Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Langt mere end Marley

Årets Booker-pris-vinder, Marlon James’ 'A Brief History of Seven Killings', skildrer et Jamaica, der plaget af vold, narko og politiske spændinger, ikke får lov at finde sig selv
’A Brief History of Seven Killings’ kredser om et mordforsøg på Bob Marley, men handler i endnu højere grad om popkultur og storpolitik.

Gorm Valentin

Kultur
31. oktober 2015

Marlon James’ A Brief History of Seven Killings er ikke nogen let bog. Dette indledningsvis nævnt som en advarsel til alle dem, der glæder sig til at læse en kriminalroman om mordforsøget på Bob Marley – som den blev kaldt i flere medier efter forrige uge at have vundet Booker-prisen. Handlingen kredser godt nok om nævnte forbrydelse, men James’ tredje roman handler i langt højere grad om storpolitik end om popkultur, og plotdrevet kan den ikke beskyldes for at være.

Men vi starter med mordforsøget, der fandt sted i 1976, hvor en stribe lokale revolvermænd brød ind i Marleys hus og begyndte at skyde løs. The Singer, som han blot kaldes i romanen, var dengang »bigger than sliced bread« og skulle spille en fredskoncert organiseret af det socialdemokratiske People’s National Party. Marley blev såret, men gennemførte alligevel koncerten, hvorefter han forlod Jamaica, som han ikke vendte tilbage til før to år efter. Forbrydelsen, der nærmest har opnået mytisk status på Jamaica, er aldrig siden blevet opklaret.

Hvad der skete, og hvem revolvermændene var, giver Marlon James et bud på i A Brief History of Seven Killings, der dog er mest optaget af, hvordan det kunne udvikle sig så galt, som det gjorde.

Handlingen favner tre årtier, og det brogede persongalleri tæller næsten firs figurer, deriblandt Sir Arthur Jennings, en fiktiv dræbt jamaicansk politiker, der som et moralsk kor leverer sin beretning fra graven og indledningsvis fortæller, at »dead people never stop talking«.

Kingstons slumkvarterer

Udover Jennings optræder også CIA-agenter, colombianske narkohandlere, anti-Castro cubanere, groupier, en journalist fra Rolling Stone på jagt efter Mick Jagger samt flere unge bandemedlemmer med rødder i Kingstons mandhaftige slumkvarter Copenhagen City.

James’ lader alle sin figurer komme til orde i forskellige handlingsspor, der tilsammen skildrer revolvermændenes skæbne og efterlader et stærkt indtryk af et Jamaica hårdt plaget af vold, korruption, narko og religiøse og politiske spændinger.

Det sidste synes at være den 44-årige forfatters virkelige pointe. Kolonitiden er godt nok ovre, men stormagterne vil ikke give slip på den lille ø, der til USA’s store ærgrelse oven i købet er begyndt at flirte med det kommunistiske Cuba. Ingen er for alvor interesseret i at lade Jamaica få fred til at finde sig selv og sin postkoloniale identitet, for som Josey Wales, bandelederen i Copenhagen City, siger »Peace can’t happen when too much to gain in war«.

Andre steder er han og hans håndlangeres patois-dialekt sværere at forstå, og det er blot en af romanens mange udfordringer. Undervejs i min læsning har jeg bladret for at holde styr på årstal og begivenheder, genlæst snørklede kapitler og konstant søgt hjælp i det personregister, der ganske behændigt er placeret forrest i den tykke bog.

A Brief History of Seven Killings er med andre ord en krævende, kompleks og superlitterær roman, der måske skæmmes en smule af de mange grafiske voldsoptrin – der glimtvis virker komiske, netop fordi de er så grafiske – men ikke desto mindre fascinerer hele vejen igennem.

Flere har sammenlignet den med James Ellroys værker, men under Ellroys hårde tone og fragmenterede dramaturgi gemmer der sig som bekendt en romantiker, der trods alt tager læseren ved hånden. Det er ikke tilfældet i James’ roman, der i mine øjne mest af alt tåler sammenligning med William Faulkners mesterværker eller Roberto Bolanos De vilde detektiver. Og som de titler bliver jeg næppe færdig med A Brief History of Seven Killings før endnu et par gennemlæsninger.

A Brief History of Seven Killings
Marlon James
One World Book, London
688 sider
17 US dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her