Læsetid: 3 min.

Mankell på sporet af livet

Den svenske krimiforfatter Henning Mankells solidaritet med det menneskelige samt mødet mellem forfatteren og døden, der løber som en elektrificeret nerve gennem teksten, gør hans erindrings- og essaybog til stærk læsning
10. oktober 2015

Henning Mankell nåede at overleve sin kræftsygdom i små to år, efter at lægerne i januar 2014 vist nærmest ved et tilfælde opdagede en knude i den ene lunge og metastaser flere steder i kroppen. Han nåede også at skrive de 67 korte tekster i bogen her, som nu efter hans død står som en livfuld hilsen fra forfatteren til dem, der stadig venter, men også – selvom man helst ville sige noget andet – som en vemodig og højst ufrivillig afsked. Han håbede jo faktisk at overleve sygdommen.

I en af teksterne fortæller Mankell, at han ikke har koncentrationsevne nok til at samle sig om at læse bøger, han ikke før har læst. Sygdommen og dens mange bekymringer (foruden en udtørring af øjnenes slimhinder, som er en følge af kemobehandlingen) forstyrrer ham. Til gengæld oplever han et komplet nærvær og med den en livsvigtig ro, når han glider ind i fiktive universer, som han kender fra tidligere besøg. Defoes Robinson Crusoe, Conrads Mørkets hjerte. Jeg forestiller mig, at arbejdet med hans egen bog har haft samme dobbelte karakter. Teksterne er Mankells gensyn med velkendte steder (Sverige, Paris, Afrika, barndom, ungdom, foruden de evige livsgåder). Her er altså ikke noget at blive distraheret af, ikke noget, der virker uvedkommende. Tværtimod er her plads til to slags nødvendigheder, adspredelsens og fordybelsens, hvilket samtidig gør de 67 tekster til steder, 67 på hinanden følgende korte ophold, hvor han kan gøre en foreløbig status.

Mange motiver går igen. Det fortæller selvsagt noget om motiverne (i øvrigt også om livskrisens rastløshed og fiksering af tankestrømmene), det fortæller også noget om, hvem Mankell var.

Atomaffaldet, som ligger skjult i et svensk bjergmassiv, er et af ledemotiverne. Trolden i bjerget, som Mankell også kalder den livsfarlige arv, der rækker tusindvis af generationer frem. På samme niveau rangerer affaldsøerne, der sejler rundt på verdenshavene.

Det er den økologisk bevidste forfatter, der skriver her. Og den livstruede, der grunder over tilværelsens ufattelige proportioner.

Genopdaget troskyldighed

Det er tydeligere endnu, men på en lidt anden måde, i det bagudskuende perspektiv, til alle typer af menneskelige og civilisatoriske spor. Mankell skriver om manuskriptsamlinger fra for længst glemte skriftkulturer, om hulemalerier udført med hænder og fingre, om en sprællemand lagt i graven til den døde for tusindvis af år siden. Og om istiderne, inklusive de kommende, foruden fartøjer sendt af sted i forgangne årtier, som nu snegler sig ud gennem vores solsystem ufattelige milliarder af kilometer borte.

Der er en art genopdaget troskyldighed over mange af bogens koblinger mellem motiver og ræsonnementer og af samme naturlige årsager en næsten til det yderste spændt højtidelighed over dens pointer. Læsningen af Mankells bog er på den måde også en øvelse i indlevelse i den livstruedes forstærkede sensibilitet og konstante dybdelodning af tilværelsen.

Det gode og det onde i mennesket – eller snarere muligheden for og paratheden til at handle godt – er et andet hovedmotiv hos Mankell. Han undersøger det som andre motiver i en række små fortællinger skiftevis fra sit eget liv og den fælles historie. En fortælling handler om en tysk soldat, der under Anden Verdenskrig kastede våben og hjelm fra sig og stillede sig op mellem de dødsdømte foran henrettelsespelotonen, som han øjeblikket før selv var en del af. En anden er om unge Skagensfiskere, der under en storm i 1800-tallets midte ofrede deres liv i en umulig redningsaktion.

Det er undersøgelser af den ydre virkelighed af hvad andre mennesker har gjort på forskellige tidspunkter af historien. Men det er som overalt i bogen også en spejling af forfatterens eget indre, i det her og en række lignende tilfælde i form af et spørgsmål, Mankell stiller sig selv: »Hvad ville jeg selv have gjort?« Og dernæst besvarer: »Jeg ved det ikke og skal ikke vide det.«

På den måde kommer bogen under ét til at beskrive en række møder mellem forfatteren og hans egen og andres – historiske, fiktive, levende eller for længst døde – skikkelser i en form for solidaritet med det menneskelige. Der er i Mankells perspektiv ikke så langt fra Ystad, hvor hans berømte kriminalromaner udspiller sig, til Mozambique eller til hulemalerierne eller til den lille sprællemand, nogen har været så god at give den døde med i graven.

Den solidaritet virker oprigtig, og som om den har været en stærk kraft tidligere i Mankells liv, og den gør læsningen til en stærk oplevelse. Det samme gør det møde mellem forfatteren og døden, som man fornemmer som en konstant elektrificeret nerve i teksten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu