Læsetid: 3 min.

Lige til at mæske sig i

Pletvist er Niels Franks nye prosa ret fantastisk, men det meste af tiden er den bare godt skrevet
10. oktober 2015

Hvis nu en bog bare var sine højdepunkter, de sætninger eller halve sider, man simpelthen har lyst til at citere for alle omkring sig, ja, så ville Niels Franks Tristhedens historie være et hovedværk. For hold op, der er nogle fine, smukke, hårde glimt undervejs i bogens ti prosastykker. De er hverken essays eller noveller, de stykker, men portrætter af mennesketyper, ’karakterer’, som genren hedder i sin klassiske form. De veksler mellem det satiriske og det smertelige, alt sammen holdt i ave af Franks kontrollerede, ciselerede, fyndige prosa. Her om alkoholikeren:

»På den måde er der altid bundet en vis form for storhedstrang til alkoholen, en form for utopi, der begyndte som en flugt. Du sidder oven på alkoholen som på et vildt dyr, der ender med at æde dig til sidst. Selv siger dyret ingenting, du må tale på dets vegne, et snøvlende dyresprog, og alle de andre omkring dig, som du påstår, du drikker ’sammen med’, skønt enhver alkoholiker altid kun drikker med sig selv, er også dyr.«

Og så videre. Når de er bedst er der noget lækkert, men også noget sitrende over Franks sætninger, noget på én gang barokt og præcist over hans billedsprog. Det er som om, det gør ondt også for teksten selv at beskrive alkoholikeren som type så klart – i et andet af bogens portrætter står der om en dranker, at »man næsten ikke kunne forstå, hvad han sagde, som om ikke blot næsen, men hele kroppen var stoppet til med vatkugler vættet i sprit«.

Generaliserende

Udover »alkoholikeren« er der i Tristhedens historie portrætter af blandt andet »erotikeren«, »den ensomme«, »velfærdsdanskeren«, »den konservative«, »diktatoren«, »bøssen«. Det enkelte portræt tegner gerne samtidig en udviklingslinje, som om typen skal skrives igennem og frem til sit nulpunkt. Portrættet af diktatoren gennemgår hans særkender og langsomme sammenbrud, men løber også fra magtens tinde til det forestående oprør; portrættet af rigmanden løber fra de brutale ambitioner til den aldrende milliardærs latterlige kamp for udødelighed.

Jo mindre åbenlyst politiske, typerne er, jo bedre er teksterne generelt. Problemet er ikke, at Niels Frank skriver groft generaliserende om for eksempel borgerlige – det gør han, men det ligger ligesom til genren, karakterer er også karikaturer.

Det er mere den måde, han holder dem ud i pincet. Det virker som om, han på forhånd ved, hvad han og de mener, at han fra første sætning har regnet sit offer ud. Så dækker hans sprogs bevægelighed over en stivnet tanke, en fiks idé. Det er virkelig sjovt at skrive om højreradikale bloggere, at de lyder »som hvis et barn desperat forsøgte at advare sine forældre om, at det bliver mørkt om natten«, men, altså, der er jo ikke noget forsøg på at lade det portræt udfordre sig selv.

Stive ideer

Her er ingen sårbarhed i skriften. Eller: For mange af teksterne i Tristhedens historie er ved nærmere eftersyn lidt stive i det. Rigtigt gode bliver de kun, når også tanken er i bevægelse, som i bogens første og bedste tekst, om den triste – reelt: om den ensomme – hvor Frank skraber lag på lag af den tristes lede ved sig selv væk i et forsøg på at nå frem til en glædesløs kerne.

Men i stedet åbner hans skrift for nye perspektiver og tonefald, hele tiden, nye spørgsmål til sig selv og læseren:

»Men hvad er egentlig tristhedens modpol – kunne det være utopi? Måske er den triste en skuffet utopiker, et kapituleret menneske, der ville alt for meget med verden, forventede sig for meget af den. Han drømmer sig til det meste og glemmer at tage virkeligheden med i betragtning, mangler grundlæggende sentimentalitet, ikke på den kyniske måde med selvmedlidenhed og kalkuleret gråd, men i den forstand, at han tillader sig selv at have følelser og impulser uden ustandselig at skulle diskutere med dem, irettesætte dem, håne dem, eller gøre dem større, end de i virkeligheden er.«

Og så gennemgår Frank pludselig den tristes dag i triste detaljer, så kan der pludselig stå »at tørre sig føles som en selvbegramsning«, og så videre til en lang og umådeligt trist beskrivelse af en flues dødskamp.

Også den passage er lige til at mæske sig i, læse op for alle omkring sig. Gid hele bogen havde været sådan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu