Læsetid 7 min.

Med far på verdensturne

Karl Ove Knausgård holder lidt for meget af hverdagen i sin nye bog om himmelen, jorden og alt derimellem
Vanessa Baird har malet billederne i Knausgårds nye bog, som er første bind ud af fire i en encyklopædi til et ufødt barn. Illustration fra bogen

Vanessa Baird har malet billederne i Knausgårds nye bog, som er første bind ud af fire i en encyklopædi til et ufødt barn. Illustration fra bogen

3. oktober 2015

Siden han i sidste bind af Min kamp proklamerede, at han ikke længere var forfatter, har Karl Ove Knausgård udgivet tre essaybøger og en brevveksling om VM i fodbold. For nylig annoncerede Forlaget Oktober så, at der var endnu fire bøger på vej, hvoraf den første, Om høsten, netop er udkommet i Norge.

Et af de helt store temaer i Min kamp var Knausgårds utilfredshed med familielivet. De store tanker om litteratur og længslen efter frihed stod i skarp kontrast til en hverdag med indkøb, oprydning og børnefødselsdage. Men i den nye bog er det, som om Knausgård endelig har fundet sig til rette med tilværelsen.

I tre breve til sin endnu ufødte datter, præsenterer han familien og livet på deres svenske gård og forklarer, at han vil vise hende verden og rigdommen i dens uendeligt mange detaljer. Hvor de tidligere bøger var fulde af frustrationer, strømmer den nye over af forventningens glæde.

Mellem brevene står 60 tekster af få siders længde, der hver tager udgangspunkt i ét ord. Således kommer vi i løbet af bogen både omkring solen, kalk, frøer, smerte, opkast, krig, flasker og stilhed. Overordnet set er teksterne på jagt efter Skønheden. De vil gerne i kontakt med verden og sætte den i bevægelse, men samtidig er de nærmest magnetisk draget tilbage mod det skrivende jeg.

Til den fremtidige datter

Bevægelsen bliver da ofte en penduleren mellem jeget og genstanden, eller også begynder teksten – når forfatteren forsøger at holde sig selv udenfor – med noget generelt og ender i det konkrete (som ofte er en erindring eller en statusopdatering fra huset, hvor han sidder og skriver).

Dette kommer næppe bag på dem, der i forvejen kender Min kamp-projektet eller brevvekslingsbogen om VM i fodbold (skrevet sammen med svenske Fredrik Ekelund), som mest handler om, at Knausgårds liv er for travlt og kaotisk til, at han orker at se kampene og skrive ordentligt om dem.

Han nævner da også allerede i begyndelsen af Om høsten, at selvom det som udgangspunkt handler om at præsentere verden for den fremtidige datter, så er teksterne langt hen ad vejen også rettet mod ham selv: »Dette fantastiske, som du snart skal møte og få se, er så lett å miste av syne, og det finnes nesten like mange måter å gjøre det på som det finnes mennesker.

Det er derfor jeg skriver denne boken til deg. Jeg vil vise deg verden, slik den er, rett rundt oss, hele tiden. Bare ved å gjøre det kan jeg selv få øye på den.«

Ser man bort fra de tre breve, der fungerer som indgange til henholdsvis september, oktober og november, er bogen tydeligvis ikke henvendt specifikt til datteren, men måske mere til Knausgård selv – eller snarere til alle.

I hvert fald er det svært for mig at forstå, hvordan det skulle berige datterens verden at læse følgende af og om sin far: »For disse svakt urinduftende foldene, skrukkete som elefanthud, men uendelig mye mykere, kan jeg ofte kjenne en vill lengsel etter å stikke tungen borti. Når sekretene bløtlegger dem, så de nesten virker flytende, utvides lengselen til å presse hele ansiktet mot dem, la nesen gli inn mellom disse skammens lepper, sutte, suge og slikke dem. […] Og jeg er glad for at jeg aldri har sett meg selv utenfra i den situasjonen, for hva ligner jeg på da, annet enn et dyr som ukontrollert slafser i seg noe?« – for nu at tage et ret demonstrativt eksempel.

Teksten om tyggegummi

Et par oplagte kriterier at bringe i spil, når man læser tekster som disse, er, om de enten beskriver noget velkendt på en overraskende og interessant måde, der sætter dem ind i en ny sammenhæng, eller om de beskriver noget enormt præcist, så det ikke er via sammenhæng, men afgrænsning, at tingene igen fremstår tydelige for blikket.

Men det kan også være uventede niveauskift som i teksten om tyggegummi, hvor Knausgård først skriver, at de gamle tyggegummirester med deres »grå farge, hemisfæreform og mange små innsøkk ligner innskrumpede hjerner,« inden han med få ord når frem til at fortove og pladser er »full av hvite flekker, like tilfeldig distribuert som stjernene på himmelen, og i mørket, opplyst av gatelyktene, svakt skimrende mot den svarte asfalten, er det da også en stjernehimmel det ligner«.

Et andet eksempel er en virkelig fin tekst om hugorme, som bevæger sig fra en generel – men alligevel indfølt – beskrivelse af hugormens måde at bevæge sig gennem verden på (den er døv, men kan til gengæld mærke vibrationerne i jorden) til en specifik – samt meget overraskende og voldsom – hændelse (hvor disse karakteristika netop er væsentlige for det, der sker).

Nogle steder bliver det dog ikke til andet end automatbeskrivelser, der ikke kommer nogen vegne, som eksempelvis i dette afsnit om munden: »Dens vegger, som kalles gommer, er kledd med en blekrød slimhinne, som alltid er våt, og i midten av denne grotten troner tungen, en stor, bløtdyraktig muskel, også den blekrød, men i motsetning til de plateharde gommene er den myk, mykere enn leppene, derimot ikke like glatt som dem, men en anelse ru. Når munnen er lukket og både leppene og tennene er sluttet mot hverandre, fyller tungen nesten hele hulen. Den er festet til gulvet på lignende måte som blåskjellets indre er festet til skallet. Over dette festet åpner strupen seg, en tunell som leder rakt ned i dypet av kroppen.«

Andre gange får nogle af Knausgårds idiosynkratiske tankegange – måske på grund af teksternes korte form? – ikke lov at blive udfoldet. Dette kunne for eksempel være den besynderlige kobling mellem mund og sjæl: »Bare dét faktum, at alle dyr har munner og ikke kan tenkes uten – i motsetning til for eksempel ører eller øyne – gjør at man må gi Aristoteles rett når han skriver at alt som lever har en sjel, og kanskje legge til at alt som lever føler glede, eller i alle fall en tilfredsstillelse over at noe er godt når munnen åpnes og noe der utefra føres inn og males sammen […].«

Eller det kunne være udtrykket ’undtagelsestilstand’, som optræder i to forskellige tekster i bogen, med vidt forskellige konsekvenser: »Men feberen inngår ikke bare i horisontale forbindelser, med tingene rundt, den åpner også en vertikal akse, og skjærer ned i fortiden, siden den i kraft av at være en unntakstilstand også vekker sine tidligere manifestasjoner« og »Siden krig er en unntakstilstand, en sone i det menneskelige hvor grusomheter og prøvelser foregår, som de fleste av oss betrakter fra utsiden, nesten på samme måte som vi forholder oss til grusomheter i fiksjonen, rører den bare ved det rasjonelle i oss« – hvor begge udsagn, i hvert fald for mig, ingenlunde er klare nok til at kunne forblive så uudfoldede, som det er tilfældet her.

Enorm styrke

Om høsten kredser om mange af de samme temaer, som findes i Knausgårds tidligere bøger: socialitet, kroppens automatiske processer, fællesskab, kraften i et andet menneskes blik, skam, det uforanderlige ved mennesket over for omgivelsernes foranderlighed samt det rutineagtige ved (voksen)livet og de flænger i det forudsigelige, som kortvarigt får verden til at åbne sig.

Nogle steder gør det teksten kortfattet og uskarp, at Knausgård får skrevet sig ind på et emne, han allerede har dækket før – eksempelvis i teksten om frøer, som slutter med en betragtning om deres øjne – blandt andet at de er »kalde og tomme, ledet ikke inn til noen sjel, som for eksempel øynene til en katt gjør«, noget som han allerede har påpeget (og trods alt udfoldet en anelse mere) i et essay i Sjelens Amerika.

Til gengæld viser det sig andre steder som en enorm styrke, når han skriver om socialiteten og dens mange (uskrevne) regler. En af de bedre tekster i bogen handler om termokanden og rummer følgende betragtning:

»Til tross for at den er hard, blank og ligner et prosjektil, glir ståltermosen naturlig og nesten usynlig inn overalt. […] Man kan ta opp termosen i kantinen på arbeidsplassen, og ingen vil heve et øyenbryn, men tar man opp termosen under et besøk til naboen, vil all oppmerksomhet dras mot den. Slik er det fordi termosen representerer en slags forlengning av det egne hjemmet ute i verden.

Det truer ikke på de åpne sosiale fellesrommene, hverken ute i skog og mark, på de kollektive transportmidlene eller på arbeidsplassene, men derimot de andre hjemmene, hvis selvråderett og suverenitet blir udfordret av den fremmede termosens nærvær. Du tar vel ikke med deg din egen kaffe ind i vår stue?«

Den slags små og i og for sig simple iagttagelser, er en af de virkelig fine ting, som Knausgårds skrift kan nå frem til i al sin detaljerigdom og let sludrende højttænkning. Desværre viser de sig i denne bog kun i lidt for spredte glimt. Ser man overordnet på bogen og dens koncept, kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt det kan strække sig over yderligere tre bøger uden at blive kedeligt.

Om høsten
Karl Ove Knausgård
Forlaget Oktober
236 sider
349 norske kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu