Læsetid: 4 min.

Den gyldne dame med den mørke fortid

I 1945 havde nazisterne stjålet og gemt omkring 20 procent af Europas kunstskatte. Historien om et af deres mest prominente tyverier, medrivende fortalt at Washington Posts udenrigskorrespondent, spejler en dramatisk del af det 20. århundreds europæiske historie
Gustavs Klimts maleri af Adele Bloch-Bauer blev stjålet af nazisterne, og først efter lange juridiske trakasserier kom det tilbage til de retsmæssige arvinger efter krigen.

Gustavs Klimts maleri af Adele Bloch-Bauer blev stjålet af nazisterne, og først efter lange juridiske trakasserier kom det tilbage til de retsmæssige arvinger efter krigen.

Polfoto

15. oktober 2015

Hvis der er noget, amerikanske kvalitetsjournalister er gode til, så er det at skrive medrivende og fængslende blockbusters, der får én til at hænge på – også selv om man kender udfaldet på forhånd. Og bogen om den østrigske kunstner Gustav Klimts to malerier af den højkultiverede, wienske jødinde Adele Bloch-Bauer er et godt eksempel.

Med udgangspunkt i Klimts gyldne maleri, »Portræt af Adele Bloch-Bauer I«, dets ejere og de mennesker, der omgav dem, drager Anne-Marie O’Connor, udenrigskorrespondent for Washington Post, os ind i hjertet af centraleuropæisk historie. 

Fra det kulturelle, tolerante og intellektuelle Wien i ’verden af i går’, som den østrigske forfatter Stefan Zweig kaldte det, over Anden Verdenskrigs grusomheder og udryddelsen af Wiens emanciperede, assimilerede jødiske borgerskab til det valne eller udeblevne selvopgør i efterkrigstiden.

Den østrigske stat, de østrigske museumsfolk og den øvrige kunstverden kæmpede med alle midler mod at tilbagelevere de to malerier til arvingerne efter den rette ejermand, Adele Bloch-Bauers efterladte mand, fabrikanten Ferdinand Bloch.

At det jødiske borgerskab udgjorde en indflydelsesrig del af såvel den økonomiske som den kulturelle elite, betyder, at forfatteren kan belyse hele spektret fra antisemitisme og nazisme, over la belle epoques undergang til de østrigske forsøg på efter krigen at skjule og glemme, hvad der var gået forud.

Med nazisternes kunsttyverier som en privilegeret prisme for historien. I 1945 havde de, ifølge forfatteren, stjålet og gemt omkring 20 procent af Europas kunstskatte. Historien om de to maleriers skæbne kommer således til at spejle en vigtig del af hele det 20. århundreds europæiske historie.

Dygtigt

Anne-Marie O’Connor opbygger dygtigt supense ved gradvist at lade os stifte bekendtskab med de personer, der senere viser sig at have betydning for maleriernes skæbne. Den første, vi møder, er en amerikansk sagfører, der i 2006 af en tavs, tilknappet kustode føres ned under Wiens kunstmuseum, Belvedere, til en mystisk bunker, hvor det gyldne billede står opbevaret.

Han viser sig senere at have gjort det til sin livsopgave at få de stjålne malerier tilbage til deres rette ejere. Så skifter scenen til Los Angeles, hvor en 88-årig kvinde, Marie Altmann, serverer te for forfatteren. Hun viser sig senere at sidde inde med nøglen til maleriernes proveniens.

Derefter begynder vi helt forfra med at genoplive »de forsvundne familier, forsvundne saloner, forsvundne kærlighedsforhold, forsvundne malerier og forsvundne liv.«

Gustav Klimts historie oprulles. Han kom fra en fattig familie, gjorde oprør mod den herskende victorianske smag og såmænd også mod de velhavende mæcener, der understøttede ham. Han skabte wiener secession, sammenslutningen af fin de siècle-kunstnere, der gjorde oprør mod akademikunsten, og endte som Østrigs fremmeste kunstner i sin generation.

Klimt malede Adele Bloch-Bauer første gang i 1907 (I) og derefter igen i 1912 (II). Og det fornemme Wien summede af sladder om, at de have en affære. Om det var tilfældet, er en af de gåder, Anne-Marie O’Connor ikke løser, blot får vi at vide, at den virile maler med et udseende som en faun angiveligt havde en affære med alt hunkøn, han kom i nærheden af.

Læseren når da også at stifte bekendtskab med et par efterkommere af hans uægte børn. En af dem møder forfatteren selv tilfældigt ved Adeles grav en dag i det nye århundrede. Hans far, Klimts søn, var blevet sergent i den tyske hær ...

Tragiske skæbner

Ved Anschluss, Hitlers anneksion af Østrig i 1938, var både Klimt og Adele Bloch-Bauer døde, hvorimod malerierne og Adeles ægtemand, Ferdinand Bloch levede – og overlevede – krigen. Men skilt fra malerierne. Han var blevet tvunget af nazisterne til at opgive alt, hvad han ejede.

Undervejs kommer vi tæt ind på mange andres tragiske skæbner, deres undergang i kz-lejre eller død som følge af chok og svækkelse. Tragisk er således tømmermagnaten, Viktor Gutmanns skæbne. Han havde besiddelser i Jugoslavien, nægtede at flygte og blev fængslet af de kroatiske fascister.

Sammen med Tito-partisaner. Efter krigen vil han blive i landet med sin familie og være med til at opbygge Titos Jugoslavien. Men efter endelig at have troet sig i sikkerhed, bliver han henrettet ved en kommunistisk standret, beskyldt for at have været skyld i flere hundrede Tito-partisaners død.

Østrigs Mona Lisa

På den anden side af Jorden, i USA, begynder overlevende efterkommeres kamp for at få deres stjålne kunstgenstande tilbage.

»Hvem ville have gættet, at Wiens historie ville blive fortalt gennem disse malerier,« spørger Anne-Marie O’Connor og forklarer: »Adele var ikke længere en smuk gåde.« (Nazisterne havde blot kaldt hende »Dame in Gold«, at modellen til portrættet var jødisk, blev omhyggeligt fortiet).

»Også Wien blev berøvet sin mystik, efterhånden som Adele og de andre stjålne kvindeportrætter af Klimt forandrede byens forhold til sin fortid. Hvert af de stjålne malerier havde en historie, og hver af historierne aktualiserede nogle presserende moralske spørgsmål.«

Modstanden mod at tilbagelevere nazisternes tyvekoster var voldsom, og voldsomst var modstanden mod tilbageleveringen af det gyldne maleri, Adele Bloch-Bauer I, »Østrigs Mona Lisa«.

Det er sjældent at læse en amerikansk bog, der er så godt inde i europæiske forhold og europæisk kultur som denne. Men enden på historien er amerikansk.

Anne-Marie O’Connor leder os med sikker hånd gennem de langtrukne juridiske trakasserier, som varer i årevis, men omsider ender med, at både I og II kan vende tilbage til de retmæssige arvinger. Som imidlertid ikke kan blive enige om deres skæbne.

Med det resultat, at de til slut bliver solgt til private. »Adele Bloch-Bauer I«, det gyldne maleri, blev købt af en galleriejer for 135 millioner dollar. Det kan dog ses, da det hænger på hans Neue Galerie i New York.

»Adele Bloch-Bauer II« forsvandt i første omgang helt fra offentligheden efter at være blevet solgt på Christie’s. I dag kan man se det på Museum of Modern Art i New York, hvor ejeren ’langfristet’ har udlånt det til museet. Men hvor længe ved ingen.

Anne-Marie O’Connor: Kvinden i guld – den dramatiske historie bag billedet. På dansk ved Ulla Oxvig. 518 sider, Ill. Indb. m. smudsomslag. 299,95, kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aldeles bedårende billede med en mørk ejer på sit CV !

Symbolsk guld belagt billede af østrigske Klimt ...... måske for østrigernes beslaglagte guld i 1938 for at financierer Hitlers fortsatte krigsmaskine.
Eller måske for nazisternes medsammensvorne japanernes røverier af kinesernes guld under 2.verdenskrig, for derefter aldrig at blive set mere....eller smeltet om og beslaglagt af krigens "vindere" senere, som det teoretiseres om.

Spændende historier om det uforgængelige metal der har betydet så meget for magt.
Og kvinderne som har betydet ligeså meget for magtens mænd.

Michael Kongstad Nielsen

Findes der amerikanske kvalitetsjournalister ?
Findes der højkultiverede, wienske jødinder?
Findes det kulturelle, tolerante og intellektuelle Wien i ’verden af i går’?
Hvem var nazister? Hvem stjal?
Taler vi om overklasse?
Overklasselitteratur?
Hvad stjal englænderne?