Læsetid: 4 min.

Dengang USA startede med at tabe krigen mod narko

Netflix-serien ’Narcos’ får ’House of Cards’ til at ligne ’Det lille hus på prærien’. Det er historien om narkokrig og antikommunisme og USA’s benhårde og problematiske forhold til Latinamerika
Netflix narcos anmeldelse

Netflix

2. oktober 2015

Her er opskriften på en umulig opgave: Lav en tv-serie, der skal fortælle om USA’s historisk problematiske forhold til Latinamerika, om USA’s forfejlede krig mod narkotika, kokainkartellernes storhed og mulige fald, om en stat, der næsten ophører med at være en stat, da narkokrigen truede med at ødelægge den, om en narkokonge, der både er en social Robin Hood, en koldblodig massemorder, overboss for en multinational virksomhed, en kærlig familiefar og verdens syvenderigeste mand.

Det kan ikke lade sig gøre, vel? Men det er lykkedes for skaberne af Netflix-serien Narcos, hvis første sæson på ti tætpakkede afsnit af 49 minutter kan ses på nettet. Chris Brancato (der også har skrevet for serien Boomtown) Carlo Bernard og Doug Miro har skabt en intens fortælling om 1980’ernes største narkokonge, Pablo Escobar (eminent spillet af den brasilianske skuespiller Wagner Moura).

Manden fra små kår i provinsbyen Medellín, der købte nærmest hele byen og gjorde den til verdens kokainhovedstad. I hans storhedsperiode i 1980’erne anslog man, at 90 procent af verdens kokaintrafik blev styret fra Medellín, og Forbes Magazine kårede Escobar som verdens syvenderigeste mand med en formue på 30 milliarder dollars.

En krig mod USA

Netflix-serien handler ikke kun om Escobars storhed og fald. Lag på lag – sammenklippet med dokumentariske tv-optagelser – er fortællingen også beretningen om to agenter fra det amerikanske forbundskriminalpoliti DEA, Steve Murphy (spillet af Boyd Holbrook) og Javier Peña (spillet af Pedro Pascal, der også er kendt som prins Oberyn Martell i Game of Thrones), hvis hovedopgave er at knuse Escobar og det Medellín-kartel, der udkæmpede en borgerkrig mod myndighederne i Columbia og en krig imod det USA, hvis misbrugere aftog kartellets kokain.

Over 1.000 columbianske politifolk, halvdelen af landets højesteretsdommere, en justitsminister og en præsidentkandidat blev ofre for Escobars lejemordere. Hans simple taktik i forhold til myndighederne udtrykker han selv i seriens første afsnit med det ildevarslende spørgsmål »Plata o Plomo?«. »Sølv eller bly?«. Modtag bestikkelse eller dø.

Antikommunist og smugler

Virkelighedens to DEA-agenter har været konsulenter på serien. I Columbia bruger de – som serien fortæller – også kostbar tid og energi på at slås om ressourcer med CIA-agenter og Pentagons udsendte officerer: Hvad er vigtigst – kampen mod kommunismen (oprørsbevægelserne M19 og FARC) eller ’The War on Drugs’?

Præsident Richard Nixon og skiftende præsidenter, bl.a. Ronald Reagan, førte siden 1971 en krig rettet mod narkokriminaliteten på alle planer, men krigen mod, hvad man opfattede som verdenskommunismens repræsentanter i Latinamerika, blev prioriteret højere. Derfor støttede USA ukritisk antikommunistiske diktatorer som Manuel Noriega i Panama.

I serien står DEA-agenterne nærmest til fyring, fordi de fortæller deres foresatte, at Noriega – USA’s allierede – er købt og betalt af Escobar og har gjort Panama til base for kartellerne. Den amerikanske regering har også svært ved at fatte, hvordan Pablo Escobar kan vinde en plads i Columbias senat som venstreorienteret, populistisk kandidat og på samme tid samarbejde med både dybt højreorienterede kredse og venstreorienterede M19-guerillaer. Det passede ikke i den blanding af ideologi og benhård magtpolitik, som USA naivt gennemførte på kontinentet.

Ambivalensen illustreres af en scene, hvor den amerikanske ambassadør tvinger den columbianske præsident til at acceptere hjælp fra de amerikanske specialstyrker. Præsidenten gør stilfærdigt opmærksom på, at hovedproblemet måske er det faktum, at det er det umættelige amerikanske behov for kokain, der primært skaber problemet, ikke Columbias forbrydere.

Den magiske realisme

På den måde giver Netflix’s nærmest vanedannende serie ikke bare et glimt af et hjørne af USA’s Latinamerika, men også et fascinerende flerdimensionelt billede af en småsmugler, der bliver verdens farligste narkobaron. Narcos er også en inciterende historie om Columbia, hvor begrebet »den magiske realisme« hævdes at være født. Denne særlige stemning, »hvor mirakler, myter og monstre blandes med både trivielle og utrolige begivenheder, der fortælles som noget helt dagligdags«, som professor Lois Parkinson Zamora fra universitetet i Houston engang definerede den magiske realisme i den columbianske nationaldigter Gabriel García Márquez’ bøger.

Centralt i fortællingen står agent Murphy, som i en voiceover er den gennemgående fortæller. Tydeligvis inspireret af fortælleformen i Martin Scorseses Goodfellas kan voice-overen måske irritere formmæssige feinschmeckere, men jeg kan berolige med, at den langsomt aftager, efterhånden som serien skrider frem.

Det er både en dybt foruroligende og en fascinerende fortælling, som holdet fra Netflix har skabt. Voldsscenerne er korte og forfærdende som smertefremkaldende blitzlys, det er simpelthen en meget voldelig historie. Men det er også en virkelig historie. Selvfølgelig er det fiktion, og spansktalende latinamerikanere har allerede højlydt brokket sig over, at Pablo Escobar taler med tyk brasiliansk accent, og at DEA-agent Peña taler som en chilener (Pedro Pascal er netop chilener). Men serien er næsten ned i detaljen baseret på virkeligheden, der som bekendt ofte overgår fiktionen.

Philadelphia Enquirers anmelder mente ligefrem, at Narcos »fik House of Cards til at ligne Det lille hus på prærien«.

Den 490 minutter lange helhed splittet op i 10 dele kalder på en fortsættelse. Og sidste afsnits sidste scener (som ikke skal refereres her) ligner et veltilrettelagt setup til en ny sæson.

En efterskrift ville passende være, at USA i dag – næsten tredive år efter – har stort set samme kokainforbrug som dengang, den columbianske narkokrig brød kartellernes magt. Der er ti gange så mange indsatte for narkorelateret kriminalitet i amerikanske fængsler som da ’the war on drugs’ begyndte i 1971, og kartellerne og krigen er flyttet til Mexico, hvor antallet af ofre anslås til mere end 100.000. Skønne spildte kræfter?

’Narcos’ kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
Liliane Murray anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Her i liberalismens tidsalder, burde man så ikke opgive krigen og lade folk tage de stoffer, de har lyst til? Meeen selvfølgelig, der er mange, der har rigtigt mange penge på spil, så det sker nok ikke!

Liliane Murray

Jo, krigen mod Narko koster årligt 1 million mennesker livet, det er mere end hvad narkoen i sig selv koster, hvilket vel er pointen i både serien 'Narcos' og i filmen 'Tropa de Elite', som jeg ikke kan anbefale nok, den er en 'must see'.

Ved en afkriminalisering eller legalisering, kan man også meget bedre, hjælpe dem det går galt for, og lave et langt mere lødigt og sagligt oplysningsarbejde end man gør nu, hvor lovgivningen ikke giiver uddannere og andre andet værktøj, en "det er farligt, i dør af det, hold jer fra det", og det fortæller erfaringen, at det preller af de unge, som vand på en gås.

Tabte og tabte ... der var nogle i USA's højeste embeder der scorede gevinsten. Se sagen om Gary Webb, der begik selvmord med to skud i hovedet...

...i serien nævnes at Pinochet slog hårdt ned på narkoproduktionen i Chile, men det fortælles ikke at regeringsansatte overtog produktionen og etablerede fordelingsnet i Europa...

serien er næsten ned i detaljen baseret på virkeligheden mens de interne politiske forbindelser forties.

Liliane Murray

Der er ikke meget ny i serien, sydamerika har i mange år, vidst at de var ofre for USAs manipulation, indsættelse af diktatoriske militær regimer, osv. USA har som sådan kun et mål, at bevare USA intakt, hvis resten af falder sammen, så er det bare collateral damage.