Det er sjældent, at teaterforestillinger får så heftigt fat i tilskuerens følelser, at gråden overrumpler. Men sådan kan det altså gå i forestillingen ROSE på Team Teatret i Herning. Her aner man ikke, hvor meget man har involveret sig, før man pludselig opdager, at man hulker – og at tilskueren ved siden af også gør det. Simpelthen fordi forestillingen taler til følelserne og kroppen på en måde, så tankerne slet ikke kan følge med. ROSE er noget så specielt som en forestilling om en pige, der vokser op som datter af en flygtningefar. Hendes mor døde under fødslen, så hun har bare sin far. Men denne mand er aldrig blevet integreret i sit nye land – flugten har fuldstændig traumatiseret ham, så han er lammet af angst og ikke kan tage ansvar for pigen. Så hun tager ansvar for sig selv: smertefuldt og alt for voksent.
Flot oversættelse
Det er en hjerteskærende god tekst, som den nu 35-årige, walisiske dramatiker Hywell John har skrevet – og som fik sin førsteopsætning ved Edinburgh Festivalen i 2011. Teksten er nøgtern og upatetisk, selv om emnet nok kunne have lokket til sødsuppeidyllisering om flygtningens ensomhed. Men sådan er det ikke.
Tværtimod er teksten nærmest objektivt rapporterende. Alt er enkelt og klart, og oversætteren Peter Dupont Weis har flot ramt en dansk ligefremhed i sin tekst, uden på nogen måde at tvangsfordanske den. Teksten fremstår derfor forførende og rystende universel.
Far i dødszonen
På scenen i Herning har den nyuddannede instruktør Anja Behrens iscenesat forestillingen med sådan en fysisk enkelhed, at de to mennesker på scenen virkelig kommer ind under huden på tilskueren. Og ind i hjertet.
Skuespilleren Mikael Helmuth ligner nærmest et lig, sådan som han ligger ubevægelig oppe på en sort kasse – kun iført hjælpeløst undertøj og en hånd, der strækker sig ud efter hjælp. Men han er i live. Eller i hvert fald i en eller anden bevidsthedstilstand mellem de drukture, som han kaster sig ud i for at dulme angsten og arrene.
Mikael Helmuth spiller helt underdrevet. Hans blik lyser fjernt, som om han kronisk befinder sig i dødszonen.
Han klamrer sig til en sort æske, som han forbyder datteren at kigge i, og så er dramaet selvfølgelig allerede i gang
Kistekjole
Den nyuddannede skuespiller Sofie Ancher Vea spiller datteren – og hun brager igennem scenerummet med et intenst blik og sådan en heftighed i sin pigede krop, at man bliver helt lamslået over hendes livskraft. Hendes åndedræt er så heftigt, at tilskueren uvægerligt kommer til at trække vejret i takt med hende. Scenografen Mie Riis har givet hende en lang, hvid lillepigekjole på, som hun bevæger sig rundt i, som om den var en englekjole – og som om kjolen når som helst kunne blive hendes brudekjole eller kistekjole. Denne pige vågner ved alle faderens mareridt. Men samtidig kæmper hun imod hans fortrængningstavshed. Hun vil vide, hvor hun kommer fra, og hvorfor hendes forældre flygtede. Og Sofie Ancher Vea har sådan en klangstyrke i sin stemme og sådan en autoritet i sit blik, at selv en forløjet politiker ville gå til bekendelse over for hende.
Men faderen står tavs og ryster – han er fanget i sin forfærdelige fortid og kan ikke tale.
Helligt lys
I dansk teater spilles der mange realistiske forestillinger. Også derfor virker ROSE så forunderligt anderledes. Mie Riis’ scenografi er en stor sort kube, hvor faderen ligger på toppen. Kuben er omgivet af en masse løs jord, og her traver og løber og ruller datteren sig så rundt med en stav og et dannebrogsflag i et forsøg på at finde sine rødder og forstå det nye danske omkring hende – altså alt det, som faderen forsøger at holde hende fra. Søren Lydersen har skabt et lys med gyldne striber af både håb og død, så scenen både virker sfærisk og hellig.
Og komponisterne Camilla Munck og Weronika Andersen har skabt noget musik, der svinger fra dump krigsbuldren til desperat sang.
I stykkets andre opsætninger har scenografien tydeligvis været realistisk – med senge som på et asylcenter og den slags. Men i Herning er scenografien helt stiliseret med sin løse jord og sorte skrin – og sit lys af guld. Dermed løfter scenografen Mie Riis forestillingen op på et symbolplan, som om det havde været en danseforestilling. Her findes intet andet end de to menneskers følelser for hinanden. Det er vel netop derfor, at vi andre nede i salen pludselig snøfter med.
De blev helt stille
Selv oplevede jeg forestillingen sammen med en stor gruppe unge asylansøgere, der kun havde lært dansk i kort tid. Mange af replikkerne har sikkert været for svære for dem. Alligevel blev de helt stille. Symbolikken og oprigtigheden i skuespillernes kroppe ramte dem tydeligvis.
Samtidig spejlede de unge asylansøgere sig formodentlig i Sofie Ancher Veas desperate datterfigur og hendes uafviselige, indre styrke. Hun var tydeligvis uhelbredeligt svigtet af sin far, men samtidig var hun så fuld af kærlighed til ham – og af stolthed over, at han satte sit liv på spil for at skaffe hende et bedre liv. Denne ROSE ville jeg nødig have været foruden. Selv om den kostede tårer.
’ROSE’. Tekst: Hywell John. Oversættelse: Peter Dupont Weis. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi: Mie Riis. Lys: Søren Lydersen. Musik: Camilla Munck og Weronika Andersen. Team Teatret i Herning. Til 19. oktober
