Læsetid: 5 min.

’Læg klynkedebatten bag jer og kom videre’

Autoriteter mangler for tit mod til at stå ved deres myndighed, og resultatet bliver en klynkende, skamdyrkende og udsigtsløs debatkultur. Men den grundlæggende pessimistiske debat har ingen fremtid for sig, mener Jakob Levinsen, der er aktuel med bogen ’Gå bare selv’
Jakob Levinsens nye bog er et opgør med en antiautoritær ideologi, ungdomsdyrkelse og kulturkritik, der har udviklet sig til en larmende parodi på sig selv, mener han.  Han er forfatter, oversætter og cand. mag. i musikvidenskab og dansk.

Sigrid Nygaard

29. oktober 2015

Umoden, konfliktsky og bange for det anderledes eller ukendte. Det er blot nogle af de betegnelser, Jakob Levinsen, journalist og aktuel med bogen Gå bare selv, sætter på disse års danske debatkultur.

Han forklarer, at man i debatkulturen ser en tendens til at råbe højt om, hvor dårligt alting er bare for at gøre det, fordi offerrollen kan virke bekvem og uforpligtende. Det skaber en klynkende debat, der fjerner fokus fra reelle problemstillinger.

»Det bliver en konkurrence i klynk, som ender med at ingen foretager sig noget.«

Som et aktuelt eksempel bruger Jakob Levinsen den debat, der blev skabt med udsigten til generelle nedskæringer i den statslige kunststøtte.

»Omgående blev det højlydt udlagt som at ’skære ned på kulturen’ som sådan, hvad det i kulturens natur aldrig nogensinde kan blive. Alligevel bliver debatten lynhurtigt en konkurrence på undergangsscenarier, og det er tosset, fordi der ligger mange væsentligere diskussioner udenfor, der bliver overset blandt de mange råb og skrig om, at enden er nær.«

Og det er blandt andet dér, debatkulturen bliver en klynkende parodi på sig selv, forklarer Jakob Levinsen.

»Folk hidser sig op, men meget andet sker der ikke. På en måde hygger man sig med at være sur og have det dårligt.«

Han forklarer, at hans projekt med bogen både har været at se frem i forhold til denne type debat, og at opspore nogle af dens rødder.

»Hvor kommer nogle af de her klynkeagtige ting fra? Med bogen prøver jeg at finde spor tilbage i det og finde eksempler på, hvad der er godt at tage ved lære af,« forklarer han.

Virkeligheden har det fint

Ifølge Jakob Levinsen har virkeligheden det nemlig meget bedre end påstået. Han forklarer, at hvis man kun orienterer sig i gamle medier, er det nemt at få indtrykket af, at verden går ad helvede til, men hvis man derimod orienterer sig i flere og nyere medier, kan det blive meget sjovere at gå ind i en substantiel diskussion.

»Uanset hvor mange der sidder i din radio eller dit tv og siger, at alle er ved at gå under, og at Udkantsdanmark er ved at synke i havet, er det vigtigt at huske på, at der er alle mulige andre måder at gøre sig selv klogere på og finde ud af, at sådan er det ikke nødvendigvis,« siger han og uddyber:

»Bogen er til alle, der har mod til at gå i en anden retning selv. De vil opdage, at bekymring ikke er noget medfødt, men noget kulturelt man kan gå i mod i stedet for at råbe med,« forklarer han og understreger, at modet til at være ligeglad er en af de andre store pointer i bogen.

»Bare fordi en eller anden debat kører på de høje nagler, er det ikke det samme, som at den er væsentlig,« forklarer han og uddyber, at det er vigtigt at have modet til at prioritere.

»Der er det her forfærdelige udtryk om, at man skal følge med. Så har man allerede deponeret sin integritet, logiske sans og selvstændighed et eller andet sted. Eller som et klogt menneske har sagt: Kun døde fisk flyder med strømmen. Det handler om af og til at sige, at det her er ikke noget reelt problem, det behøver vi ikke gå ind i.« Ifølge Jakob Levinsen kunne mange flere med fordel turde stå ved deres myndighed og holdninger. Og det gælder ikke blot enkeltpersoner, men også meningsdannere og autoriteter i øvrigt.

Bogen har fokus på, hvordan der på tværs af traditionelle politiske skel dyrkes barnagtighed, selvironi, og antiautoritært hykleri i debatten.

Klynkende parodi

Ifølge Jakob Levinsen virker det, som om det i den offentlige debat er blevet lækkert at være både umoden og konfliktsky, og det skaber en indsnævret debatkultur, der har udviklet sig til en klynkende parodi på sine egne udgangspunkter.

»Det er et spørgsmål om at tage sig sammen og et spørgsmål om troværdighed. Hvis man går op på en scene, må man tage det ansvar på sig,« siger han og forklarer, at der godt kan se ud til at være mangel på mennesker, der tør stå ved deres myndighed og ikke bare gemmer sig bare følelser og floskler.

En hovedinspiration til bogen er Jakob Levinsens stigende undren og irritation over, at flere og flere personer med en form for autoritet og myndighed ikke vil stå ved den.

Og når debatten kommer til at handle om følelser og mavefornemmelser i stedet for substans, ses der ifølge ham en udbredt barnagtighed, der eksempelvis kommer til udtryk, når folk skal udtrykke modvilje eller afsky over for andre synspunkter, og gør det med udtryk af typen »jeg brækker mig over … «

»Det er jo bare handlingslammede følelsesmarkører, der fylder debatten, og hvad skal vi bruge det til? Man kan jo ikke kaste op og gå frem på samme tid,« siger Jakob Levinsen og uddyber:

»Med alle de her kvalmemetaforer i debatten, har man indtryk af, at den danske debat nærmest permanent ligner det indre af Gothersgade fredag morgen.«

»Teenagerne i Gothersgade brækker sig, fordi de er fulde, og det er, hvad det er. Men når voksne mennesker stiller sig op i myndighedsroller og skal diskutere noget, så må de også have argumenterne på plads. Man stemmer jo ikke på folk bare for, at de skal rende rundt på Christiansborg og føle.« Han forklarer, at når man bruger et så følelsesmæssigt argument som »jeg brækker mig«, er det på den ene side en fremhævelse af sig selv, ved at nedgøre andre uden at bruge argumenter til det. Men herudover er det en afmagtserklæring.

»Det siger jo nok, at modpartens synspunkt er afskyvækkende, men det bliver også en falliterklæring og udtryk for ens egen umyndighed, når det er det eneste, man kan finde på,« siger han.

Folk skal være deres myndighed bekendt og lægge klynkedebatten bag sig, for der findes andre måder at debattere på, og det er dét, vi skal finde frem til igen, forklarer Jakob Levinsen.

»Den pessimistiske debat har ikke nogen fremtid. Forudsætningen for en egentligt frisindet debat er, at man kan tage nogle direkte diskussioner med sin modpart og ikke bare sige, hvad man vil forhindre, men hvad man gerne vil have.«

’Gå bare selv. Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad’. Gyldendal. 179 sider. 199,95. Udkommer i morgen. Bogen anmeldes i næste uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • erik mørk thomsen
  • ellen nielsen
  • Lars Bjørneboe
Vivi Rindom, erik mørk thomsen, ellen nielsen og Lars Bjørneboe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Vagn Christensen

Helt enig klynkeri er svagheder over for magthaverne, også selv om magthaverne er korumperede har solgt deres sjæle til lakajer som opfører sig værre end magthaverne selv det har vi mange eksempler på i den historie vi gennemgået siden enevældens ophør.
Hvor det danske samfund og borgere og de egentlige magthavere måtte give op folk udvandrede i stor stil utilfredsheden var stigende og kongen og adelen anså at utilfredsheden var så stigende at de frygtede at det samme kunne ske i Danmark som det skete i Frankrig.
Det var ikke klyng der drev det nej det var dansk vilje til at stå sammen om at forandringer var nødvendige. M;en styrken i det var fællesskabet som betød at sammenhold fællesskab i andelsbevægelser skabte det politiske demokrati, tyendet som blev glemt da stavnsbåndet blev ophævet skabte gennem fællesskabet fagbevægelsen det sociale demokrati.
Senest viste den senest kongres i det sidst nævnte fællesskab i oktober 2015 at trods et stort medlemstab. Fællesskabet fagbevægelsen at de ikke er klyngere.

