Læsetid: 3 min.

En fejlslagen aften

Den Kongelige Ballet har åbnet sæsonen med ’Short Time Together’, der er langt under kompagniets niveau
2. oktober 2015

Short Time Together hedder Den Kongelige Ballets nye balletaften. Forhåbentlig bliver disse tre mislykkede balletter kun ganske kort tid på repertoiret. Denne balletaften er ganske enkelt den ringeste i Nikolaj Hübbes tid som balletmester. Handlingerne er noget rod, trinene udvikler sig ikke sammen med historierne, musikken bliver klippet og klistret, og scenografien er showoff eller retrojeans …

Det er en fejlslagen aften. Har alle hos Den Kongelige Ballet mistet dømmekraften, siden ingen har bremset denne pinlige opsætning?

Den første ballet er den værste: The Death That Best Preserves. Den er koreograferet af den slovakiske koreograf Natalia Horecna, der ellers brager igennem med spændende koreografi rundtom i Europa. Her har hun tydeligvis villet skabe en handlingsballet om en gammel kvinde, der ser tilbage på sit liv. J’aime Crandall spiller kvinden med al sit danseoverskud iført karikeret ’gammeldameparyk’, og Ulrik Birkkjær giver manden i hendes liv al den ædle mystik og maskuline autoritet, som netop han kan udstråle på en scene. Men historien er totalt hul. Korpsdanserne bruger det meste af tiden på at performe uelegante sexlege i barokskørter, og scenografien byder både på trækærre og kæmpeguldramme og et flyvende mausoleumsleje. Det er absurd.

Af med tøjet

Den israelske koreograf Idan Sharabis værk Know har et anderledes klart ønske om at kommunikere med publikum. Danseren Astrid Elbo har i hvert fald fået til opgave at vandre ind på scenen og råbe sit navn op til vilkårlige tilskuere på balkonen, som derefter helst skal råbe deres navne tilbage – også selv om denne naive form tydeligvis er uegnet til Gamle Scenes store tilskuerrum.

Resten af koreografien er en energisk fællesdans for 12 unge, der knokler rundt på scenen i jeans og farvede T-shirts – til musik af Ravel. Men det virker ufokuseret. Pludselig kommer der en monolog fra Astrid Elbo om usikkerheden over for de store ting i livet, hvorefter hun ender med at tage tøjet af. Dette kunne måske være blevet til en intens og sårbar solo, ikke mindst fordi Astrid Elbo netop har så stærkt et drama i sig. Men ordene er tamme, og koreografisk virker det alt for demonstrativt.

Afslutningsværket er Short Time Together af det trendy koreografpar Sol León og Paul Lightfoot. Vel at mærke et revideret genbrugsværk fra Het Nationale Ballet i Amsterdam i 2012. Historien er noget juks. To mænd i et forhold – og en kvinde derimellem. Og derefter en hvidklædt kvinde mellem tre mænd. Alt sammen forstyrret af statisters tomme blikke på en videoskærm.

Spild af tid

León og Lightfoot kan deres kram, når det kommer til trinsproget. Deres spring og løft er strakte og flotte. Men koreografien er gledet helt ud af en kvindefjendsk tangent, hvor al følsomhed nedbrydes. Kvindernes ben spredes i hvert fald konstant: bare ben under minimale trusser – og ben, der spredes af mænd med bukser på.

Igen og igen breder den bedårende Ida Praetorius benene ud i split, hvorefter den iltre Tobias Praetorius kaster stærkt rundt med hende – og den elegante Jonathan Chmelensky sikrer sig, at hun kurer af sted på gulvet. Det er så hadefuldt, at man kan mærke kulden. Man forstår bare ikke hvorfor.

Musikalsk støttes håbløsheden af Max Richter og Beethoven, der klippes sammen med venstrehåndssaks. Dirigenten Andreas Hanson får Det Kongelige Kapel til at spille smukt, men klipningen rammer også musikkens skønhed – og slutningen virker umotiveret. Danserne spilder altså deres kostbare kunstnertid på denne balletaften. Lige så skønt det er at se Tim Matiakis springe omkring med sin flotte overkrop, lige så smidig og udtryksfuld Sebastian Haynes er i sine lange silhuetscener, lige så indtagende Alba Nadal er med sine kvindestærke linjer, og lige så intens Sebastian Kloborg er i sin lange digterjakke og sit mørke blik – lige så håbløs er forestillingen som helhed.

Er koreograferne bare blevet forført af Den Kongelige Ballets image som kompagniet med handlingsballetter og mimisk stærke dansere? Alle tre værker er tilsyneladende præget af et oprigtigt ønske om at fortælle en stærk historie om døden og nuet. Det kan man læse i programmet.

Men på scenen forvandler alle gode intentioner sig til korttidsholdbar kitsch.

’Short Time Together’. Koreografier: Natalia Horecna, Idan Sharabi og Sol León & Paul Lightfoot. Den Kongelige Ballet på Gamle Scene til 14. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Munk-Poulsen
Dorte Munk-Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu