Læsetid: 3 min.

Kæmpehæder før tid

Komponisten, dirigenten og pianisten Thomas Adès modtog torsdag Sonningmusikprisen på 600.000 kr. i Koncerthuset, hvor vi omsider kunne gyse og gnække til hans storværk ’Totentanz’. Men kåringen burde være udskudt nogle år
10. oktober 2015

Kender vi overhovedet et lignende tilfælde i nyere tid, hvor en klassisk komponist galopperer sådan af sted karrieremæssigt? Thomas Adès fik gyldne skulderklap af pressen allerede som 18-årig med en rytmisk nervøs kammersymfoni, kom på operahusenes repertoire med sin raffinerede kabaretopera Powder her Face som 25-årig, blev løftet til himmels af Sir Simon Rattle, der serverede det slagtøjstunge orkesterværk Asyla på et sølvfad for Berliner Filharmonikerne. Og med Shakespeare-operaen The Tempest i midten af nullerne begyndte en sand lavine at rulle. Da Adès gæstede DR SymfoniOrkestret i 2004 som dirigent af egne værker – han er nemlig en fremragende musiker – var det med netop Asyla og desuden det to år yngre American: A Prophecy for mezzosopran og orkester. Ved Sonningkoncerten torsdag i Koncerthuset dirigerede han netop samme to værker som sidst (æv...), samt danmarkspremieren på den morbidt morsomme Totentanz (2013) for mezzosopran, baryton og orkester (yes!). Aldrig har jeg set en scene være så fyldt op med instrumenter. Batteri efter batteri af slagtøj af næsten alle tænkelige arter, toppet med en gigantisk, congaslignende tromme, som fik musikeren til at se klejn ud. I Asyla, hvis titel betyder både et helle (i flertal) og sindssygeanstalter, gør Adès en demonstrativ dyd ud af at integrere slagtøjet i strukturerne.

Melodierne vandrer via olietøndeagtige klange, gonger nedsænket i vand og meget andet med en vis skrammelvirkning, mens de mere gammeldags instrumenter repræsenterer en mere stabil sindstilstand.

Men en uro lurer, så musikken har svært ved at finde hvile, og i den diskoteksinspirerede 3. sats går der hat og briller i det hele med en underholdende vanvidsfest. Sidstesatsen træder vande og lyder meget lidt som en finale, men rummer værkets mest fascinerende stunder. Helt uhørt for en nulevende komponist på 44 år er Asyla blevet opført 163 gange. Er det virkelig så godt? Nej, Adès kan takke hypen, gode kontakter og sit musikerskab. Ved et genhør opdager man en mangel på substans. Det gælder endnu mere America: A Prophecy, som i endnu højere grad gemmer sig bag en virtuos orkesterbehandling.

Klaprende dødslyde

DR SymfoniOrkestret viste nok en gang sit tætte forhold til samtidsmusikken. Adès kender naturligvis sine partiturer ned til mindste detalje, hvilket hans direktion også beviste med en sikker teknik og naturligt lederskab, men under Simon Rattles dirigentstok virker orkestersatsen ikke halvnøgen i Asyla, som den gjorde visse steder torsdag.

Oh, hvor havde jeg glædet mig til at høre Totentanz, som ligger på YouTube. En genganger fra uropførelsen ved Proms 2013 var mezzoen Christianne Stotijn, der i DR Byen med indtrængende desperation sang de 14 personer af forskellig social rang lige fra paven over kongen, ågerkarlen, bonden m.fl. og til sidst babyen, som ikke kan undslippe en dans med Døden. Adès bygger på billedfrisen, der indtil 1942 beklædte en væg i Mariakirken i Lübeck – deraf udtrykket at ligne Døden fra Lübeck. I forvejen fandtes der en del værker med dette tema, men ingen gør det så genialt som her.

Vægmaleriet var forsynet med en tekst, som i dag virker galgenhumoristisk, for eksempel som når Døden siger til kongen: »Den, som hedder konge i dag / er i morgen faldet, blegnet / Således kan man ikke længere / kalde dig stormægtig / din magt er for svag til blot at / jage orme væk«. Orkestret ledsager de to sangere med et anspændt klima fuld af især klaprende lyde fra kontrabasserne og slagtøjet, der dasker med trækoste og den slags trommestikker, man kalder rispinde. Barytonen ved Proms-opførelsen var den mere tenoragtige Simon Keenlyside, hvis Der Tod besad mere gift og autoritet end Mark Stone, der sang partiet fint, men for unuanceret. Det skyggede dog på ingen måde for, at vi fik en kæmpeoplevelse af Totentanz, som meget gerne må vandre videre til alskens koncertsale.

Léonie Sonnings Musikpris uddeles hvert år til enten en musiker, komponist eller dirigent. Første modtager var Igor Stravinskij i 1959, hvis format var umuligt at komme op på siden af, men jeg mener ikke, at Adès er oppe på siden af Per Nørgård (1996), Arvo Pärt (2008) eller Kaija Saariaho (2011). Endnu, i hvert fald, for Totentanz viser, at Adès er blevet helgenkåret i sine tyvere, men slet ikke er toppet. Ser vi på alderen af de øvrige komponister, der har modtaget Sonningprisen, har de været væsentligt ældre. Man burde have ventet 5-10 år.

Thomas Adès modtog Léonie Sonnings Musikpris torsdag den 8. oktober i Koncerthuset, hvor han dirigerede DR SymfoniOrkestret i sine værker ’Asyla’, ’America: A Prophecy’ med mezzosopran Emma Bell og Totentanz med baryton Mark Stone og mezzosopran Christianne Stotijn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Adés ikke fortjener en plads i rækken af modtagere af prisen p.t., burde nogle af de kandidater, der er mere berettigede til den, vel måske nævnes.

Artiklen er såmænd fin nok i pointeringen af Adés´ popularitet og stil som mulige medårsager for tildelingen. Mere kantede, aldrende folk som Lachenmann, Globukar, Grisey eller Murail kunne være blandt mulighederne, eller nogle med et større livsværk bag sig (Penderecki, Maxwell-Davies, Silvestrov, Crumb, Rihm - for nu at nævne nogle).

Men kammerkoncerten i DR-huset gav i hvert fald lyst til at følge Adés fremover, og måske at skifte et par gamle, foretrukne "hits" ud. Til tider lød klaverstykkerne fx lidt som en slags opdateret Skrjabin - på den gode måde :-).

(https://da.wikipedia.org/wiki/L%C3%A9onie_Sonnings_musikpris)
(http://www.dkdm.dk/Det-sker/Kalender/2015/10-2015/Sonnings-Musikpris-kon...)