Læsetid: 4 min.

Elsket af fæhoveder

Med sin nye bog ’Hymne til friheden’ lægger Flemming Rose velgørende afstand til de, der har gjort ham til martyr i deres kamp mod muslimer. Han er stærkest, når han åbent undersøger de forskellige syn på moderne ytringsfrihed, og svagest når han kigger i historiebøgerne for at legitimere sit eget
I sin nye bog ’Hymne til friheden’ går Flemming Rose i dialog med både den højreradikale Geert Wilders og personer fra satiremagasinet Charlie Hebdo.

Martin Lehmann

3. oktober 2015

Meget er sket siden Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 berygtede tegninger af profeten Muhammed. For mange er intet sket. De taler stadig om begrundelsen for at bringe tegningerne. De betvivler Jyllands-Postens motivation for at håne, spotte og latterliggøre netop muslimernes profet. Og det med rette. Kontekst betyder noget.

Men reaktionerne og angrebene på så fundamental en ret, som at man kan tegne og offentliggøre præcis hvad man vil så længe det ikke tilskynder til vold, tydeliggjorde, at det her er en nødvendig debat. Selvom den er svær.

Det er nemmere at forblive i den hjemlige andedam og hænge fast i Jyllands-Postens politiske ståsted og diskutere provokationens legitimitet end det er at forholde sig til, at nogle mennesker er villige til at slå ihjel pga. en tegning, og hvilke udfordringer ytringsfriheden derfor står over for i en global offentlighed.

På dødslisten

Flemming Rose insisterer i bogen Hymne til friheden på at flytte diskussionen derhen. I modsætning til hans tidligere bog Tavshedens Tyranni, der forekom at være én lang rasende forsvarstale, er Hymne til friheden en åben bog. Størst indtryk gør Roses samtaler med de få overlevende af Charlie Hebdos redaktion.

Længe inden terrorangrebet mod satiremagasinet var venskaber opstået mellem Rose og Charlie Hebdos bidragydere, som den legendariske Georges Wolinski og chefredaktøren Stephane Charbonnier.

Det, de havde tilfælles, var en tro på, at retten til at latterliggøre religiøse symboler og autoriteter var fundamental og nødvendig for at sikre et frittænkende samfund. Politisk var der ellers ikke meget, der samlede dem.

Efter likvideringerne på Charlie Hebdos redaktion offentliggjorde al-Qaeda en video, hvor de proklamerede, at af de 11 navne, der stod på deres dødsliste, var der med Charbs død nu kun ti tilbage. Et af dem er Flemming Roses.

Det er et skæbnefællesskab, der lægger en sjælden alvor i samtalerne mellem de overlevende franske satirikere og Rose. Og de er ikke enige. Roses forståelse af ytringsfrihed er kompromisløs, mens franskmændene er tilhængere af love mod Holocaust-benægtelse og antisemitiske udtalelser.

De differentierer mellem ytringer, der håner mennesker og ytringer, der håner symboler. For Charlie Hebdo er satiren et våben i religionskritikken, der skal underminere religioners autoritet og modarbejde den sociale kontrol som de udøver.

For Rose er ytringsfriheden en frihedsret, der ikke kan gradbøjes. Hans tiltro til at ord kan bekæmpes med ord er grænseløs: »For mig indebærer ytringsfriheden en grundlæggende tillid til mennesket som et voksent og moralsk selvstændigt væsen, der er i stand til at håndtere ubehagelige ytringer, som det ikke bryder sig om eller finder krænkende, mens beskæring af individets ret til at ytre sig frit er udtryk for mistillid til dets fornuft,« skriver han.

Nazikortet

Men ytringer sker ikke på et abstrakt niveau, de sker i konkrete sammenhænge. I kontekster. Og det er i konteksterne, at ord kan føre til handling. Her kommer vi til bogens svageste punkt. I Hymne til friheden gentager Rose diskussionen om antisemitiske ytringers betydning for gennemførelsen af Holocaust.

Påstande han brugte mange kræfter på i bogen Tavshedens Tyranni udbygges her. Det er forståeligt nok, at Rose føler sig kaldet til at afvise beskyldninger om, at Muhammedtegningerne vækker mindelser om den tyske antisemitisme i 1930’erne.

Nazikortet er ubehageligt at blive konfronteret med – hvilket han også indrømmer i bogen. Men i Hymne til friheden bruger han den amerikanske historiker Timothy Snyders Holocaust-forklaringsmodel til at udfordre en forståelse af antisemitismen som udslagsgivende.

Argumentationen er, som i Tavshedens Tyranni, ikke overbevisende, og den er sårbar. Der er ingen tvivl om, at Holocausts omfang ikke alene kan forklares med antisemitisme, men kan den forklares uden? Var Holocaust sket, hvis ikke antisemitiske ytringer blev opfattet som legitime i de lande, hvor den blev gennemført?

Næppe. Nazikortet er som at få hældt en spand lort ud over sig. Man kan ikke forsvare sig imod det ved at række armene op. Man bør hellere flytte sig væk fra strålen. Rose sammenblander her sit ønske om at forsvare sig mod en spand lort med ønsket om at finde argumenter mod blasfemi- og racismeparagraffen.

Og det betyder bare, at det hele kommer til at lugte. Det er ikke klædeligt for hverken Roses kritikere eller ham selv at lede i Weimarrepublikken og nazismens historie efter argumenter for eller imod kriminalisering af ytringer.

På ingens side

Flemming Roses bog er et vigtigt bidrag i udvidelsen af ytringsfrihedsdebatten. Hvis man læser den med et åbent sind, bliver udfordringerne også åbenlyse. Det, der er allermest vellykket ved bogen, er, at Rose en gang for alle lægger afstand til dem, der har omfavnet ham i deres kamp mod islam.

Som Charlie Hebdo skrev om Muhammed på en forside: »Det er hårdt at være elsket af fæhoveder.« Flemming Rose er på ytringsfrihedens side – ingen andres forekommer det.

Hvis denne debat skal flytte sig, så er det netop nødvendigt, at den frigøres fra politisk fastholdelse. Det er det, Rose forsøger i sit møde med socialisterne fra Charlie Hedbo og den højreradikale Geert Wilders. Han lytter til deres argumenter og diskuterer med dem.

Han tolererer uenigheden og lægger den frit frem. Han falder fra tid til anden tilbage i en vrængende og uforsonlig stil og kalder ret komisk Muhammed-tegningernes offentliggørelse for et ’integrationsprojekt’, men overordnet er det en bog, der inviterer til debat.

Venstrefløjen har indtil nu haft en afsmag over for Flemming Roses sag, fordi det er svært at løsrive den fra diskussionen om Jyllands-Postens motivation for at håne muslimernes profet, men med denne bog giver Rose venstrefløjen muligheden for at reclaime det, der engang har været deres: religions- og autoritetskritikken.

Flemming Rose: ’Hymne til frihed’. Jyllands-Postens Forlag, 192 sider, 250 kroner. Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Curt Sørensen

Flemming Rose har simpelthen gjort karriere ved at lancere de stupide tegninger og proklamere sig selv som vogter af den hellige ytringsfrihed. Hans viden om Europas ulykkelige historie er imidlertid begrænset og det samme er anmelderens:

1) Hele Europas historie fra 1500 tallet frem til i dag er eet langt vidnesbyrd om de skæbnesvangre konsekvenser af hetz mod og forfølgelser af anderledes tænkende og anderledes værende. Og det er ikke dette at de er huguenotter,anabaptister, katolikker , polakker, jøder, zigeunere , tjekker, polakker, tyskere, russere, kroater, serbere, muslimer, homoseksuelle eller arbejdsløse, der har været afgørende. Man har altid kunne finde nogle myter, vandresagn og dogmatiske udlægninger der retfærdiggjorde forfølgelser og uhyrligheder. Den underliggende realitet har altid været hetz mod og forfølgelser af 'de andre'. Enhver kan udlæse resultatet i Europas faktiske historie, men det er jo netop det man ikke vil eller kan. Det er meget nemmere at gøre sig selv berømt ved at forsvare en abstrakt 'ytringsfrihed'. Lakmus prøve her: Skulle Julius Streicher have haft 'lov til' at bringe sine antisemitiske svinerier i 'Der Stürmer' ? ( dette skete også i en 'national renselses' og i højere princippers navn). 'Have lov til' er i øvrigt forkert stillet. Fascismen skal bekæmpes , ikke lovgives.

2) Vi lever i en tid præget ( nu igen!) af store problemer: kapitalismens akkumulationskrise, stigende ulighed, demokratiets fremadskridende forfald til 'postdemokrati', voksende spænding mellem demokratisk deltagelse og legitimitet og ledelse og styring, højreradikalismens og neofascismens genfødsel og styrkelse over hele kontinentet, storpolitisk ustabilitet og konfrontation, voksende økologiske problemer. Over hele Europa har den politiske højrefløj forsøgt at undvige en diskussion om alle disse problemer og konfliktdimensioner og derved sikre bestående eliters privilegier og position ved at aflede al politisk diskussion til alene at være en diskussion om den angivelige trussel fra 'de fremmede' , om 'ytringsfriheden' og om religiøse tekster ,proklamationer og symboler. Denne afledningsmanøvre er stort set lykkedes. Typer som Marie Krarup, Mikael Jalving og ( omend dog på et noget mere sofistikeret plan) Flemming Rose dominerer efterhånden, godt bistået af tjenstvillige medier, den offentlige debat.

Tino Rozzo, Steffen Gliese, Ole Frank og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Curt Sørensen.
Flemming Rose er hvad han er, men at højrepopulisterne får en uppercut som denne: at Rose en gang for alle lægger afstand til dem, der har omfavnet ham i deres kamp mod islam, er en gamechanger som højrepopulisterne ikke kan ignorere, og som bringer kampen om ytringsfriheden ud på valpladsen: "venstrefløjens mulighed for at reclaime det, der engang har været deres: religions- og autoritetskritikken" ...ikke at vi ikke vidste det, men højrepopulisterne, Dansk Folkeapati og Trykkefrihedsselskabet er latterliggjort.

Samfundskritik er det det drejer sig om, ...hvilket Mollerup ovenfor hurtigt bragte i fokus.

Curt Sørensen

Bill Atkins,

Jeg har i og for sig ikke noget mod religionskritik. Men jeg synes den er ørkesløs. Og iøvrigt: i de sidste 10 år har man nærmest ikke talt om andet, endskønt der er mængder af andre store problemer at tage fat på. Allerede Marx fandt ud af at man kan ikke blive stående ved religionskritikken.

Bill Atkins, Steffen Gliese og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Ja men Curt Sørensen, så er vi enige, også med ytringsfrihedsprovokatøren Flemming Rose: det er samfundskritik der rykker...og religionspolitik er ikke samfundskritik.

Citatsvindel

Mollerup sagde ikke, at "religionspolitik er samfundskritik", men at "religionskritik er samfundskritik".

nåeh, nok mere citatsjusk (beklager) men jeg kan i øvrigt heller ikke se at religionskritik har meget med samfundskritik at beskaffe - der er jeg helt enig med Curt Sørensen 23:13...

Men tilbage til pointen, som er at Flemming Rose har givet højrepopulisterne et los .. at Rose en gang for alle lægger afstand til dem, der har omfavnet ham i deres kamp mod islam.

"Det er hårdt at være elsket af fæhoveder"

... og så en gang til prins Curt

Det er ganske ufatteligt, at Curt Sørensen vil sidestille den notoriske antisemit, demagog og krigsforbryder med de danske Muhammedtegnere. Det er så langt ude, at det ikke kan tages seriøst. Streicher var en af Hitlers nærmeste allierede og blev henrettet efter krigen for sine forbrydelser, der havde udfoldet sig som en bred vifte af dehumaniserende, racistiske, forrående, hetzende og voldsfremmende aktiviteter, herunder angreb på jødiske forretninger og nedbrænding af synagoger. Curt fæster åbenbart lid til, at folk i dag ikke ved ret meget, om overhovedet noget om Streicher, og på den måde bruger han selv en af Streichers mest anvendte metoder: At gentage og gentage og gentage det samme vrøvl, "for noget hænger der ved". Selv om han - før den nazistiske magtovertagelse - tabte i stribevis af injuriesager, fortsatte hen ufortrødent i erkendelse af, at han på den måde kunne skabe en spirende fornemmelse af, at der måtte være noget om snakken og at jøderne var skyld i de mest groteske forbrydelser (f.eks. rituel ofring af 'ariske' børn og seksuelle overgreb på 'ariske' kvinder, ofte ledsaget af halvpornografiske tegninger som 'dokumentation').

Rent ud sagt er Curt Sørensens sammenstilling ærekrænkende. Hvis jeg selv var en af Muhammedtegnerne, ville jeg omgående indstævne ham for injurier.

Og nu skal man så også høre, at Marx "fandt ud af at man ikke kan blive stående ved religionskritikken". Nej - hvem har også sagt det? Marx udbyggede sin kritik materialistisk - men han forlod da aldrig nogen sinde sit grundpostulat, at religion er opium for folket! Men i Curts optik, så er religionskritikken "ørkesløs".

Og nej, det er ikke kun "citatjusk" at identificere religionskritik med religionspolitik. Det er en freudiansk fortalelse, for den viser - hvad nogen af os hele tiden har været klar over - at nogle af ytringsfrihedsdiskussionens deltagere konsekvent forsøger at stille forholdene på hovedet ved at gøre kritik af religion lig med politisk undertrykkelse.

I Danmark har vi - i modsætning til samfund med muslimske flertal - religionsfrihed. Enhver kan tro på hvad som helst, også de mest utrolige og absurde historier. Det er kun muligt, fordi vi lever i et sekulært samfund, hvor religion og politik principielt (om end ikke totalt) skilles ad. Vi har også lov til at betragte andre menneskers tro som dybt åndssvag, så længe vi respekterer deres ret til at have den og deres ret til at udøve den inden for lovens grænser. Og naturligvis har vi lov til at give udtryk for vores meninger, så længe de ikke er racistiske eller dehumaniserende. Vi respekterer privatlivets fred (måske ikke altid konsekvent, men dog principielt) og blander os derfor ikke i, hvad folk foretager sig i deres private liv. Men hvis de træder ud i vores fælles, offentlige rum og giver udtryk for deres meninger, så måde begribeligvis være forberedte på at blive modsagt. Ellers har vi ikke nogen ytringsfrihed.

Men den er jo også - efter Curts mening - bare en "abstrakt" ret. Lige som en hel del andre rettigheder, vi samlet set får præsenteret i FNs menneskerettighedserklæring. Lutter "abstrakte" rettigheder. Herunder for øvrigt 'demokrati', 'frihed' og 'menneskeværd'.

Philip B. Johnsen

Frygten for flertallet en dag ikke er 'dansk' i Danmark, skræmmer og fremkalder had, virkelighed og fantasi kæmper om de skræmtes rationalitet, 'frihed' bliver taget som gidsel, hvor ytringsfrihed med had i blodet, bliver pligt for kampen, ytringsfrihed er ikke længere en frihedsrettighed, for de skræmte, men et våben der skal vinde kampen imod de 'ikke danske' i Danmark.

Ytringsfriheden er ikke truet, Vesten har magten, men demokratiet har tabt til terroren, frygten der vokser i de skræmtes fantasi.

Curt Sørensen

Til Mihail Larsen,

1) Ja, jeg synes ligheden i svineriet er foruroligender og formålet: hetz mod anderledes tænkende og anderledes værende lige så . Foruroligende er også den bagvedliggende forestilling om 'national renselse' ( at der så på andre punkter er store forskelle skulle det vel ikke være så svært for en så stor logiker som dig at begribe). Men jeg kan forstå,at jeg overhovedet ikke må ytre mig om denne foruroligelse ( som faktisk bygger på konkret henvisninger til Europas historie. Der er åbenbart grænser for 'ytringsfriheden'! Men iøvrigt formulerede jeg det som en test, en 'Lakmusprøve' ( kan den store filosof ikke læse indenad?): Skulle Julius Streicher have ret til at ytre sig som han gjorde? Du kryber uden om her.

2) Der er måske højst nogle hundrede mennesker her i landet der praktiserer 'ytringsfrihed': Journalister, kommentatorer, 'debattører', og profesionelle meningsdannere', kort sagt folk der lever af det. Man kunne kalde dem den 'den snakkende klasse'. Det er en af grundene til at debatten om 'ytringsfriheden' fylder så meget. Medierne elsker at snakke om sig selv. Den store befolkningsmasse har i praksis ingen ytringsfrihed. Til dette føjer sig den enorme mediekoncentration og 'the corporate power. bag ved. Du lever i fortiden , i det 19. århundredes borgerlige romantiske forestillingsverden

3) Jeg kan endnu en gang konstatere at du overhovedet ikke går ind i en stillingtagen til eller diskussion af de konkret punkter, jeg anfører. Girafhalsen stikker åbenbart for højt op over skyerne til at du kan beskæftige dig med sådanne konkrete historiske problemer og erfaringer.

Søren S. Andersen

Al den snak om tegningerne er latterlig. Det er ikke noget reelt problem, at der medfører alvorlige konsekvenser, at offentliggøre tegninger, der håner og fornedrer Allah. Derimod er den såkaldte racismeparagraf et langt større problem, da den afskærer folk med et indvandrekritisk udgangspunkt i at sige deres uforbeholdne mening. Denne paragraf er et alvorligt problem for ytringsfriheden.

Tegningerne er i øvrigt også ulovlige efter dansk ret, da de strider imod blasfemi-paragraffen. Jeg ved godt, at anklagemyndigheden og domstolene lader som om denne paragraf ikke eksisterer, men ikke desto mindre står den i straffeloven. Og der er ikke nogen som helst tvivl om, at tegnerne har realiseret gerningsindholdet i denne bestemmelse. Adskillige mennesker er døde som følge af tegningerne. Det viser med al ønskelig tydelighed, at der faktisk er en fornuftig grund til, at have en blasfemiparagraf, der sikrer mod social uro.

Hvis vi ikke havde andre problemer med indvandrerne , end at vi ikke kan genere deres religion, ville Danmark være et meget lykkeligt land.

Til Curt

Tak for dit svar.

Lad mig straks tage fat på dit tredie punkt. Det passer jo ikke, at jeg undlader at gå ind i at tage stilling til eller diskutere dine konkrete punkter. Jeg har flere gange givet dig medhold i, at de elendigheder og problemer, som du peger på, eksisterer, og at der er god grund til at forholde sig kritisk til dem. Jeg har også - i den grad - forholdt mig til og diskutere dine henvisninger til Streicher. Din påstand holder altså ikke.

Så til dit andet punkt. Ja, antallet af intellektuelle vil altid udgøre et mindretal. Det gjorde det også i den franske revolution, i de borgerlige revolutioner i 1800-tallet, i den russiske revolution og i de mange anti-koloniale bevægelser efter 2. verdenskrig. Er det et argument for, at de intellektuelle skal stikke piben ind og holde kæft? Du er jo selv en del af den så nedladende omtalte klasse af professionelle meningsdannere - både som aktør i den offentlige debat og som universitetslærer. Hvis der blev lagt hindringer i vejen for, at du kunne sige din mening enten det ene eller det andet af disse steder, vil jeg da forvente, at du råber op og kræver ytringsfrihed. Jeg behøver vel ikke stille det retoriske spørgsmål: Om jeg har ret? Arbejderne på gulvet kræver forbedringer af deres arbejdsvilkår, større frihed, ja måske endda økonomisk demokrati. De, der arbejder i medierne og uddannelsesinstitutionerne, kræver tilsvarende rettigheder. "Den store befolkningsmasse har i praksis ingen ytringsfrihed", skriver du. Nej, men bliver det bedre af, at man lukker munden på dem, der har? Hvordan skal man kæmpe for ytringsfrihed for de mange, hvis man mener, den er et blålys? Anti-intellektualisme kan da aldrig være vejen frem!

Ja, der foregår andet og mere i medierne end den ideale funktion som den fjerde statsmagt, der holder magthaverne ansvarlige for deres handlinger. Habermas har skrevet en aldeles fortræffelig analyse af det i sin bog om "Den borgerlige offentlighed". Derfor er det også nødvendigt at kritisere medierne. Det sker mig bekendt også - omend det kunne ske meget mere radikalt. Men det er da en misforståelse, at medierne KUN taler om sig selv. Jeg tør godt vove den påstand, at langt over 90% af mediernes indhold drejer sig om andet end medier - om verden, om samfundet, om mennesker.

Ved så ensidigt foragteligt at pege på 'den snakkende klasse' går du utilsigtet magthavernes ærinde. De bryder nemlig ikke om 'ytringsfrihed', når den bliver alt for kritisk. Derfor lukker de kritiske kommissioner, boycotter bestemte specialister, indfører en udemokratisk offentlighedslov.

Og så til dit første punkt, som jeg egentlig mente, jeg havde svaret på i mit forrige indlæg. Selvfølgelig har du da både ret til og ret i at pege på reaktionære elementer i den offentlige debat - herunder tendenser til racisme og hetz mod mindretal. Det kunne bare passe andet! Men når du hiver en notorisk racistisk, erklæret anti-semitisk folkeforfører og krigsforbryder som Streicher ind og sidestiller hans virksomhed med danske karikatur-tegnere anno 2005, så har du kastet al analytisk kompetence overbord. Sammenligningen er så absurd, at du burde skamme dig over den.

Din fikse idé om 'renselse', er hul i hovedet. Der er tale om kritik i en ideologikritisk oplysnings interesse vendt mod voldsfikserede, religiøse fundamentalister - helt i tradition med den religionskritik, der har befriet Europa fra teokratisk fordummelse og undertrykkelse. Hvis ikke du kan skelne mellem 'nationalistisk renselse' (i Streichers forstand) og 'universalistisk oplysning' (i en menneskeretlig forstand), så er det jo nærmest håbløst at diskutere med dig.

Endelig: Nej, der er ikke 'åbenbart grænser for ytringsfrihed'. Du må naturligvis sige, hvad du vil (og det gør du da også) - i al fald her i landet; det vil nok forholde sig ganske anderledes i nogle af de lande, hvor der er flertal af de her i landet boende mindretal (det er jo derfor en del af dem er flygtet hertil). Der er også ytringsfrihed for mindretallene; den udnytter de i skrifter, i medierne og ved demonstrationer i det offentlige rum, der ville blive mejet ned i de lande, de kommer fra. Så vores 'fascistiske' samfund er altså ikke mere undertrykkende, end at de frit kan komme til orde. Selv Streicher ville have ret til at ytre sig (og gjorde det i rigt mål). Men vi alle må finde os i, at det skal ske inden for lovens rammer. Og i modsætning til, hvad du synes at mene, så giver domstolene i dette 'fascistiske' Danmark faktisk beskyttelse til mindretal og enkeltpersoner mod personrettede krænkelser og injurier. Men de giver ikke beskyttelse mod ideologisk kritik. Personer er ukrænkelige, men det er deres tanker ikke. Personer har tankefrihed, men ikke frihed fra kritik. Personer har religionsfrihed, men ikke frihed fra religionskritik. Hvis ikke det forholdt sig sådan, måtte du tilbagekalde hele dit forfatterskab og undskylde alle de kritiske tanker, du har præsenteret dine studerende for igennem flere årtier.

Når du alligevel ikke gør det, skyldes det nok, at du finder din egen kritik af anderledes tænkende mere 'legitim' end f.eks. den aktuelle religionskritik. Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, det skyldes, at du abonnerer på Frantz Fanons berømte og berygtede påstand om, at "et undertrykt folk altid har ret". Det har historisk givet diverse oprørsgrupper 'ret' til de mest grusomme aktioner og en 'forståelse' blandt vestlige intellektuelle for deres bizarre og reaktionære kultur.

