En desperat kærlighedsforbindelse

At de to store eksklusive digtere i tysk efterkrigslitteratur Paul Celan og Ingeborg Bach- mann havde et nært forhold, der fra starten og indimellem undervejs var et egentligt kæresteforhold, vidste mange dengang i 1950’erne. Om ikke andet, så fortalte Hans Magnus Enzensberger gerne gode venner om det, når der var forfattertræf rundtom i Europa, f. eks. i Danmark.

Men at deres forbindelse var så dokumenteret, som det har vist sig at være tilfældet, anede de færreste. Måske nok Max Frisch, der i en periode (1958-1962) var gift med Ingeborg Bachmann og dermed også på en måde med Celan. For Celan var altid, hvor Bachmann var, om ikke i bogstavelig forstand – snarere tværtimod: De sås til tider kun med års mellemrum – så i form af breve, telegrammer, problemer, tanker og skrupler.

Og utvivlsomt vidste den franske kvinde, der giftede sig med Celan i 1951 og gjorde ham økonomisk uafhængig, en hel del. Hun lærte endog til sidst sin rivalinde at kende.

De to lyrikeres omfattende korrespondance blev frigivet for en halv snes år siden, og først efter svære betænkeligheder, især hos Ingeborg Bachmanns søster. Det er forståeligt. Man møder gang på gang en hudløs og psykisk labil kvinde i brevene. Og omsider var der basis for en udgivelse. Resultatet blev et fyldigt bind, som fik titlen Herzzeit, som kom i Tyskland i 2008. For forståelsens skyld er også medtaget breve fra henholdsvis Max Frisch til Celan og fra enken efter Celan i Paris.

Nu på dansk

Og nu er det Danmarks tur. For at lægge ud med en efterlysning: De fire litterater, der har besørget den tyske originaludgave fra 2008, kunne der godt være gjort opmærksom på i den netop udkomne danske udgave Hjertetid. Det er forlaget Vandkunsten, der bringer bogen i sin serie ’Store fortællere i lommeformat’ – uden at hverken Celan eller Bachmann dog ligefrem kan kaldes store fortællere, men never mind.

Brevvekslingen er oversat til dansk af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, der også står for en efterskrift, som der i al fald er lagt mange kræfter i.

Celan havde som centraleuropæisk statsløs jøde mistet begge sine forældre i en tysk KZ-lejr; Bachmann var som datter af en tro østrigsk nazist og værnemagtsofficer under Anden Verdenskrig opvokset med tidens propaganda, som hun døjede med at ryste af sig. Celan havde overlevet halvandet år i en rumænsk fangelejr umiddelbart efter fredsslutningen. Mens hun havde sine opgør med baggrund og andre trængsler, dels i fødebyen Klagenfurt, dels i Wien. Det stod med andre ord ikke skrevet i stjernerne, at de skulle – endsige kunne – mødes.

Ludfattig var den filosofistuderende Ingeborg Bachmann i al fald, da de mødtes første, afgørende gang i Wien maj 1948 hos fælles bekendte. Hun var 20 år og allerede halvt forlovet, han seks år ældre, en af de talløse flygninge, der flakkede rundt i disse års Europa, på vej til Paris.

Permanent paranoia

Det var litteraturen, de begge ville for enhver pris, og som drev dem mod hinanden. Den var et indre pres, men den var også i de første efterkrigsår en del af ruinerne. Hvordan digte omgivet af den historiske katastrofe? Deres trang handlede ikke mindst om stumhed. Det fremgår direkte af de første mange forelskede breve.

Paul Celan var traumatiseret og besat af den dødsbevidsthed, hans erfaringer gennem barndom og ungdom havde indlagt i ham. Hans første kærlighedsdigt til Ingeborg var også en gravskrift over tre forsvundne jødiske kvinder, han havde kendt. Han levede med en permanent paranoia, der til tider slog ud i en følelse af at være svigtet fra alle sider. Ingeborg Bachmanns hengivenhed og omsorg slog ikke til i det lange løb, hvis nogens overhovedet havde gjort det. Hun viste godt, hvad han bar på, og lærte med tiden, at der ikke var noget at gøre.

Så der er meget fortvivlelse og mange forgæves genoprettelsesforsøg i disse breve, der tit ikke kan nå hinanden, men hvis desperation, der ikke er tvivl om. Ikke desto mindre havde de to et både euforisk og erotisk gensyn så sent som 1957, da de begge var modne digtere og blev i en kort tid til gensidig inspiration for hinanden påny. Indtil de skygger, der aldrig veg fra den døds- og fortidsfikserede Celans side, koblede dem fra hinanden og kun venskabet stod tilbage – som så også viste sig skrøbeligt. Konkret afgørende i det endelige brud var en batalje med en kritiker, som Celan anklagede for antisemitisme. Ingeborg Bachmann kunne med sin bedste vilje ikke komme Celan til undsætning. Og hans fornyede krav om ubetinget loyalitet førte til forholdets endelige skibbrud. Han afbrød forbindelsen.

Brandulykke

En dag i 1970 forsvandt Paul Celan hjemmefra i Paris. Hans kone efterlyste ham forgæves. Uger senere blev hans lig fundet i Seinen. Ingeborg Bachmann, der led bittert under den uønskede skilsmisse fra Max Frisch, blev ramt af en brandulykke i Rom i 1973, som hun ikke overlevede. Hun blev 48 år.

Det er på sin plads at slå fast, at der er tale om en dokumentation af en kærlighedsforbindelse, der allerede på tysk kræver meget stor baggrundsviden og kun kan indtages og begribes med talløse realkommentarer, som der er et helt appendiks med. Sammenlignet f. eks. med Franz Kafka og Felice Bauers berømte brevveksling spiller omverdenen og ydre begivenheder i denne korrespondance en meget større rolle og kræver løbende oplysning. I en dansk udgave er disse krav endnu større, da hardcore-interesserede og mere eller mindre indviede må tænkes at have læst bogen på tysk. De danske oversættere har som nævnt præsteret en efterskrift. Den er bedre end den tyske udgaves, alene ved at den leverer hovedpersonernes biografier. Men deres efterskrift tynger også introduktionen til brevene med altfor stor og tillfældig omstændelighed og for mange irrelevante oplysninger og referencer. Celans ukendte skolekammerater i trediverne behøver man eksempelvis ikke lære de blotte intetsigende navne at kende på.

Alt i alt er informationsmængden i bogen grænsende til det uoverkommelige, så den fremstår i lange stræk som et krat, det kræver sin mand at forcere på vej til det centrale.

Og når så den berømte forfattersammenslutning Gruppe 47’s mødested i 1952 bliver henlagt til noget, der hedder »Niendorf ved Østersøen«, breder den uhensigtsmæssige forvirring sig yderligere. Det ville selvfølgelig være sensationelt, eftersom mødet i så fald havde fundet sted i Østtyskland. Men Niendorf er og bliver en forstad til Hamburg. En indlysende og ubetinget relevant opgave havde det derimod været at bringe en klar og komplet liste over, hvad der findes oversat til dansk af de to tyske lyrikere – hvor, hvornår og ved hvem.

Og så må det være sidste gang, at Grass’ fornavn staves med ’h’, bitte!

Ingeborg Bachmann /Paul Celan: Hjertetid – en brevveksling. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Vandkunsten. 307 sider. 200 kroner.