Læsetid: 3 min.

Bodil, gudinden af Nyhavn

Synge kan Bodil Jørgensen egentlig ikke. Men hendes udstråling i Lulu Ziegler-sangene i ’Den Sidste Turist’ er aldeles magisk
Synge kan Bodil Jørgensen egentlig ikke. Men hendes udstråling i Lulu Ziegler-sangene i ’Den Sidste Turist’ er aldeles magisk

Brita Fogsgaard

30. oktober 2015

Bodil Jørgensen skælver. Hendes stemme dirrer, sådan som vi elsker at høre den – tilsyneladende nervøs, men nedenunder både brutal og grænseoverskridende ublu. Hun misser med øjnene og stirrer ud mod publikum – og vi ser på hende og tør knap blinke. Hun må virkelig føle sig elsket. Hun er ’folkekær’, som kun de færreste skuespillere er det.

Hendes voldsomme traktorulykke sidste år medførte selvfølgelig en aflysning af turnéen med hendes Lulu Ziegler-cabaret Den sidste Turist fra forrige år. Men Bodil Jørgensen kom mirakuløst på benene igen, og nu rejser hun så rundt mellem landets teatersale igen.

Den spinkle Bodil Jørgensen ligner en gudinde, sådan som hun står i en sfærisk, hvid kjole med halsdraperinger og perlebælte – og påsat vingestof på ærmerne. Hun er ikke af denne verden. Man ville ikke blive forundret, hvis hun lettede fra scenen. Men hun åbner altså munden for at synge. Og så forandrer stemmen sig fuldstændig. Det vrængende og rystende fra hendes talestemme forsvinder. I stedet viser hendes sangstemme sig at være helt åben og sjældent klar.

Bodil som galionsfigur

Ret beset er Bodil Jørgensen ikke nogen sanger. Det er begrænset, hvad hun formår med de gamle melodier, sådan stemmeteknisk set. Men mentalt har hun gudindekræfter gemt i sin stemme. Hun stiller sig nærmest bare til rådighed for sangenes store følelser – og så synger hun, som var hun et medium. Med Lulu Zieglers storhit fra 1940 som den allersmukkeste sang: ’Himlen er blå / Havet er grønt / Luk vinduet op for brisen’.

Det er magisk. Bodil Jørgensen stråler i denne europæiske skæbnecabaret, så man ville kunne se lyset fra hende hvor som helst i Europa, hvis man kravlede op i Eiffeltårnet … Hun har en kraft og et nærvær, som er næsten skræmmende. Netop fordi hun samtidig virker så beskeden. Det kan godt være, at hun synger ’Pige træd varsomt, thi scenen er skrå’. Men med sin mytiske aura virker hun nærmest udødelig, når hun står deroppe på scenen og skuer ud over livet og kærligheden.

Cabaretens sammenkædende tekster er egentlig bare nogle pausereplikker mellem en række af Lulu Zieglers sange – med Bodil Jørgensen som en opdigtet galionsfigur, der efter sigende har siddet forrest på Café Liva i Nyhavn gennem de sidste 70 år …

Instruktionskonsulenterne Thomas Bendixen og Jacob Morild har skabt en sjov tavshed hos pianisten Bjarne Sahl. Pligtskyldigt dukker han sig under alle divaens beskyldninger, men ikke desto mindre spiller han alle hendes sindsstemninger frem på kærligste facon med et overdådigt akkompagnement. Desværre er replikkernes ret lokale Nyhavnshistorie ikke blevet plantet om til en mere forståelig version i turnéforestillingen; så hvis man ikke kender det pizzabakkefjendtlige affaldssug i Nyhavn, er nogle af pointerne knap så sjove. Men pyt. Bodil Jørgensens magnetiske udstråling fejer alle indvendinger til side.

Flygtningebekymring

Samtidig tilføjer hun noget nyt og foruroligende til de gamle sange. Der er meget mere sorg i disse sange, når det er hende, der synger dem. Der er også mere krig og trussel fra et flammende Europa, der ikke ligger nær så langt væk, som det har gjort. Og der er et samtidsengagement, der imponerer. Med flygtningestrømme og bekymring, der ikke bare går over. Og et gådefuldt smil, der ligner gråd. Her bliver alt hurtigt til ’Himlen er sort / Havet er gråt / Luk vinduet i for brisen’.

Er hun i virkeligheden en ny Jeanne d’Arc? Eller er hun den kvinde, der elskede en mand for allerførste gang – og kun efterlod sig ’en knækket følfod / hvor de havde vandret’?

Under alle sangene ligger en livssorg, som har set døden i øjnene. Som kvindeskikkelsen på scenen siger det med sin ru stemme: ’Det liv, vi ikke ved, hvor længe varer, det bliver vi da nødt til at give mening.’

Der bliver stille. For Bodil Jørgensen giver klump i halsen – sammen med hovedrysten og lettede smil. Men som hun selv bare siger det med umiskendelig underdrivelse:

’Jeg har jo haft mit at se til.’

’Den Sidste Turist’. Baseret på Lulu Zieglers sange. Pianist: Bjarne Sahl. Oplevet på Vendelbohus. Café Liva på turné, f.eks. i aften i Svendborg, lørdag på Ærø, søndag i Taastrup, tirsdag i Odsherred. Til 15. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu