Læsetid: 4 min.

Carl Nielsen med kulør og helt naturel

To nye album viser, hvordan man kan bearbejde Carl Nielsens træffende sange med skiftende held. Med rent instrumentale midler tilfører Sletternes Sønner sangene jazz og eksotismer, hvorimod Musica Ficta holder sig på dydens smalle sti
To nye album viser, hvordan man kan bearbejde Carl Nielsens træffende sange med skiftende held. Med rent instrumentale midler tilfører Sletternes Sønner sangene jazz og eksotismer, hvorimod Musica Ficta holder sig på dydens smalle sti

Molly Wittus/iBureauet

2. oktober 2015

Internationalt kender man næsten udelukkende Carl Nielsen som symfoniker. Men lige fra blækket på partituret stadig var vådt, erobrede han i det hjemlige en enestående dobbeltrolle som nationalskjald og på samme tid avanceret instrumentalkomponist. Den dag i dag kalkerer folk hans melodier til at skrive festsange over, børn godnatputtes til dem, Folkehøjskolens Melodibog rummer utallige af dem, og for over 100 år siden var en sang som »Jens Vejmand« en sand landeplage. Den melodiske tæft skinner også igennem i Nielsens instrumentale værker, hvor vi finder spontant antændelige mottoer og lyriske såvel som militante udsagn, der ligeledes fænger og sætter sig fast i lytterens knold – i modsætning til mange andre orkester- og kammerværker. Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter ville falde sammen som en soufflé, var det ikke for hans geniale melodier.

Hans store engagement for at give sit bidrag til dansk fællessang kom først, da han var over 30 og åbenbart ramte folkesjælen med sin socialkritiske og lidt sørgelige førnævnte »Jens Vejmand«. Siden tog det fart, så han i 1910’er og 1920’erne nåede op på nær ved 300 sange.

»Det er underligt, at når jeg skriver disse letfattelige, enkle melodier er det, som om det slet ikke er mig, der komponerer«, skriver Carl Nielsen i 1922 i et brev til sin kone. »Det er, som om – hvad skal jeg sige – det var folk fra min barndom ovre på Fyn, eller som om det var det danske folk, som ønsker noget igennem mig«.

Med vanlig sans for at pirre kalder dirigenten og komponisten Bo Holten sit nye album med vokalensemblet Musica Ficta for Den ny Carl Nielsen. Provokeret bliver man måske også ved at finde ud af, at der såmænd ikke er gravet noget nyt frem. Det ’nye’ ligger i at præsentere Nielsen-sange, som normalt ikke høres, hvilket er en hel del, og der gemmer sig faktisk herlige guldkorn på denne plade. Grundet forskningsprojektet Carl Nielsen Udgaven, som udgav 35 partiturbind i årene 1997-2009, er det nu også muligt at opføre mange af sangene med komponistens egne arrangementer.

Med fjedrende fødder

Smilet breder sig på lytteren under skoleelevsangen »Blomsterstøv fra blomsterbæger« i Nielsens skægge, halvkaglende sats, som Musica Ficta skubber blidt afsted med stor effekt til følge. I »Serenade« pakker Nielsen satsen tæt, men fordi det netop her synges af blot ni vokalister, bliver teksturerne ikke for uldne, men fremstår ekspressive.

Bo Holten står selv for at arrangere ni af de 28 sange på albummet, hvilket han gør på et oplyst og respektfuldt grundlag og med uendelig lang erfaring med vokalmusik. Nogle få hits er med, mange af de øvrige burde synges og høres langt mere, ikke mindst med Holtens nænsomt oppiftede touch: For eksempel demonstrerer »Grøn er vårens hæk«, hvordan en miniature kan vokse til et lille mesterværk, der i dette tilfælde i Musica Fictas varetægt danser med fjedrende fødder, så man selv mærker det fysisk.

Smukke soloer træder indimellem også frem såsom Ann-Christin Wessel Ingels, der næsten blænder øjne og ører med sin intenst lyse sopran i »Ak, julesne fra Betheham«. Mens Musica Ficta har snart to årtier på bagen, ser et nyt initiativ dagens lys: ensemblet Sletternes Sønner med oboisten Max Artved som idémand og jazzbasunisten og arrangøren Peter Jensen som chefkok af en sammenkogt og spicy ret med Nielsen-sange som sagesløse grundingredienser.

For mange ingredienser

En komponist som Johann Sebastian Bach har måttet tåle lidt af hvert gennem årene, da hans værker har været genstand for ikke altid lige hensynsfulde ommøbleringer, men de har næsten altid kunnet bære at blive manipuleret med. Kølige klavergrooves, mellemøstlige udsmykninger, sukrede strygere mm. lyder ærligt talt for mærkeligt med Nielsens simple sange, som her med syvmandsensemblet klinger uden en eneste sangstemme.

Peter Jensen er fast mand i DR Big Bandet, i hvilken sammenhæng han har høstet anerkendelse for sine evner som arrangør, hvilket jeg bifalder. Men det høres, at han er på udebane med at skrive for de ujazzede elementer strygekvartet og obo. Det virker forceret at få dem alle med i 12 ud af 13 sange på pladen, og i processen med at skulle uddele roller til dem lyder det som påklistrede gimmicks, der ikke er født til at være der. Hvorfor skal vi høre trimlende strygere a la kælke-ned-ad-snebakke i »Den danske sang er en ung blond pige«? Det er, som om man kun har lyttet til de rå melodier uden skæven til tekstindhold og oprindelig kontekst, og nogle gange, men ikke altid, slipper Arved & co. godt afsted med det. Stadig milevidt fra Nielsens oprindelige stemning, men med en fed 1970’er-groovyness i form af klaverstrums med kvartstabler og Dave Grusin-feeling er jeg i den grad med på ensemblets »Påskeblomst! hvad vil du her«.

Netop oboen begik Carl Nielsen tidligt et mesterligt for med sine To fantasistykker op. 2, som Max Artved indspillede for Dacapo i 1996. Lige præcis dette instrument med sin smukke, men også snerrende, nasale og gennemtrængende karakter fylder så meget i lydbilledet, at det kræver erfaring med at få det til at passe ind. Slettesønnernes version af »Jeg ved en lærkerede« er virkelig alternativ og syret med fuglepip, rumsteren, vindharpeagtige strøg inde på flygelets strenge, men oboen gør en god figur her med sin naturligt outdoorsy fornemmelse.

Dog flagrer besætningen med obo, strygekvartet, kontrabas og klaver alt for mange andre steder, så de tilføjede koloritter uanset det individuelle musikerskab ikke virker livsnødvendige.

Den ny Carl Nielsen. Med Musica Ficta og Bo Holten (dirigent og arrangør).

Sletternes Sønner: Carl Nielsen Sange – uden ord. Med Den Danske Strygekvartet, Max Arved (obo), Thomas Fonnesbech (kontrabas), Søren Møller (klaver), Peter Jensen (arrangør)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu