Læsetid: 4 min.

Hitler er tilbage

Adolf Hitler vågner op i 2014 og tager tyskerne med storm. I ny film skal man grine af Hitler, men det skal være den slags latter, der sidder fast i halsen og minder én om, at det, der ikke tages alvorligt i første omgang, meget vel kan ende med at blive alvor
Oliver Masucci, der spiller Hitler og instruktør David Wnendt til premieren på ’Han er tilbage’.

Michael Sohn

16. oktober 2015

Det er svært lige at finde sig til rette for Adolf Hitler i 2014. Turister på Brandenburger Tor tager ham om skulderen til en selfie, mens de heiler for sjov, og der er ikke lagt op til massemobiliseringer, da befolkningen bedøver sanserne med madprogrammer og reality-tv. Selv bliver Adolf Hitler opdaget af et satirisk tv-show, der ligesom alle andre tror, at han er en vellignende parodi, og han ender derfor som et populært YouTube-fænomen. Men den genopstandne Hitler har andre planer: Han vil tilbage i politik og bruger sin populærkulturelle opmærksomhed til propaganda.

I den nye film Er ist wieder da (Han er tilbage) holder instruktøren David Wnendt et komisk spejl op foran tyskerne. Anmelderne har reageret ved at beskrive landets seneste Hitlerparodi som »den tyske Borat«, mens de samtidig anklager filmen for at lande i en postmoderne fælde, hvor intet rigtigt tages alvorligt, og hvor fremstillingen bliver »sadomasochistisk« i sine dokumentariske sekvenser, hvor den falske Hitler møder nulevende nynazister med Hitlers slogan anno 2014: »Det var jo ikke lige skidt alt sammen«.

Da Hitler skyder hunden

Er ist wieder da, der er en filmatisering af Timur Vermes bestsellerromanen af samme navn fra 2011, blev vist i søndags i Leipzig, hovedsæde for den indvandrerfjendske bevægelse Pegidan. Hele biografsalen er tydeligt underholdt under langt det meste af filmen, men ender alligevel med tavse og forknytte at gå hjem fra komedien til lyden af helt aktuelle Pegida-demonstranters råb – »Vi er folket« – rungende fra biografens surroundsound som en sidste uhyggelig påmindelse fra instruktøren.

Filmens plot er følgende: Hitler (Oliver Masucci) er forvirret, da han i filmen vågner op i sin beskidte føreruniform. Han møder efter nogen tid en ung, håbefuld og halvdårlig tv-instruktør og følger med ham rundt i hele Tyskland for at møde folket. Han er tilbage er nemlig delvist filmet, som var den en dokumentar, der følger en høj og karismatisk version af Adolf Hitler, mens han snakker med virkelighedens ældre damer, bargængere og unge mennesker om, hvad der er galt i dagens Tyskland. Og mange er angste for udviklingen, for indvandring, for islam.

Under optagelserne til Han er tilbage af den vellignende Hitlers møde med befolkningen har filmholdet været overrasket over, hvor positivt han er blevet modtaget. Som en komisk figur, men også som en savnet karismatisk leder, der beskytter befolkningen: »Under optagelserne gik det op for mig, at jeg faktisk ikke behøvede at spille særlig meget skuespil. Folk fik instinktivt behov for at tale, de ville åbne deres hjerter for denne faderlige Hitler, der ville lytte til dem,« fortæller hovedrolleindehaveren Oliver Masucci.

»Jeg fandt det ret oprørende, hvor hurtigt jeg kunne vinde dem over – jeg mener: det var jo Hitler, de talte til!«

Hitler-figuren bliver ikke fremstillet som en idiot i filmen, men derimod som en intelligent mand (med storhedsvanvid), der har evnen til at charmere og fange folks opmærksomhed. Men intet varer ved. På et tidspunkt besøger Hitler en hundekennel, hvor han skyder en lille hund, fordi den bider ham. Det bliver filmet, og klippet bringer senere i hans ’tv-karriere’ problemer, fordi folk ikke rigtig synes, man kan grine af Hitler, når han koldblodigt skyder en lille hund. »Det var det eneste, den forstod,« råber han spyttende til en af de seriøse tv-værter, der på grund af Hitlers YouTube-succes er blevet nødt til at tage ham seriøst i et politisk talkshow. Han får hurtigt en platform. Det er jo bare for sjov.

Latter galt i halsen

Filmen spiller på de komiske scener, der opstår, når man lader Hitler blive stukket af bier eller sætter ham til at forstå internettet, og ryger derfor direkte ind i en årelang debat om humor og Hitler. Men komedien spiller seerne et pus. For den stikker alligevel til det tidsløse spørgsmål: Ville nationalsocialismen have en chance i dag? Hitler falder på halen, så ingen tager det helt seriøst. Han udnytter det til propaganda, men det er jo bare en film. Til sidst tager den dog fat i det, meget få tyskere griner af: »I kan ikke slå mig ihjel – jeg er en del af jer selv.« For Hitler er tilbage, men har han nogensinde været væk?

Og da rulleteksterne i Leipzigs blockbusterbiograf begynder at køre, tror de fleste, at filmen er slut. Men pludselig ser man Hitler køre rundt i Tyskland i en åben bil. Og så ser man de – i levende live – højreradikale europæiske politikere, Marine Le Pen fra Front National og Geert Wilders fra det hollandske frihedsparti, på lærredet. Man ser voldelige demonstrationer, højt hævede tyske flag og gadekampe. Og da der vises et klip fra en Pegida-demonstration, siger filmens Hitler: »Det kan jeg arbejde med.« Ingen i salen griner. Og ingen af tilskuerne taler med hinanden på vej ned ad trappen og ud på den mørke gade. Havde resten af filmen pludselig virket lidt for ’Hitler-hyggelig’? Instruktøren David Wnendt har udtalt til The Guardian, at det netop var ideen. At lade folk grine af Hitler, med »den slags latter, der sidder fast i din hals, så du næsten skammer dig, når du indser, hvad du har gang i«.

Filmen er altså ikke kun endnu et led i en årelang debat om, hvorvidt nazismen i dag ville have gang på jorden. Den rammer også lige ned i flygtningedebatten, imellem den internationalt hyldede willkommens-kultur og modstanden mod den. Allerede i det første halvår af 2015 var der over 200 angreb på flygtningecentre i Tyskland.

Dagen efter søndagsvisningen behøvede Leipzigs beboere ikke gå i biografen for at høre deres medborgere råbe: »Vi er folket.« De kunne bare gå ud på gaden til den faste mandagsdemonstration med den lokale Pegida-fraktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantomet med firkantet løbesod under snudeskaftet har i flere år være et yndet offer i nogle de tyske politiske kabaretter, siden man igen turde give manden en stemme som i filmen ’Der Untergang’ fra 2004 – men det, som med sikkerhed er kommet tilbage indtil nu, er stormtroppernes afbrænding af, ikke 200 asylhjem, men nærmere 600 med stigende tendens …