Det vil i hvert enkelt tilfælde være nødvendigt at analyse, om - og i hvilket omfang - sådanne undertrykte grupper faktisk har 'ret'. Men lige netop hvad islam angår, så bliver påstanden om, at det drejer sig om et undertrykt folk temmelig forskruet, når de 'krænkede' selv påberåber sig at udgøre en del af et trossamfund på halvanden milliard.

Dertil kommer mere specielt, at de danske Muhammed-tegninger slet ikke var rettet mod herboende muslimer, men mod den internationale terrorisme i islams navn. Hvordan det kan drejes til at være en 'undertrykkelse af et mindretal' at gå op imod et sådant fænomen (der aktivt støttes af adskillige islamiske stater), går over min forstand.

Curt Sørensen

1) Jeg påpeger 'ytringsfrihedens ' begrænsning til at være et privilegium for et forsvindende mindretal, 'den snakkende klasse'. Den 'folkelige diskussion' har tæret betydeligt mere omfattende tidligere ( i de store massepartier, i fagforeningerne, i AOF, i bøndernes selvorganisering, højskolebevægelsen o.s.v.)end i dag. Samtidig er pluralismen i medieverdenen stort set forsvundet. Der er sket en enorm koncentration af meningsmagt. Det er et faktum du ikke kan sno dig uden om ved at påpege det forhold, at der altid har eksisteret blot en minoritet af intellektuelle.

2) Prøv at læs en række af højrefløjens udgydelser her gennem de senere år: Søren Krarup, Marie Krarup, Lars Hedegaard, Mikael Jalving ( tjenstvilligt hjulpet på vej af medierne) o.s.v.. Det er helt klart forestillingen om den rene rensede nation der er gennemgående her og hetzen mod anderledes værende og de anderledes tænkende

3) Jeg bliver også nødt til at sige noget om Jyllandsposten, der jo startede hele tegningekrisen: Jyllandsposten var altid en hetz avis: i mellemkrigsårene hetzede bladet løs mod Stauning, fagforeningerne og københavnske intellektuelle og lovpriste iøvrigt Hitler og Mussolini. I perioden siden har avisen igen og igen hetzet løs mod arbejdsløse, socialpædagoger, 'kulturradikale', de venstreorienterede , Tvind o.s.v. . Og så fandt den et nyt- og mere populært -offer: 'Muhammedanerne'. Men, og det var jo meget snedigt, det blev ikke fremført som det det var, nemlig et nyt offer for avisens evige trang til at hetze løs mod 'de andre', men som et ædelt korstog for 'ytringsfriheden'

PS: Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål: burde Julius Streicher have haft lov til at ytre sig som han gjorde i 'Der Stürmer'?

1) Jeg har ikke 'snoet mig uden om', at den folkelige opinion har 'været betydelig mere omfattende' eller nægtet, at 'pluralismen i medieverdenen stort set er forsvundet' eller at der er sket 'en enorm koncentration af meningsmagt'. Men jeg har gjort opmærksom på, at det ikke er noget nyt, at den offentlige opinion domineres af intellektuelle eliter - der i øvrigt også har leveret ledende ideologer til såvel bonde- som arbejderbevægelserne. Og jeg synes, det er ude af proportion at kalde situationen 'fascistisk'. De folkelige bevægelsers talerør (herunder partipressen) er ikke blevet lukket af 'magthaverne', men af en svækket klassebevidsthed og ringere organisering, der skyldes andre faktorer end medierne og de intellektuelle.

2) Ja, jeg har læst nogle af 'højrefløjens udgydelser', hvoraf nogle ganske rigtigt kan læse således, at de tilstræber en 'rensende' funktion. Men det drejer sig om marginale personer, selv om jeg medgiver, at deres indflydelse har været i vækst i de seneste årtier - først og fremmest gennem DF og DFs nøglerolle for de borgerlige partiers adgang til regeringsmagten. Men igen: At betragte denne strømning som dominerende og endda 'fascistisk', er at skyde over målet. I øvrigt er nogle af dine forhadte magthavere - arbejdsgiverne - ikke interesserede i folks religion og nationalitet, men i deres arbejdskraft. Den vil de gerne have mere af, hvis den kan fås billigt nok.

3) Ja, Jyllandsposten har en blakket fortid. Jeg har selv mærket den i min studenteroprørske ungdom, hvor avisen var på nakken af mig ustandseligt - og hvor den blandt studenterne skiftevis blev betegnet Jyllands-Pesten og Jyllands-fascisten. Jeg har også i årene derefter haft ubehag ved at læse avisen, der er domineret af det, du kalder 'højrekræfterne', og jeg køber den aldrig frivilligt. Men det betyder, efter min mening ikke, at alt, hvad Jyllandsposten publicerer, er uantageligt. En gang imellem kan avisen faktisk have ret, også selv om den er tendentiøs. Jeg er således ikke i tvivl om, at det ikke er tilfældigt, at det er Jyllandsposten, der ville teste, om man kunne tegne Muhammed - men jeg mener på den anden side også, at der var god grund til at gøre det, bl.a. på baggrund af Rushdie-sagen og dens videre forløb med drab og dragsforsøg på kunstnere og forlæggere.

PS. Jeg HAR svaret på dit spørgsmål om Streichers ytringsfrihed - endda to gange. Jo, Streicher har (havde) ytringsfrihed, men blev også straffet, fordi han misbrugte den. Først af domstolene i Weimar-republikken (hvor han blev dømt adskillige gange), og dernæst efter krigen. Ytringsfrihed er universel, men ikke total og ansvarsfri.

3a) Jeg burde have tilføjet, at Jyllands-Posten heller ikke har en dominerende position i den danske medieverden. Vi har en hel del andre aviser og public service TV og radio, der alt overvejende forholder sig kritisk til Jyllands-Postens linie.

Curt Sørensen

Til Mihail Larsen,

1) "marginale personer" hvis "indflydelse har været i vækst i de seneste årtier". Jeg lader den hænge her.

2) Hvad er det for medier der "alt overvejende " forholder sig kritisk til Jyllands-Postens line? De blæser sort set alle med den samme vind. Det hænger selvfølgelig sammen med at medierne selv udgør en magtelite og indgår med de øvrige eliter i et symbiotisk forhold og hylder den dominerende ideologi og den herudfra fastlagte dagsorden . Pluralismen er blevet voldsomt indskrænket, 'ytringsfriheden' er i realiteten blevet reduceret til et privilegium for et meget lille mindretal, 'den snakkende klasse'

3) Jeg kalder ikke 'situationen' fascistisk ,men jeg ser klart nogle faretruende tendenser . Som Primo Levy, en af de få overlevende fra Ausschwitz ganske rigtigt siger i sin "If this is a Man": den logiske endestation for den udtalelse at"enhver fremmed er en fjende" er Ausschwitz. Samme Levy sagde iøvrigt også: "dette er sket, derfor kan det ske igen". Men fascismen kan optræde i forskellige varianter og i nutiden er det ( på grund af den demokratiske diskurs' styrke efter 2. verdenskrig) ikke udelukket at den vil optræde med en demokratisk retorik. Men essensen er altid den nationale renselse og opgejlingen til had mod og forfølgelser af anderledes tænkende og anderledes værende

PS: Du glider stadig af på Julius Streicher. Det er rigtigt , at han senere fik sin straf. Men skulle han have haft lov til overhovedet at bringe sine svinske antisemitiske tegninger i 'Der Stürmer'? Iøvrigt hvis Tyskland havde vundet 2. verdenskrig ( hvad de var lige ved) havde han været en helt.

Michael Kongstad Nielsen

Terrorisme er ufredens værste værk, og bliver mødt af de værste svar.
Men at drille terroristerne med deres religion, forlænger blot ufreden og eskalerer volden. Så tegningerne var helt igennem ukloge.

Terrorisme har ikke noget med religion at gøre, men er reaktion på uretfærdighed, urimelighed, undertrykkelse, opretholdt ulighed. Det kan opstå under alle religioner, og har ikke noget med dem at gøre, men med menneskelige psyke.

Tegningerne var tåbelige, fordi de intet formål tjente, udover at drille og give udtryk for foragt for andre menneskers religion.

Tegningerne var rå og fascistoide, fordi man i ly af en (indbildt) overmagt sendte et signal, som svarer til en rockerbandes indtog i Vor Frue Kirke under højmessen, med motorcykler kørende op og ned af kirkegulvet med hjulspind foran alteret og nedlæggende et par gravsten på vej ud.

Det er selvfølgelig ikke den vej, verden bliver bedre.

Grethe Preisler

Jyllandspostens Muhammedtegninger

En storm i et glas vand og en dårlig spøg, der imidlertid kom som sendt fra himlen til 'hjernetrusten' i Pia Kjærsgaards lille 'stuerene' danske 'folkeparti'. Som havde lagt stemmer til VK-regeringens knebne flertal for Danmarks tilslutning til Georg Walker Bush-administrationens "Coalition of the willing" i Irak, og ikke var sene til at gribe chancen for at puste til gløderne og få flere torsk end dem fra 'Ahmed Akkaris rejsehold' til at bide på maddingen.

Hvis Anders Fogh Rasmussen ikke havde stået i gæld til DF, kunne han ganske roligt som pressens minister have bedt udenrigsminister Per Stig Møller om at tage det møde med de alarmerede mellemøstlige diplomater og fortælle dem, at det ikke var den danske regerings politik at 'håne, spotte og latterliggøre' muslimer ved at tegne karikaturer af dem og deres profet i aviserne. Men at vi havde en fri og ucensureret presse, hvorfor han måtte henvise herboende muslimer, der måtte føle sig forulempet af spøgen, til at klage til pressenævnet og/eller sagsøge Jyllandspostens ansvarshavende redaktør for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 140 (blasfemiforbuddet) ved at udbrede Muhammedtegningerne i en videre kreds.

Straffelovens § 140:
"Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Den seneste domfældelse efter denne paragraf i straffeloven fandt sted i 1938, hvor det drejede sig om uddeling af løbesedler, der udlagde hellige jødiske skrifter således, at de opfordrede til 'skænding' af ikke-jødiske piger. Dvs. før Nazi-Tysklands fredelige besættelse af Danmark, men efter vedtagelsen i 1935 af 'Nürnberglovene' i Nazi-Tyskland, som fratog jøderne deres borgerlige rettigheder overalt, hvor nazisterne havde noget at skulle have sagt.

Z det blev virkelighed igen!

Grethe Preisler

Det må være glemt eller fortrængt af de fleste, hvorfor Poul Nyrup Rasmussen i sin tid tillod sig at kalde DF mindre stuerene, end de åbenbart har krav på at blive kaldt, nu hvor de har vundet så mange danske hjerter og stemmer, at Venstre og Konservative (og SF og Socialdemokraterne?) kan holde ud at være i selskab med dem uden at holde sig for næsen.

Men det var nu altså af samme grund, som ordentlige mennesker ikke ret gerne vil slås i hartkorn med nazisterne, som legaliserede de særlove, der fratog et andet religiøst mindretal end muslimerne de almindelige borgerlige rettigheder, som gjaldt for ariske og rettroende borgere i Hitlers Tredje Rige.

Anledningen var, at Pia Kjærsgaard som formand og ordfører for Dansk Folkeparti i ramme alvor fremsatte forslag til en særlov om kollektiv afstraffelse i form af udvisning af familiemedlemmer til lovovertrædere 'af anden etnisk oprindelse', hvis et medlem af deres familie blev dømt for en forbrydelse, der medførte udvisning af Danmark efter afsoning af straffen for samme.

Mærkeligt nok var der på daværende tidspunkt ikke andre medlemmer af folketinget end dem fra DF, der havde positive bemærkninger til forslaget. Hvilket dog ikke hæmmede det ærede medlem Pia Kjærsgaards iver efter at starte en filibuster-debat om 'integrationsproblemerne' på dette grundlag, før statsministeren satte punktum for debatten, som ikke var nogen debat, og erklærede mødet afsluttet med den berømte eftersætning: "Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig - set med mine øjne - stuerene det bliver I aldrig."

Det bliver de heller aldrig i mine øjne, så er det sagt, så det ikke kan misforstås. Stuerene er de ikke. Uanset hvor mange verbale krumspring andre gør for at få dem til at tage sig stuerene ud, fordi de har brug for deres mandater, hvis de vil beholde regeringsmagten.

Henriette Bøhne, Jan Weis og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar

Grethe Preisler - jeg kunne ikke være mere enig. Man burde have gjort med dem, som nogen gør med en hundehvalp, der skal trænes til at være stueren : - snuden ned i lorten, et smæk bagi og så udenfor døren. I stedet for er man i de senere år begyndt at klø dem kærligt bag ørene. Og S er efter madam Frederiksens overtagelse af partiet ved at invitere vovsen til at lægge sig i skødet, selv om hun siger det modsatte. Hun klør den i hvert fald heftigt bag højre øre.

Grethe Preisler

Plötzensee

Jeg så de syv kroge, de hængte mennesker i. Kvalte dem langsomt i en klavertråd som straf.
Var krogene syv? Var det modstandsfolk? Nazister? Det er mig ligegyldigt.
Dumheden hos de mennesker, som hængte dem, svier som en større sorg end sorgen over de hængte. (Poul Henningsen)

(flere end 2.500 mennesker blev myrdet i Plötzensee fængslet i Berlin fra den nazistiske magtovertagelse i januar 1933, til der Führer skød sig selv gennem kæften i sin berlinske førerbunker under Rigskancelliet i april 1945)

Anstrengelsernes fysiognomi

Ved ikke helt hvorfor, men visse danske politikerfysiognomier minder umiskendeligt om nogle, over hovedet heller ikke stuerene folk, der i en ikke så fjern fortidig forbandet rædselstid marcherede rundt i gaderne med fedtlæderstøvler, armbind og skrårem – også herhjemme …

Tidligere mente videnskaben, at personens personlighed kunne aflæses af deres fysiognomi – det mener mange med menneskekendskab dog stadigvæk – folk med smalle læber skal man vogte sig for, som en tidligere værtinde i Hellerup kunne fortælle den just fra provinsen arriverede student udi ingeniørvidenskab …

Grethe Preisler

Beklager, Jan Weis

Man kan sjældent se det på dem, de findes i alle farver, størrelser og faconer. Man må slå lyttelapperne ud og høre opmærksomt efter, hvad de siger, for at finde ud af, hvor man har dem, før de tager fusen på en. Hvis Fanden havde horn og hale, var det en smal sag at undgå ham.

Du har sikkert bare været så heldig aldrig at have været efterstræbt af en charmerende psykopat, før du fandt dit livs Elvira. ;-)