Lars Jorgensen

Hold dog op med al det klynkeri over klynkeriet. Det er ikke til at holde ud at høre på.

David Zennaro, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Peter Hansen, Elias Kocan, Ejvind Larsen, Torben Skov, Vibeke Hansen, Bodil Waldstrøm, jonas larsen, Jakob Silberbrandt, Lars Bo Jensen, Rasmus Knus, Morten Jespersen, Peter Knap, peter fonnesbech, Keld Albrektsen og Fam. Tejsner anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Det store problem er at virkelige autoriteter sjældent bliver taget alvorligt , hvis de har et velunderbygget budskab med klare konklusioner, som går den herskende politiske strømning imod.

Et sådan budskab vil altid blive mod med misinformation og miskreditering af den ene eller andet art.

Af de 2 simple årsager holder argumentationen om klynkeriet her slet ikke.

Paul Peter Porges, Kurt Nielsen, Erik Feenstra, Steffen Gliese, Torben Skov, jonas larsen, Rasmus Knus og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Ellen Nielsen: Og det er dem, der har andre synspunkter end dig?

Elisabeth Andersen, Bodil Waldstrøm, Sven Elming og jonas larsen anbefalede denne kommentar

Ellen Nielsen: Og det er dem, der har andre synspunkter end dig?

Peter Knap..
Absolut ikke,
mest dem, som ikke kan holde sig til emnet, når der debatteres...

Preben Haagensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Den pessimistiske debat og så videre, ikke bare sige hvad man vil forhindre men også hvad man vil have.
Jeg er lærer, og jeg vil gerne have en ordentlig forberedelsestid. Jeg vil gerne have små klasser. Jeg vil gerne have undervisningsmål og undervisningsformer, der understøttes af pædagogisk forskning.
KLYNK, råber dem der ikke har modargumenter.

Paul Peter Porges, Kurt Nielsen, Erik Feenstra, Janus Agerbo, Torben Skov, Elisabeth Andersen, jonas larsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Enig - metaklynk er det værste.

At det er velskrevet og relativt godt gør det netop værre, at forfatteren overser elementerne,(hvoraf kritikken er anti-tese i reaktion til tesen (det bestående) som skaber syntesen, hvor forbedringsmulighederne opstår), i dialektikken gør det bare forkert.

Kritikken af det affektive (kvalmen) oplyser yderlige om, at forfatteren ikke har indsigt i denne sociologiske viden, hvor man potientielt kan få viden om de micro-dynamiske påvirkninger som fx ved hjælp af :

Baudrillard, Jean (2011) ‘The Evil Demon of Images’, I: Clive Cazeaux (red.) The Continental Aesthetic Reader. 2. udgave, New York: Routledge, ss. 477-486 (10 sider).

Meningstabet: “ Such is the logic of simulacra: no longer divine predestination , but the precession of models, which is no less inexorable. And it is for this reason that events no longer have any meaning: not because they are insignificant in themselves, but because they have been preceded by models with which their own process can only coincide."

Reference principle: Signifier <-> signified (Barthes) The sign relation is broken (Baudrillard) I hyperrealiteten referer tegnene bare til hinanden - specielt til hinanden. Sekvenser af simulation uden reference til det virkelige.

Paul Peter Porges, Peter Jensen, Peter Knap og jonas larsen anbefalede denne kommentar

Rasmus Knus. Godt skrevet, men jeg fatter ikke en brik. Jeg dog har anbefalet kommentaren for ikke at virke som en klynker.

Britta Hansen, Erik Feenstra, Peter Breum, Morten Jespersen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar

Ikke at holde sig til emmet er klynk????

Peter Knap...
Mon dog!!! :-)
At holde sig til et debat-emne
(ikke blive personlig - ikke bruge spildtid på at vikle seneste tøjtrend, nyeste fiskesnøre eller aversion mod en nabo ind i en debat om f.eks. sol-energi...)
er en forudsætning for en kreativ, givende og 'flytte synsvinkler'- debat.

Gode, givende samtaler og forberedelses-timer
har du forhåbentlig nogle af med dine kolleger
i denne vanskelige tid for lærere og elever...

Dennis Jacobsen

Jo,men det er jo meget fint at Jacob Levinsen er kommet frem til at der er for meget klynkeri i debat-formen idag,og at der efterfølgende er for lidt handling..OG dog..

Har Jacob Levinsen mon tænkt over at den med at der er for meget klynk i debat kulturen idag,er det samme opsang vi af og til ser magthaverne tage i anvendelse,når love og regler skal vedtages,og når magthaverne formaner os om hvad det vil sige at være en god samfundsborger,der kan hundses og herses med så vi alle ordentlig passer ind i deres lille ideal samfund..?

Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, jonas larsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

"»Det er jo bare handlingslammede følelsesmarkører, der fylder debatten, og hvad skal vi bruge det til? Man kan jo ikke kaste op og gå frem på samme tid,« siger Jakob Levinsen ..."

Jakob Levinsen er til fortsat fremdrift uden emotionel refleksion eller følelsesmæssig fordybelse (under brækskyllerne ligger berørte grundfølelser); der er kun den klare købmandslogik og forretningen Migselv at gå efter på selvrealiseringens vidder. Alt andet er klynk uden klink.

"Eller som et klogt menneske har sagt: Kun døde fisk flyder med strømmen". Et andet klogt menneske har sagt: Kun fisk, der svømmer mod strømmen dør af udmattelse.

Når udsatte og ressource svage medborgere udtaler deres nød betragtes det som klynkeri og svaghed. Når velfungerende og ressource stærke medborgere derimod udtaler deres nød betragtes det som modig og handlekraftig.

Britta Hansen, Erik Feenstra, jonas larsen, Flemming Berger, Elisabeth Andersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Jeg synes simpelthen ikke, at man kan tale om én enkelt dansk debatkultur. Man kan og skal efter min mening selv udvælge og prioritere de debatter, der siger én noget. Man kommer naturligvis i den forbindelse forbi debatter med indhold, der overhovedet ikke siger én noget, men det er sådan set godt at vide, at de er der, og hvad der foregår der. Man behøver jo ikke at dvæle .... Jeg selv prioriterer benhårdt, hvilke debatter jeg går ind i, og jeg synes bestemt ikke, at der klynkes. Hvis jeg skulle klage over noget, er det, at jeg somme tider føler, at det er som at slå i en dyne. For hvad sker der egentlig? Når mine meddebattører og jeg har været i dybden og bredden omkring et interessant og aktuelt emne, så sker der ligesom ikke mere. Mit problem er, hvordan man kommer videre derfra.

jonas larsen, Helene Kristensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

@Bodil Waldstrøm - det er næppe meningen, at du 'skal komme videre' i samme sammenhæng, det er ikke en del af 'klikøkonomien' - du får fordampet din galde, mens du helst skal undgå, at dine indspark ikke bliver 'bortskaffet', fordi de ikke holder sig stringent til den éne overskrift - og det er så det ... ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Det lader ikke til, at der er meget samfundsanalyse i bogen. Eller samfundskritik. For ikke at sige klasseanalyse, men står Levinsen-segmentet straks af, vi fra JP kender ikke det ord.

Men der er nu en finurlig klassesammenhæng i emnet: Selv de besiddende, velstående, bedre bemidlede, autoritære klasser bruger klynk i debatten fordi de har opdaget, at man ved at klynke kan trække flere offentlige budgetkroner i de velhavendes retning. Den rige klynker for at få nedsat topskatten. De velstående klynker for at bevare velfærdsydelser, de nemt kunne klare sig uden. De formuende klynker for at bevare statens understøttelse af deres kapital.

Det er blevet de riges yndlingssport at klage, for så ligner de dem, der har grund til at klage, og så har de endda mulighed for at trække endnu flere penge ud af det offentlige til de riges begunstigelse. Ganske smart.

Erik Feenstra, Steffen Gliese, Bill Atkins, jonas larsen, Flemming Berger, Ebbe Overbye, Herman Hansen, Peter Knap og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Klynk - offer - offer rolle hænger tæt sammen i debatten.
Og skulle det ikke være nok, kommer trumfkorten, jeg føler!

Ellen Nielsen. Hvad mener du egentlig?
Først skriver du " mest dem, der ikke kan holde sig til emnet, når der debateres".
Så virker du helt forbløffet over udsagnet og skriver noget snik snak om forberedelse.
Jeg har mine helt personlige krav til god forberedelse, og de indbefatter ikke at samtale og sidde i tåbelige møder.
Men artiklen drejer sig om klynk. Synes du selv du holder dig til emnet?

Michael Kongstad Nielsen, rige mennesker har til alle tider beklaget risikoen for at miste position og midler. Det følger med rigdommen.

jonas larsen, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Nielsen

Hold nu K... en gang lort at lukke ud, når man som jeg, der er folkeskolelærer, læser det her med en lockout, konflikt og mistillid i baghovedet.
Hr. Levinsen, vil De venligst forklare mig, dødelige lærer, hvordan jeg så skal udføre min klynk, når alt i hede hule helvede ikke har haft anden effekt, end at jeg er blevet kaldt en klynker?
At tage sagen i egen hånd er lig med en fyreseddel og nul indflydelse...

Thomas Barfod, jonas larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Peter Knap..
Du bad mig om at uddybe,
hvad jeg mente med 'at holde sig til emnet'.
Det gjorde jeg så ved at nævne nogle tilfældige eksempler...

Jacob Levinsen kalder det klynk - jeg plejer at kalde det hykleri.
Men stort set er det jo det samme.
Virkelige autoriteter med erfaring og nænne må give op, fordi ingen hører after mere.
Især på den politiske arena trives varm luft og gyldne løfter sammen med bebrejdelser og udtalelser fra tænketanke, økonomer og medier som uimodsagte sandheder til folk, der kun kan modsætte sig via brok og "klynkeri".
Hvordan imødegå manglende ansvarlighed og lydhørhed, når det hele er som at slå en dyne?

Kurt Nielsen, jonas larsen, Ebbe Overbye og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ellen Nielsen. Jeg ønsker du forklare hvordan "ikke at holde sig til emnet" kan betegnes klynk.
At snakke om vinterdæk hvis emnet er flygtninge er ikke selvfølgelig tegn på svag debatkultur, men hvordan hulen kan du få det til at være klynk?

Troels Brøgger

Jeg synes rigtig mange af jer herinde læser Jakob Levinsens udsagn som fanden læser bibelen ?
Eller også er I bare blevet så "Facebookificerede" at I ikke kan se skoven for bare træer.
Det er da tydeligt ligemeget hvor man kigger hen at der er rigtig megen "mærken efter" allevegne.
Jeg er enig med JL i at klynkeriet og den herlige offerrolle med godt med brokkesovs er forplumrende.

Har I tænkt over, hvor det kommer fra, dette føleri, klynkeri, nasseri på en frustrerende virkelighed?
En stor del henter vi i vores daglige presse. Se vor statslige nyheder - eller dem, der betales af reklamer og korporationerne: de spiller i den grad på de samme emotioner. Hvem giver sig af med blot og bart at fortælle os, hvad der sker?? Vi ender i noget meget dansk: vi kommer hele tiden med kritik af vores egen stat - samtidig med, at vi mener, vi er meeget bedre end resten af verden. Data til at underbygge de påstande? Og bla,bla,bla. Facts og hæderlig reportage er i den grad mangelvarer.
Hade - objekter (i prioriteret orden):
Putin
Staten
Rusland
Kommunen
Islam
Putin
Os selv??

Troels Brøgger. Pindehuggeri at stille et klart spørgsmål og bede om et klart svar? Ok, det er så din opfattelse.
Og så må du undskylde at jeg finder flosklerne i dit indlæg vælter ud af posen.
Er der noget jeg er træt af, er det når flosklerne erstatte argumentation, som "stop nu det klynk og tag ja-hatten på".

Nu er det ikke længere gangbart bare at erklære 'venstrefløjen' for død, så nu er folket istedet tilbageskuende, først Christian Bennike med: Er den moderne verden virkelig i stykker? http://www.information.dk/550098

og så her, endnu en "profet" der påstår at folk skuer bagud, når vi rent faktisk forsøger at styre vores Verden - naturligvis udfra de erfaringer vi har gjort os. Måske skulle Jakob Levinsen sætte sig ind i udviklingens dialektiske natur.

Jørn Petersen

Vel bare endnu et forsøg fra en af magtens lakajer på at stikke en kæp i hjulet på kritikken af magtens adfærd.

Vel et kendt taktik når nogen på reguler vis siger sandheden, angrib dem som brokkerøve, men det eneste som klovnen får ud af det er at komme på listen over dem som er imod folket.

Når man udnævner nogen til klynkere piller man pynten af dem. Derefter har deres udsagn ingen værdi. Det er jo bare klynk. Ren skolegårdsretorik, men det virker også udenfor skolegården. Det er ikke et argument, mere end at råbe avra for Laura, dine bukser flagrer, er.
Jeg husker dette kneb brugt af Ole Thyssen og Henrik Dahl i deres had kampagne imod velfærdsstaten. Vær på vagt når nogen anvender det.

Jan Weis, Michael Kongstad Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Enig med dig Ebbe vi må godt klynke hvis vi kan fortælle hvad det er vi vil have lov til at forandre.
Jeg er helt sikker på at sådan følte stavnsbønderne sig berettiget til da de argumenterede for at få lov til at skabe en bedre verden. Ved også at det blev resultatet af klyngeriet mod af Atomkraft, først blev respekteret af magthaverne da man kunne skabe med vindkraft et alternativ fik magthaverne politikerne øjnene op for det ikke mere var nødvendigt at have atomkraft nævnt i Energiplanen. Klyngeriet vil jeg påstå er kun en drivkraft i det øjeblik det kan formulere nødvendige forandringer eller får Ole Thyssen og Henrik Dahl mulighed for at håne klyngerne.

Jeg har stort set aldrig haft et behov for at give udtryk for min dybeste afsky over for nogen eller noget ved at skrive at jeg 'brækker mig over....' - eller også har jeg behersket dette behov og har udtrykt mig mere 'civiliseret'. Lige indtil i går, hvor den første kommentar, jeg skrev, efter at have læst denne anmeldelse af Levinsens bog, ikke omhandler meget mere end netop mit udtryk for denne fysiske fornemmelse og nærmest allergiske modreaktion (i dette tilfælde imod noget dagspolitisk, så det er der sikkert forståelse for...).

Egentlig sjældent, jeg ser, at nogle bruger så kraftige udtryk for deres aversioner og yderste modvilje. Heldigvis, på en måde, for der er ikke meget rum til diskussion efter så stærk en reaktion.

Men der er de tider, når alle andre ord synes at fejle, når argumenterne er udtømte og ikke mere kan rumme det, man vil give udtryk for. Når det ikke længere synes at være tilstrækkeligt, blot at give verbalt udtryk for ens tanker, men når hele kroppen siger fra.

Den tyske maler Max Liebermann siges at have oplevet - og givet udtryk for sådant et øjeblik:

'Efter nationalsocialisternes magtovertagelse trak han sig i 1933 som ærespræsident (for det preussiske kunstnerakademi). Efter at have set nationalsocialisternes fakkeltog efter magtovertagelsen fra sin bolig på Pariser Platz ved siden af Brandenburger Tor, skal Liebermann have sagt: "Ich kann gar nicht so viel fressen, wie ich kotzen möchte" (frit oversat: "Det er ikke muligt at spise så meget som jeg ønsker at brække mig").

De findes bare, disse oplevelser. For mange af dem for tiden, desværre.