Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hjernevask i Heimdalsgade

Jakob Sheikh leverer en velskreven tour de force gennem Københavns islamistiske miljø i bogen Danmarks børn i hellig krig, men flere hovedpersoners fravær gør, at man som læser alligevel aldrig rigtig forstår, hvordan unge danske mænd og kvinder ender hos Islamisk Stat
Kultur
27. oktober 2015

Flot fortalt. Ingen tvivl om det. Journalist Jakob Sheikh leverer med sin nye bog Danmarks børn i hellig krig en elementært spændende og medrivende fortælling om fremvæksten af et voldeligt islamistisk miljø i København, fra de første militante islamister slog sig ned i Danmark over de store danske terrorsager i 00’erne og op til i dag, hvor langt over hundrede danskere er rejst til Syrien for at kæmpe for forskellige militante islamistiske organisationer, først og fremmest Islamisk Stat.

Formålet med bogen, skriver Sheikh i sin epilog, er at undersøge, hvorfor langt over 100 børn af det danske velfærdssamfund har valgt at forlade deres land og deres familie for at slutte sig til vor tids mest brutale terrorbevægelse og i sidste ende dø for ideen om et ultrareligiøst samfund, baseret på et 1.300 år gammelt værdisæt.

En fælles faktor

Bogen følger en håndfuld vidt forskellige unge danskere, der siden 2011 er rejst til Syrien for at kæmpe for en islamisk stat. Barndomsvennen Amir, den autistiske konvertit Lukas, de dansk-somaliske jihadbrude Zahra og Salma samt den dansk-pakistanske prædikant Shiraz er dem, vi hører mest om. I en temmelig forvirrende cocktail af kryds- og tilbageklip hører vi om deres familiemæssige baggrund, deres opvækst i og omkring København, deres møde med voldsdyrkende salafister på Nørrebro, den gradvise radikalisering, familiernes bekymring, beslutningen om at dø for sagen og endelig flugten fra Danmark over Tyrkiet til det trekantområde i Syrien og Irak, som Islamisk Stat kontrollerer.

På flere punkter er deres historier velkendte og parallelle, dels fordi de allerede har været udførligt beskrevet af Sheikh selv i Politiken eller af andre danske og udenlandske medier. Dels fordi mønstret tilsyneladende er ret enkelt og enslydende. Alle de unge leder desperat efter et ståsted i tilværelsen og finder det i de små, salafistiske miljøers strikse regler, fortrolige studiekredse og tætte, nærmest familiære broderskab. En har mistet al kontakt med sin familie, en anden er blevet kastet rundt i skole- og institutionsverdenen på grund af psykiske problemer, og en tredje slutter sig til salafisterne på grund af rodløshed og social isolation.

At forstå det uforståelige

Omdrejningspunktet i de fem fortællinger er de sociale, familiemæssige og systemiske svigt, de unge radikale islamister har oplevet, hvilket har fået adskillige anmeldere til at kritisere bogen for beskrive de danske Syrienkrigere som ofre.

Der er da også en hårfin grænse mellem at forklare og forsvare, som det kan være svært ikke at overskride, hvis man som journalist forsøger at forstå andre menneskers bevæggrunde for at gøre noget, de fleste danskere betragter som dybt uforståeligt og forkasteligt.

At opgaven har været vanskelig, er der ingen tvivl om. Det danske jihadistmiljø er ikke let at komme ind i, og ydermere vanskeliggøres portrætteringen af det faktum, at de unge Syrien-krigere alle er uden for rækkevidde i dag og derfor ude af stand til at forsvare deres valg. Amir, Zahra og Salma lever så vidt vides stadig i Islamisk Stat, mens Lukas, Shiraz og Viktor er døde.

Det mest detaljerede og indlevede portræt får vi af Sheikhs barndomsven Amir, der ligesom forfatteren er vokset op i en dansk-pakistansk familie, har gået i samme børnehave og skole som Sheikh, men er endt med at hade alt, hvad Danmark står for.

Men med undtagelse af Amir, som Sheikh følger tæt, helt frem til han krydser grænsen ind til Syrien, forbliver portrætterne derfor skitseagtige. Trods et imponerende omfang af detaljer, som Sheikh har indhentet fra familiemedlemmer, venner, retsbøger, politi, efterretningstjenester og aktindsigter, mangler der det vigtigste af alt: tankerne og følelserne – det, der gør, at andre kan forstå, hvorfor de fem unge ender med at tage så ekstremt et valg.

Rejser spørgsmål

Selv om Jakob Sheikhs tour de force gennem det københavnske islamistmiljø ikke i sig selv bringer afgørende nyt eller finder entydige forklaringer på den militante islamisme tiltrækningskraft, rejser Danmarks børn i hellig krig en række andre interessante spørgsmål.

Først og fremmest vækker myndighedernes manglende indgriben over for Shiraz, der i årevis får lov at rekruttere proselytter under broen ved Nørrebro Station og hjernevaske dem i Taiba-moskeens lokaler i Heimdalsgade, undren. Især fordi han ifølge Sheikhs bog i en lang årrække er edderkoppen i det militante miljø og i særdeleshed efter 2011 den absolut farligste radikalisator i Danmark. Sheikh giver desværre ikke noget klart svar på, hvorfor myndighederne ikke griber ind over for den militante prædikant, der ifølge bogen har forbindelser til stort set samtlige islamistiske terrorister, som myndighederne op gennem 00’erne får fat i. I dag er Shiraz borte, men spørgsmålet er, hvor mange færre Syrien-krigere Danmark ville have haft, hvis deres ideologiske bagmand var blevet pågrebet, før så mange unge faldt i hans kløer.

Under alle omstændigheder er Danmarks børn i hellig krig både en læseværdig, lærerig og letlæst bog, som uden tvivl bidrager til vores forståelse af den militante islamisme som ideologi og det fortsat ubegribelige fænomen ved navn Islamisk Stat. En grundig korrektur af især opslagsafsnittet ville imidlertid være en god idé, inden næste udgave utvivlsomt også rammer bestsellerlisterne. Og så savner man som læser klart nogle billeder af de mennesker, som vi så gerne vil forstå!

’Danmarks børn i hellig krig’,  Jakob Sheikh, Lindhardt og Ringhof, 568 sider, 299 kr. Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I dag er Shiraz borte, men spørgsmålet er, hvor mange færre Syrien-krigere Danmark ville have haft, hvis deres ideologiske bagmand var blevet pågrebet, før så mange unge faldt i hans kløer.

Ja, hvis dog blot vores politi og efterretningstjeneste anholdte flere mennesker på baggrund af noget, de sagde, ville de sikkert få meget mindre opmærksomhed, og de ville slet ikke bruge det som retorisk våben til at styrke deres opbakning. NOT. Det er også meget bedre at forfølge "ideologiske bagmænd", således at rekrutteringen kommer til at foregå endnu mere under jorden. NOT.

Kig på årsagerne, så finder du løsningerne, Charlotte Aagaard!