Læsetid: 2 min.

Den hørbare stilhed

Peter Poulsens nye digte fungerer bedst, når han sætter sine standardgreb på standby
31. oktober 2015

En stille, stolt jubilæumsstemning har fået lov at indfinde sig omkring Peter Poulsens nye bog, som dels er hans 25. digtsamling, dels havde den udsøgte høflighed at udkomme på hans 75-års fødselsdag.

Men grundstemningen er og bliver for guderne må vide hvilken gang umiskendeligt melankolsk, vemodig. Aldring og erfaring har sat deres præg, og kun lokale anfald af sødme og stedvise forekomster af humor formår at afbalancere den gennemgående tristesse.

Samlingens titel Aflytning af stilheden angiver fuldt berettiget, at der kredses om paradokser. Poulsen taler et sted om den hørbare stilhed, andetsteds om sandheden, der »når den først bliver sagt, / virker fiktiv og usandsynlig«. En tredje variant opfinder han »En aften i Skt. Petersborg«, hvor »Virkeligheden er tæt på / at blive en realitet«. Tematisk går han konsekvent efter modsætninger, der ophæves, eller lige omvendt efter identiteter, der spaltes.

Charmerende og irriterende

Den digteriske metode kan minde om små fingerøvelser for klaver og i de bedste tekster om nocturner af Chopin eller skulle vi mere i Poulsens ånd sige soli for langsom jazzsaxofon. Et motiv spilles ud, tildeles en spørgende drejning og får så modspil af en ironisk relativerende tone, indtil digtet sættes på plads eller får lov at ebbe lige så stilfærdigt ud.

Fremgangsmåden har Poulsen dyrket mange gange før, og den er på én gang charmerende og irriterende – det første, fordi hver strofe og hver linje glimter så muntert undervejs i forløbet, det andet, fordi man hele tiden mærker det gustne overlæg, dette: at det for digteren handler om igen at slutte digtet af på den helt rigtige måde, som så alligevel, når det hele ender med at fylde over 100 sider, virker som den forkerte. Man kan vel sige, at Aflytning af stilheden er spændstig på en underligt slap måde og smuk på en mærkeligt træt facon. Men hold da op, der er flotte guldkorn iblandt, især de registrerende og collageagtige tekster, hvor digteren opremser vildt disparate elementer og så netop ikke prøver at få dem til at danne nogen ’fælles’ betydning. Dér kommer hans sublime iagttagelsesevne til sin ret, sammen med en underspillet dristighed, der klæder den gamle dreng flot.

Fæle forekommer derimod de idelige personificeringer, især af stilheden, men også af sproget, sjælen og sneen, for nu bare at tage nogle med ’s’. Dette greb afsætter strofer som denne: »Hvis man trak vemoden / ud af solnedgangen, / ville der ikke være meget / tilbage. Skumringen / ville miste magien / dø ubemærket / inden den fødes.« Slemme virker ligeledes de digte, hvor der skal ’filosoferes’ så et ’alment budskab’ kan stå tilbage: »Måske er det ikke / ligefrem ideelt, / men det er dog muligt at leve / på denne jord.« Tænk, det står der faktisk. Det kunne være skrevet af en digtende konfirmand for 25, 50 eller 75 år siden.

Nå, men så er det altså heller ikke værre, og da man helst vil slutte entydigt positivt, når der er en halvrund fødselsdag at fejre, anfører jeg til slut, hvad Peter Poulsen i denne omgang har at sige om menneskehedens udviklingshistorie. Digtet hedder »Den korte version« og fylder, som man vil se, kun to linjer: »Jeg kravler ned fra træet / og prajer en lufthavnstaxi.«

Aflytning af stilheden
Peter Poulsen
Lindhardt og Ringhof
250 kroner
103 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu