Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Matisse-udstilling tager ikke fat på de store spørgsmål

Udstillingen om Matisse og eskimoerne på Ordrupgaard markedsføres som et overset kapitel i kunsten. Udstillingen overser dog selv vigtige spørgsmål om forholdet mellem kunst og etnografika, kolonialisme og primitivisme, der havde givet historien om Matisses inspiration fra det kolde nord mere tyngde
Kultur
23. oktober 2015

En, to, mange historier. Lad det være sagt med det samme: udstillingen på Ordrupgaard vil rigtig mange ting. Men for at tage den helt centrale historie først, så er det såkaldt oversete kapitel i kunsten, at Matisse i slutningen af sit liv udførte en række portrætter af inuitter, som han hentede inspiration til fra inuitmasker, der var meget populære at samle på blandt hans samtidige, og fra Knud Rasmussens bestseller Across Arctic America. Portrætterne blev brugt som illustrationer til svigersønnen George Duthuits bog Une fête en Cimmérie (1963), der, som man kan læse på udstillingen, er et af Matisses mindst kendte arbejder med bogillustrationer.

Bogværket er dog langtfra det mest centrale i udstillingen, som er fordelt over to større udstillingsarealer. I første del af udstillingen introduceres – og hold nu fast – Matisses liv, hans møde med avantgardekunstnere som Paul Gauguin, hans malerier af odalisker fra rejser til de gamle, franske kolonier, George Duthuit og hans forhold til avantgardemiljøet i New York under 2. verdenskrig, Knud Rasmussens Thuleekspedition, maskekunst fra Grønland og Antarktis og Matisses arbejde med bogillustrationer. Dertil kommer en række ’referenceværker’ af Matisses samtidige. Først i udstillingens anden del vises Matisses inuitportrætter og Duthuits bog – igen sammen med en række sidehistorier. Det er ikke så lidt endda, man skal igennem, og selvom det er ambitiøst, så ender det med, at de mange historier ikke rigtig får den plads, som de fortjener.

Inuitmasker

Et af udstillingens vigtigste greb er, at man ikke kun kan se værker af Matisse og hans samtidige, men at der samtidig er udstillet en stor samling af masker, som Knud Rasmussen indsamlede i Grønland mellem 1921 og 1924. Det er her, udstillingen bliver virkelig interessant, fordi man kan se, hvordan Matisses inspiration fra maskerne helt konkret manifesterer sig i hans billeder. Særligt i udstillingens anden del, hvor Matisses værker får lov at hænge side om side med maskerne, er der mulighed for at sammenligne de forskellige udtryk visuelt.

Men det er også i mødet mellem inuitternes og Matisses ’værker’, at de svære spørgsmål opstår. For indsamlingen af maskerne hænger så meget sammen med den europæiske kolonisering af blandt andet Grønland, at det havde været oplagt at bringe på banen – især når ’primitivt’ er et ord, der går så meget igen i udstillingens formidling. Ligeledes havde det været en oplagt mulighed for at diskutere, hvordan inuitternes kulturer og rituelle masker i Matisses værker bliver gjort til helt enkle formler.

For spørgsmålet er, om det er nødvendigt at begynde helt forfra og lave en miniretrospektiv Matisse-udstilling, når man samtidig vil fortælle om oversete kapitler? Havde det ikke været mere interessant at udfolde Matisses forhold til det ’eksotiske’ og ’primitive’, der er en rød tråd gennem udstillingen, men som aldrig for alvor behandles? Matisse og hans samtidige var inspireret af ’primitive’ kulturer og ’primitive’ masker, kan man læse i udstillingen, men hvad var det primitive for Matisse og hvorfor var det så fascinerende? Måske havde en adressering af disse spørgsmål også forklaret, hvorfor ’primitivt’ i udstillingsformidlingen står med anførselstegn. I stedet er det nu, som om der er problematikker, man har været klar over er til stede, men som man ikke har taget rigtig stilling til.

Det oversete forbliver overset

Overordnet tages der ikke rigtig fat på de spørgsmål, som allerede ligger latent i udstillingen om Matisse. I stedet for at åbne for en diskussion, så reproducerer udstillingens formidling desværre i høj grad en allerede eksisterende diskurs, hvor det kolde nord er »hvidt og farveløst« (selvom inuitmaskerne på udstillingen er malet i farver), og Matisses verden er »det varme syd«. Eller som i selve udstillingstitlen, der lidt nedsættende hedder Matisse og eskimoerne. Selvom inuitterne blev kaldt eskimoer på Matisses tid, så burde det ikke være nødvendigt at gentage en nedsættende måde at omtale inuitter på i 2015.

Så når man tager til Ordrupgaard for at se Matisses og inuitternes kunst sammen – for det er uden tvivl dét, der er det mest interessante ved udstillingen og et besøg værd – så medbringer man forhåbentlig sine egne spørgsmål og den undren, som udstillingen desværre ikke selv lægger eksplicit frem. For måske er det en fin historie, at Matisse blev inspireret af eskimoerne. Men er det ikke mindst lige så relevant at spørge, hvorfor, hvordan og på hvilke præmisser?

’Matisse og eskimoerne – et overset kapitel i kunsten’. Ordrupgaard. Indtil den 29. november 2015

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Giver anmelderen fuldstændig ret i kritikken af udstillingens mangel på stringens. Vi så udstillingen i forgårs og min kone syntes at det var som om udstillingen forsøgte at fortælle en anden historie end den om Matisse og eskimo maskerne m.a.o. udstillingen stritter i alle retninger og overblikket forsvinder sammen med den røde tråd. For mig som arktisk etnograf/antropolog var det imidlertid de mange fejlagtige informationer som irriterede! For hundrede og tiende gang præsenteres fotografiet af Knud Rasmussen, K´avigarssuak og Arnarulúnguaq som tilhørende Arktisk Institut (som på deres side plejer at skrive at billedet er taget af Leo Hansen). Fotoet blev taget i Alfred og Ralph Lomen photo atelier i Nome Alaska. Det er vigtige fordi Arktisk Institut ikke evner at rette denne fejl og fanatisk kraver rettighederne til billedet. En anden gyser er fra den stort udstyret bog som følger med udstillingen: ”Matisse og eskimoerne” (Ordrupgaard 2015). Heri kan man læse at Knud Rasmussen grundlage ”eskimologien” – imidlertid er der konsensus om at eskimologien (hvis den er grundlagt af nogen overhoved) blev etablerede som videnskab af Hinrich Rink. Udstillingen og bogen gør meget ud af at promovere Knud Rasmussen som dansk – medens den virkelige Knud Rasmussen opfattede sig selv som grønlandsk, først af alt, dernæst som europæer. K´avigarssuak blev også kaldt Miteq som oversættes til edderfuglen. Knud Rasmussen brugte fortrinsvis dette korte navn, idet han erkendte at det var svært for danskerne at huske endsige udtale K´avigarssuak ( staves også som Qavigârssuaq). Udstillingen blander disse navne sammen og vi få at vide at K´avigarssuak betyder edderfuglen, hvilken ingenlunde er tilfældet. Maskerne til konebytning som stammer fra 5. Thule ekspeditions indsamlinger i Canada (Igliluk eskimoerne) beskrives vildledende i bogen. Her stå at det var en mandlig informant som fortalte historien om konebytningsleg (den store glædes fest)til Knud Rasmussen, imidlertid var det den kvindelige informant Orulo gift med åndemaneren Aua (begge spiller en stor rolle i filmen The Journals of Knud Rasmussen) som fortalte denne historie i forbindelse med hendes egen livs historie. Denne historie fremstilles meget forkert i Ordrupgaard’s bogen – bl.a. sammen blander man mænd og kvinders roller. De to udstillede masker – en kvinde maske og en mandemaske blev begge båret af mænd. I bogen få vi at vide at den ene af dem var en kvinde (Se for øvrig Knud Rasmussen ”Fra Grønland til Stillehavet” Side 372- 376). I det hele taget er der mange unøjagtigheder i fremstillingen af det kulturelle og historiske omkring polarfolkene. Kunstnere som Matisse stræbte ikke selv efter etnografisk perfektionisme – langtfra og når han og andre kunstnere kaldes primitive skyldes det udelukket deres kunst og teknik.
Man skal ikke kaste med æbler når man selv er et skrog – anmelderen mener altså at der er indsamlet masker fra Antarktis, hvor der ikke bor mennesker? Være endnu så skriver Anna Vestergaard Jørgensen at 5. Thule ekspedition 1921 – 1924 forgik i Grønland – det er næsten for megen uvidenhed på et sted! Hun vil givetvis agere politisk korrekt omkring anvendelsen af ordet eskimo. Sandt er det af mange ikke bryder sig om denne koloniale betegnelse men alligevel er det mere kompleks end som så! Mange i Grønland bruger eskimo betegnelsen om deres egne forfædre. Inuit (der i sig selv er en flertalt form- så man behøver ikke at skrive inuitter) bliver ikke bruge meget i Grønland men bruges hovedsageligt i Canada. I Alaska er det sjældent man bruger inuit. Her hedder man fortrinsvis jupik og inupiaq. På russisk siger man eskimosy og jupik. Eskimo bruges også som bramfri selvidentifikation af nogle inuit (mere korrekt inuk – ental) kunstnere f.eks. som i Taqralik Partridge's spoken word poem "Eskimo Chick,". Her fremført af en anden inuk kunstner fra SILA teater gruppen i Canada:
https://www.youtube.com/watch?v=C_y3SSMczr0