Mandens mentale rollator

Haruki Murakami ved, hvor skoen trykker hos mænd. Det gør ondt at føle sig uelsket og blive forladt af en kvinde. Det gør ondt at opdage, at man ikke har tjek på det hele. Sådan føler de ensomme mænd det i Murakamis nye novellesamling, Mænd uden kvinder.

Murakami er blevet kritiseret for sine vage kvindeskikkelser, som måske afspejler japanske kvinders svage position i samfundet. I disse raffinerede nye noveller vender han kritikken til et fortrin ved at skrive over et samlet tema, nemlig mænd, der har svært ved at forholde sig til kvinder.

I Murakamis optik fungerer en kvinde som mandens mentale rollator. Omvendt har mændene svært ved at vise deres kvinder den ømhed, de faktisk føler.

Murakami beskriver sine hovedpersoner så enkelt som en børnebogsforfatter. Flertallet af novellerne ligner loyale, lidt monotone skildringer af overfladiske menneskers følelsesliv. Men i underteksten afslører Murakami ’sine’ mænd som passive og selvmedlidende – med en enkelt undtagelse!

Undtagelsen er samlingens komiske mesterværk og lykkeligste novelle, »Da Gregor Samsa blev forelsket«. Hovedpersonen i Kafkas berømte novelle Forvandlingen er brudt ud af sin kakerlakkrop, og igen forvandlet til en mand: »Sikke en vanskabt krop, tænkte han uvilkårligt, da han så ned ad sin nøgne skikkelse … kunne så irrationel og skrøbelig en krop (uden en beskyttende skal og uden angrebsvåben) virkelig overleve i denne verden?«

Samsa forelsker sig prompte i en pukkelrygget kvindelig låsesmed, som dog kun lover ham, at det, man virkelig vil, nok skal gå i opfyldelse. Opildnet går han livet i møde på to vaklende ben:

»Samsa sad længe med lukkede øjne og nød den indre varme; det var ligesom at sidde foran et bål. Så rejste han sig beslutsomt op, tog den sorte stok og gik ud til trappen. Han ville gå op på første sal igen og finde ud af, hvordan man klædte sig ordentligt på. Det blev han nødt til./ Verden ventede på, at han skulle få det lært.«

Samsa oplever, at hans indre kakerlak, skammen over hans dyriske drift, civiliseres af forelskelsen i en kvinde, der selv bevæger sig som et insekt.

Mindre optimistiske er de øvrige noveller. I den elegante »Drive my Car« ’behandler’ enkemanden Kafuka sit alkoholproblem ved at hyre en chauffør. Kafuka forstår ikke selv, at han drikker af sorg over sin dejlige skuespillerindehustrus død og af en nagende tvivl om, hvorvidt hun elskede ham. Kafuka turde ikke spørge hende …

At mændene ikke kender kvinderne i deres liv, bliver endnu tydeligere i novellen »Mænd, som ikke har en kvinde«. Jegfortællerens elskerinde, M, har begået selvmord, og novellen former sig som et forsvarsskrift. Men reelt interesserer M’s sjæleliv, og hvad der førte til hendes selvmord, ham lige så lidt nu, som da hun levede. Selvmedlidende kredser han om sit eget tab: »Det er kun mænd, der ikke har en kvinde, der fatter, hvor trist og hjerteskærende det er at være en mand, der ikke har en kvinde.«

Murakami er rystende præcis i sin beskrivelse af mandlig passivitet, som afviser udvikling og handling i relation til andre mennesker. Novellen slutter med den opgivende konstatering: »Der er vist ikke rigtig andet, jeg kan gøre, end at bede.«

Måske er det mændenes overfladiskhed og passivitet, som får novellernes kvinder til at være utro og siden tage deres liv? – Vi får det ikke at vide i disse noveller, der som altid hos Murakami balancerer mellem realisme og mystik, mellem det, der fortælles, og det, som hovedpersonerne holder skjult, også for sig selv.

Murakamis indlevelse følger mændene, ikke kvinderne. Men Samsa-historien, der afslutter samlingen, rummer måske en diskret opfordring: Mænd må civilisere deres drift, beslutte sig for at elske og lære kærlighedens sprog, selv om det føles naturstridigt. Verden venter på, at de skal få det lært!

Mænd uden kvinder
Haruki Murakami
Oversat af Mette Holm
Klim
210 sider
299 kroner