Læsetid: 3 min.

Følsom flygtningedans

’Vi ses Rafiq-e-man’ er en bevægende danseforestilling om en flygtningedreng, der har mistet sin bedste ven fra asylcentret, fordi vennen blev sendt tilbage
16. oktober 2015

Koreografen Ingrid Tranum er børnenes forsvarer. Hendes globale bekymring for børn, der ikke har nogen til at passe på sig, udtrykkes i dansen, så tilskueren mærker ensomhedsfølelsen langt ind i knoglerne.

I 2012 skabte Ingrid Tranum danseforestillingen Paolo og Money, der blev en dybt bevægende danseberetning om gadebørn. Og nu har hun så skabt den nervepirrende forestilling Vi ses Rafiq-e-man om flygtningebørn, der er kommet til Danmark og venter på asyl.

Timingen er sørgeligt perfekt, sådan som det vrimler med fatale historier om uledsagede flygtningebørn – både om de børn, der er nået frem til Danmark og sikkerheden, og om de børn, der sendes tilbage til ingenting. Men Ingrid Tranum har ikke bare skabt denne forestilling ud fra sentimentale drømme. Hun har på eget initiativ lavet danseworkshops med teenagere i forskellige asylcentre i månedsvis, og hun er derved kommet tæt på skrækkelige historier om angst og mareridt.

Ørkentelte

På scenen står danseren og performeren Frej Stenholt Mortensen i rollen som en flygtningedreng, der savner sin gode ven, der er blevet sendt tilbage til sit land. Ved scenekanten sidder musikeren Henriette Groth, der kærligt akkompagnerer hele forestillingen både på energisk keyboard og bekymret violin. Og scenografen Sille Dons Heltoft har opstillet en spredt fægtning af bænke og metalrør, der både kan forvandle sig både køjesenge for flygtningebørnene – og til telte i ørkenen.

Vi ses Rafiq-e-man er en dokumentardanseforestilling. Så på scenen er også to flygtningebørn – den 17-årige Salah Issa fra Syrien og den 17-årige Diana Shumeykova fra Rusland.

De to unge bevæger sig rundt i Ingrid Tranums bløde og venlige koreografi af drej og rul og cirklende arme. Salah Issa er fysisk og kan falde ned fra sin køje så voldsomt, at man gladeligt tror på, at det føles sådan, når man ikke tør falde i søvn.

Diana Shumeykovas krop er helt anderledes stille, som om hun holder vejret hele tiden. Men hendes fødder er lynhurtige, og hendes vagtsomme blik er overalt.

Foran disse to asylansøgende amatørdansere danser så den professionelle Frej Stenholt Mortensen med sine trænede, moderne danselår i dynamiske moves og med klare replikker. Han inviterer nogle af børnetilskuerne ind på scenen, så de selv kan forestille sig, hvordan det er at være alt for mange mennesker i en alt for lille båd i mange farefulde timer. Og han skaber en velgørende ro midt i sin egen savnhistorie om vennen, der ikke længere besvarer sms’er.

Livsvigtigt

Det er en hårfin balance sådan at inddrage rigtige personer i sit sceneudtryk. Men Ingrid Tranum slipper forbløffende godt fra denne dokumentardanseforestilling. Desuden lader hun faktisk de to flygtningeteenagere fortælle hver deres beretning på imponerende godt dansk.

Indrømmet, der er nogle ufærdige overgange mellem scenerne og en lidt haltende dramaturgi. Og koreografien kunne også godt have været mere markant. Men det ændrer ikke ved oplevelsen af en danseforestilling, der oprigtigt ønsker at nå sine tilskuere med sit livsvigtige budskab om medmenneskelighed. Det varmer i disse tider.

Scenen, hvor flygtningebørnene har mareridt, sætter sig i hvert fald i tilskuerens sanser som en nagende uro. Som en replik lyder:

»Man kan ikke klare den alene. Man er nødt til at være to.«

’Vi ses Rafiq-e-man’. Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez. Scenografi: Sille Dons Heltoft. Musik: Henriette Groth. Lys: Jeppe Volkmann. Aldersgruppe: 9-13 årige og deres voksne. Nextdoor Project på gæstespil på Københavns Musikteater til 11. oktober samt turné

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu