Læsetid: 6 min.

Kynisk grusom og forunderligt gavmild

Strindbergs autofiktion fra vinteren 1887-88 ’En dåres forsvarstale’, skrevet på fransk i bl.a. Virum og Holte, ægger til modsigelse, men fascinerer fortsat
Strindbergs autofiktion fra vinteren 1887-88 ’En dåres forsvarstale’ står trods vildskab og åbenlyst vanvid som noget af det bedste, manden skrev, og han skrev som bekendt en hel del, heraf meget, der læses og spilles endnu og stadig ægger til modsigelse.

Strindbergs autofiktion fra vinteren 1887-88 ’En dåres forsvarstale’ står trods vildskab og åbenlyst vanvid som noget af det bedste, manden skrev, og han skrev som bekendt en hel del, heraf meget, der læses og spilles endnu og stadig ægger til modsigelse.

Polfoto

10. oktober 2015

Man har betegnet Strindbergs hinsides enhver beskrivelse skæve selvbiografiske bog Le plaidoyer d’un fou, skrevet 1887-88, på dansk En dåres forsvarstale, som den måske mærkværdigste nyere europæiske roman.

Man har kaldt værket den største, mest gribende kærlighedsskildring i svensk litteratur. Man har anset det for et ætsende opgør med hustruen Siri von Essen, skrevet på et tidspunkt, hvor de stadig var gift og levede sammen, men frembragt på et had så intenst, at man skulle tro, de for længst var skilt. Man har kaldt bogen for det sygelige udslag af krænket selvfølelse og ekspederet den ud på et psykisk sidespor som den styrtede patriarks sidste desperate krampetrækning.

Læs også: Strindbergs Julie med voldtægt

Og det skal såmænd nok alt sammen passe. Med bogen står trods vildskab og åbenlyst vanvid som noget af det bedste, manden skrev, og han skrev som bekendt en hel del, heraf meget, der læses og spilles endnu og stadig ægger til modsigelse.

Laverestående væsener

Vanskeligst at kapere er naturligvis forfatterens hadefulde angreb på kvindekønnet i bred almindelighed og kvindeemancipationen i særdeleshed, kulminerende i hans afsluttende advarsel til lovgiverne om de fatale konsekvenser, som »vil følge af at tildele borgerlige rettigheder til halvaber, laverestående væsener, syge børn, der er vilde og gale tretten gange om året omkring tiden for menstruationen, vanvittige under svangerskabet og uansvarlige resten af livet«.

Kønnenes ligeberettigelse er ifølge Strindberg, eller i hvert fald bogens gale jegfortæller, »en tilbagegang, en absurditet, en eftervirkning af den romantiske og idealistiske socialisme«. Kvinden kan nemlig, hedder det, umuligt blive mandens lige intellektuelt. Kun dér, hvor det gælder omsorgen for børnene, er hun ham overlegen. Men i det store civilisationsarbejde er hun slet og ret – overflødig.

Hævdede altså Strindberg, alt imens han boede dels på Skovlyst i det nuværende Virum, dels på det senere nedrevne Holte Hotel, i 1887-88 i det skandaløse værk, som først udkom i Tyskland (1893), derpå i Frankrig (1895) og først efter hans død i 1912 i en stærkt revideret svensk udgave (1914). Den her foreliggende tekst med klogt forord af Harald Voetmann blev oversat i 1977 efter det såkaldte ’Oslomanuskript’ af Eva Bendix, der til Rosinantes nye klassikerudgave har opdateret og omredigeret sin oplysende efterskrift.

Skinger paranoia

Selv har jeg benyttet anledningen til omsider af få læst Maj Dahlbäcks biografi Siri von Essen i verkligheten (1989), udarbejdet på basis af omfattende arkivstudier og tænkt som en vurderingsmæssigt afbalanceret forlængelse af bøgerne Strindbergs första hustru (1925) og Så var det i verkligheten (1956), begge af Karin Smirnoff, f. 1880 og ældste barn af August Strindberg og Siri von Essen.

Læs også: Uforudsigelig kvindehader

Hos Maj Dahlbäck er konklusionen på én gang klar og kompleks: Ægtefællerne var begge hypersensible og irritable, Siri von Essen desuden rastløs, ubetænksom, impulsiv, samtidig med at hun som regel formåede at holde masken udadtil i en tilværelse præget af drikkeri, tiggerier om forskud, for sen afvikling af gammel gæld, idelige flytninger, ondsindede rygter i pressen – rygter, der på ægtemandens side forstærkede hans følelse af at være forfulgt, usikker og derfor evigt mistænksom, som han vel også inderst inde var, midt i sin trang til frontal opposition.

Det er, må jeg understrege, ti gange mere fascinerende at følge Strindbergs skrigende paranoide opgør end at pløje sig igennem Dahlbäcks samvittighedsfulde levnedsskildring, og sammenligningen viser da også først og fremmest, hvor stor en forskel der kan være på liv og litteratur, selv hvor det ene tilsyneladende danner umiddelbart forlæg for det andet. Om Strindberg skrev Hans Kirk i 1927, at socialt og erotisk mindreværd kippede over i forfølgelsesvanvid, men det ændrer – hvor rigtigt set det end var og er – ikke ved, at En dåres forsvarstale bugner af digterisk energi og kunstnerisk udtryksformåen.

