatet foregik – skyldes ikke politiets årvågenhed, men opmærksomme naboer. Bilen var ganske vist købt under falsk navn, men ledte alligevel til den formodede gerningsmand.

Politiet tror ikke, at den pågældende handlede på egen hånd. »Vi skal nok se længere ud i verden‚« har Hedegaard fået at vide – og så er der jo ganske frit spil for fantasien. Endnu mere gådefuldt har politiet oplyst til Hedegaard, at han kunne berede sig på en overraskelse, når sagen mod attentatmanden kom for en domstol. Eftersom det ikke er sket, henstår overraskelsen stadig.

Jo længere Hedegaard bevæger sig fra attentatet, desto svagere bliver bogen. Han gentager og forstærker den meget generelle islamkritik, som han har fremsat i andre skrifter. Hedegaard indrømmer selv:

»Egentlig ville jeg ikke have skrevet så meget om islam. Det har jeg gjort så tit, og emnet hænger mig ud af halsen. Men som det fremgår, er denne bestræbelse slået fuldstændigt fejl. Mine kritikere vil sige, at jeg har fået islam på hjernen, og det skal jeg ikke benægte. Hellere det end en kugle i hovedet.«

Selvfølelse

Derpå tilføjer Hedegaard med den selvfølelse, der indimellem skæmmer bogen:

»Jeg har det lige som dem, der i sin tid fik nazismen og stalinismen på hjernen. Hvad skulle de ellers gøre ansigt til ansigt med den vestlige civilisations undergang.«

Sætningen er kluntet, men man må gå ud fra, at Hedegaard ikke sigter til dem, der blev nazister og kommunister, men til dem, der fortvivlet bekæmpede dem, der blev det.

Mens Hedegaard nu alligevel har gang i sit tastatur, benytter han lejligheden til at gå i rette med anmeldere, der har vurderet hans tidligere skrifter ugunstigt. Om forløbet, hvor han i 2008 blev fyret som skribent på Berlingskes satire-spalte ’Groft sagt’ skriver Hedegaard:

»Uheldigvis opstod der hurtigt et skisma omkring den billedstormeriske frækhed i ’Groft sagt’ og avisens altgennemtrængende bedsteborgerlighed. Det var, som om tanten havde fået en indsprøjtning af kønshormoner, som hun på grund af alder og manglende sexerfaring ikke havde noget at bruge til.«

Helt skørt virker det, når Hedegaard skriver, at hackerangreb fra »ledende svenske dagblade og elektroniske medier« var medvirkende årsag til, at hans dansk-svenske medie ’Dispatch’ måtte lukke. At Dispatch kunne skræmme læsere væk med sin ekstreme højreparanoia efter amerikansk opskrift, synes ikke at falde Hedegaard ind.

Jovist, Hedegaard har virkelige fjender. Af den uhyggeligst tænkelige art. Men han ser også fjender dér, hvor der blot er tale om folk, der mener noget andet, end han selv gør.

Lars Hedegaard: Attentatet, 200 s. 250 kr. People’sPress

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kirsten Kathrin

Hedegaard ligger som han har redt. Provokationer har ofte en pris.

Steffen Gliese

Ingen bør risikere at blive udsat for attentater, Kirsten Kathrin. At forstå de mulige reaktionsmønstre kan og må aldrig nærme sig acceptens - formålet med dem kan alene være at blive bedre til forebyggelse på alle planer og niveauer.

Men 'de' ser også fjender dér, hvor der blot er tale om folk, der mener noget andet, end 'de' selv gør - folk, der blot mindre betænktsomt og med markante ytringer bruger deres ytringsfrihed på et yderst betændt område - sympatiske eller ej, det er ikke sagen - for: hold da op, ih altså, hvor er jeg krænket og fornærmet, hvad bilder sådan en 'vantro Hot'N'Tot sig egentlig ind ... ;-)