Tove Ditlevsens (1917-76) samlede noveller kan få læserens nervesystem til at krible af nervøst nærvær: Kigger nogen på mig? Virker jeg mon underlig? Angsten er altid til stede i Samlede noveller, der netop er udkommet, og får selskab af bl.a. romanen Ansigterne. Bogen indeholder alle Tove Ditlevsens fire novellesamlinger Den fulde frihed, (1946), Dommeren (1948), Paraplyen (1952) og Den onde lykke (1963).
Novellerne viser Ditlevsen som en digter, der mere suverænt end nogen anden dansk forfatter lægger stemme til hverdagslivets flortynde svingninger. Hun har sprog for alt det, vi normalt fejer tilside – paranoiaen, usikkerheden, angsten.
Lunefulde drifter
Ditlevsens univers er de nære ting, børns afmagt over for uudgrundelige voksne, kvinders forhold til egne lunefulde drifter og datidens snærende kvinderolle, mænds nervøsitet over for chefen og hjemmets krav. Novellerne er fulde af liv, replikker og sanseindtryk. Stemningen er elektrisk og nærtagende. Ubehaget kan være intenst.
Især i de tre tidlige novellesamlinger er indlevelsen stor. Personerne i novellerne fra 1940’erne og 50’erne lever i et ulighedssamfund, som Ditlevsen kendte både fra sin opvækst på Vesterbro og som Familie Journalens brevkasseredaktør. Synsvinklen følger småborgeren, som frygter omverdenens dom over upudsede sko. I disse noveller kører angsten i sporvogn og går om i skumle baggårde, følger med til vandondulation hos damefrisøren og afventer ægtemænds husholdningspenge.
Især er børn værgeløse. Klassikere er »En æggesnaps«, om en lille pige, der ængsteligt venter sin mor hjem fra arbejdet på fabrikken, og »En flink dreng«, om den adopterede dreng, der føler sig tilsidesat af familiens nyfødte biologiske barn. »En æggesnaps« slutter, da den dødtrætte mor indser datterens længsel og siger det forløsende: »Du kan jo røre dig en æggesnaps.« Den flinke dreng må afvente, om hans rolle i familien er forandret. Indtil videre skal hans hund skydes af hensyn til lillebror.
Som noget nyt i dansk litteratur skildrer Tove Ditlevsen sammensatte kvindeskikkelser. Hendes unge kvinder drages på den ene side af drømme om mand, børn og tryghed. På den anden side længes de efter noget mere, som de ikke har udtryk for. Symbolsk udtrykkes det i længslen efter små tegn på hengivenhed fra manden, velvidende, at det irriterer ham. Herregud, en paraply!
Utroskab er et genkommende våben til at såre den elskede. Måske for at få den søde tilgivelse, måske for at trodse pænheden – eller endnu bedre, sætte alt på spil! Selvdestruktion er ikke fremmed for Ditlevsen.
Overraskende mange af novellerne har mandlig hovedperson. Disse mænd sætter en stolthed i at svare enhver sit, men plages af egne ambivalenser:
»Men hvem garanterer for, at jeg vil blive ved med at elske hende? Jeg kunne vågne tidligt en morgen og se ganske koldt og klart på hende og vide at det hele var forbi og føle det, som om hun var en vildfremmed kvinde, der havde sneget sig ind i mit liv. (…) Altid den tyngde, denne ubegribelige angst og sygeligt klare erkendelse af livets risiko.« I »Ansvar« taler angsten med en mands stemme.
Vintage Ditlevsen
Novellerne fra Den onde lykke (1963) er vintage Ditlevsen, fulde af rå humor og bitter selverkendelse. De forelskede unge piger er blevet forladte fruer, som selv forstår hvorfor: »Måske kom mange ulykker af, at man var så frygtelig uinteresseret selv i det menneske, der stod en nærmest.«
Personerne her er ikke ofre for noget udefra, kun for deres egne handlinger, og for en nedarvet sprogløshed, selv mellem familiemedlemmer: »en sorg uden navn vælder op i mit sind, for de er alle døde eller forsvundne, og mellem min bror og mig findes ikke længere noget sprog.« Sætningens poetiske rytme danner i sig selv navnet på det, der ikke kan siges.
Forsidefotoet viser en velklædt, fandenivoldsk rygende, men også melankolsk forfatter. I dette billede samles Tove Ditlevsens offentlige roller: Den skrivende husmoder (takket være den hushjælp, som holdt familier kørende, når husfruen var ’selverhvervende’), og fra 1960’erne og 70’erne den selvudleverende digter, slidt af kærlighedstab og misbrug.
Interessant nok vokser Ditlevsen som forfatter i sine sidste år. Blændende er erindringerne (skrevet under alkoholafvænning på psykiatrisk afdeling) og de selvbiografiske romaner og noveller. Men som forfatter følte hun sig ikke respekteret på parnasset, Det danske litterære Akademi blev hun ikke medlem af, og den store Pris fik hun ikke.
Alligevel har hun vist sig usædvanligt holdbar. I skolen har man altid læst hende, det har mine egne døtre også. Også nutiden har blik for Tove Ditlevsens evne til at bruge sig selv som figur, måske takket være Knausgård og andre selvbiografiske forfattere. Gruppen Sort Samvittighed spiller Toves tekster for fulde huse, og Olga Ravn har i bogen Jeg ville være enke, og jeg ville være digter udvalgt vittige, sjældne prosatekster, med grinagtige pressefotos.
Novellerne indtages bedst i doser (som jeg også må gøre med Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier). Så megen sorg, så mange katastrofetanker må fordeles over ugen. Ditlevsens barokke humor fremgår bedre af andre tekster. Men Ditlevsen er god, mageløst god, så lad mig anbefale hele forfatterskabet, rub og stub.
Tove Ditlevsen: Samlede noveller. Gyldendal. 504 sider. 200 kroner.