Krise efter krise

Gyldig og smuk forekommer således Strindbergs beskrivelse af kærligheden som en følelse, der overgår alle andre, »en naturkraft som intet kan modstå, noget der ligner torden, tidevand, et vandfald, stormen«. Med lignende præcision, men også med indbygget farlighed, skildres følelsen dér, hvor romanens fortæller Axel har mødt den gifte friherreinde Maria og nu ikke mere er herre over sig selv: »Denne kvinde var indpodet i mit blod, vore nervetråde var blevet opladet, hendes kvindelige livsfrø krævede at blive befrugtet af mine mandlige, hendes sjæl tørstede efter mine intellektuelle evner, og min livsånde længtes efter at fylde dette fornemme kar.«

Ak ja, vi er her i værkets lange første del, som følger forholdets stormfulde start frem til hendes brud med sin ægtemand. Siden trækker imidlertid alle uvejrsskyerne op, og krise dænges oven på krise i stadig mere grelle og groteske optrin fra Frankrig og Schweiz. Nu er alt pludselig rivende galt! Den elskede pilles ned fra forgudelsens piedestal og skildres som ødsel, uøkonomisk, upålidelig, doven, falsk, humørsyg, gennemført lusket og ikke mindst lesbisk. Af deres gamle intime fortrolighed er der blevet et dæmonisk forførelses- og forstillelsesspil, og af de høje, rene følelser et miskmask, frembragt af »hunnens hemmelige begær efter at få overtaget over hannen i denne tvekamp som kaldes ægteskab«.

Fuldendt kavaler

Hvor tvetydigt det hele så bliver, kan f.eks. illustreres af en scene, hvor Maries intime beklædningsstykker ligger spredt ud over hele rummet og strømperne, der før var hans drøm, nu fylder den detroniserede han med afsky. Pludselig er ting blevet til truende tegn og kroppen til et kampvåben og sengen til en slagmark.

Man skal under læsning af bogens tre sidste, fortvivlende triste dele hele tiden huske sig selv på, at titlen jo på forhånd har stemplet fortælleren som sindssyg. Det er i dette lys, netop i dette lys, man bør anskue hans oppustede selvportræt:

»Jeg er brutal, hvis det skal være, men aldrig vulgær; jeg dræber, men jeg sårer ikke; jeg siger det rette ord, når det kræves, men jeg samler aldrig på lumske tvetydigheder; jeg finder selv på mine indfald, født ved et tilfælde, fremkaldt af situationen, men jeg citerer hverken operetteviser eller vittighedstegninger. Jeg elsker det hæderlige, det rene, skønheden i livet, og jeg kommer hellere for sent til en middag, end jeg undlader at møde op i en nystivet skjorte. Jeg optræder aldrig halvt påklædt eller i tøfler over for min elskerinde. Jeg serverer hende et beskedent stykke mad, et glas øl, men på en hvid dug.«

Hvilken fuldendt gentleman! Hvilken eksemplarisk kavaler! At hun på sin side ødsler med penge og sløser med sit udseende og roder med sine intime beklædningsgenstande, kan på denne pæne baggrund umuligt skyldes, at han har været hende et skidt eksempel, nej, forklaringen må være, at hun ikke elsker ham mere, hun er åbenbart ophørt med at ville behage ham!

Usand, men uafviselig

Ifølge Maj Dahlbäck skal Strindberg i 1886 til sin forlægger have ytret, at hvis han skrev en roman over sit ægteskab i stedet for, som han planlagde, bare at udgive sin og Siris tidligere korrespondance som en art ’levet litteratur’, så ville hans roman uvægerlig blive farvet af senere synspunkter og derfor ende med at være »usand«.

Ja, lige netop, og det er denne usande roman, man læser som En dåres forsvarstale – og nyder, imens man væmmes. Hvad man nyder, er den kompromisløse klarhed i fremstillingen af forkerte og dybt forstyrrede følelser. Hvad man så inderligt væmmes ved, er urimeligheden i de skingre, overstyrede angreb på kvinder.

Disse udfald satte i Strindbergs forfatterskab ind samtidig med krisen i hans ægteskab med Siri von Essen. Fra og med anden del af Giftas (1886) bliver hans kvindeskikkelser uselvstændige, neurotiske og moralsk afstumpede, og han beskriver i såvel prosa som drama begavede og menneskeligt helstøbte mænd stillet over for ubegavede og lavsindede kvinder. Besynderligt nok lader En dåres forsvarstale sig heroverfor føle som et kunstnerisk fristed, fordi iscenesættelsen af kvinden som forbryder og manden som offer dér i hele sin urimelighed og uudholdelighed er trukket op så grotesk, at man som læser mærkeligt nok stilles fri til at dømme selv. Sådan kan kunsten på samme tid være kynisk grusom og forunderligt gavmild.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Löb
  • Ejvind Larsen
Henrik Löb og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu