Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Menneskeliggørelse af aber

En filosofisk eventyrroman og odyssé mod en ny verden på den anden side af Atlantens havstrømme
Kultur
17. oktober 2015

Samtidig med at vi på dansk får Carl-Henning Wijkmarks aktuelle forfatterskab præsenteret, sidste år med fantasiromanen Vi ses igen i næste drøm, supplerer forlaget Møller det med hans tidlige markante værker, først med det satiriske mesterværk om nazisternes udskejelser i Görings jagtslot, Jægerne på Karinhall fra 1972, og nu med eventyrromanen Dræsinen fra 1983, forsynet med en efterskrift af Torbjörn Elensky, hentet fra et svensk genoptryk i 2006. Der er atter tale om et civilisationskritisk værk, som karakteristisk nok indledes med et sceneri, der tilsigtet bærer mindelser om Joseph Conrads roman Mørkets hjerte om hvide mænds møde med det sorteste Congo.

Her er det nu et belgisk selskab, der umiddelbart før udbruddet af Første Verdenskrig lægger jernbanespor gennem junglen ud mod kysten. En genial ingeniør har konstrueret en teknisk sindrig dræsine, stor som ’en skrællet godsvogn’ til at rydde vej. Det er imidlertid en ung jesuitisk præst, som er hovedperson med mission som sjælesørger for arbejderne, en mildner af sprogkonflikter mellem flamlændere, valloner og sorte, her kaldet negre. Han er dog mere besat af troen på Darwins udviklingslære, og et da aktuelt fund af et kranium i England, selveste the missing link, samt især af synet af tre menneskelignende aber, der fra skoven nysgerrigt ikke bare betragter, men blander sig i arbejdet og kører med på dræsinen.

En odyssé

Sådan er afsættet for denne pater Moulins eventyr og forrykte eksperiment med opdragelse og menneskeliggørelse af aberne, hans systematiske afprøvninger og studier i udviklingsprocessens teori og praksis. I nattens mulm og mørke stikker han med de tre aber ved pumpen af med dræsinen, der såmænd også fungerer som båd ned ad Congo-floden og så til søs. En odyssé mod en ny verden er i gang over Atlantens havstrømme med Brasilien som det fjerne mål. Spændingen vedligeholdes på det lange stræk, selv om også læseren sættes på prøve med alle rejsens detaljer af geografi, kosmologi, historie, filosofi og moral i munden eller rettere pennen på jesuitten, som selv fortæller det hele i egen person, men først som gammel mand, forstår man, uhyre veloplagt, men omsider grundigt desillusioneret. »Det skulle siden vise sig« er et stadigt omkvæd.

Undervejs har de besøgt Sankt Helena og ubemærket taget efterladenskaber af Napoleon i besiddelse, uniformer til de forfængelige dyr, som elsker at spejle sig, men ellers er upåvirkelige for hans bestræbelser for at vække intellektuelle færdigheder om end nok for at spise med kniv og gaffel. Nær havari bliver de taget på slæb en uges tid af en tysk ubåd, hvor aberne forbrødrer sig med mandskabet. De når omsider frem til Rio Grande do Sul. På eventyrlig vis trænger de gennem junglen til et eventyrslot og tages i brød og venskab med den venlige portugisiske ejer. Men katastrofen lurer. Fortællingen om de efterhånden ti års vidtløftige samliv med aberne – den barske alfahan Paul, den blødere Jakob og den lade Mathilde, der bliver mor til en forkælet unge – fortsætter til den beske ende, som bliver fortalt fyrre år senere.

Udviklingstroens forlis

Tid er et begreb, han ikke kan banke ind i abernes hoveder, drømmen om at give dem talens brug forliser, abstraktioner og symboler anstrenger han sig forgæves med. Han indser forfængeligheden af sin udviklingstro. Og over den private misere hvælver sig verdenskrigens raseren af Vestens utopier. Alle hans observationer af små fremskridt i abernes intellektuelle færdigheder er misforståelser, deres ritualer er af en anden art, og deres tilbagefald i bestialitet kan ikke bortforklares. Selv har han nu heller ikke meget at byde på i medmenneskelighed. Han knytter sig ikke følelsesmæssigt til nogen af dem, han møder, undgår hellere kontakt, er skruppelløs i pengesager og uden evne til taknemmelighed. Han bedste selskab er notesbøgerne, som bliver hans livsindhold. En verdensrejsende, ja, men indadvendt. Bedriften er alt.

Forfatteren går tæt på denne frafaldne jesuit og kan godt bruge ham som talerør for moral og etik og lader ham bekende sine synder. Han holder ham dog ud i strakt arm som en tragisk figur med komiske træk og lader rejsen folde sig ud som et karneval, en parodi på et oplysningsprojekt. Moulin er en jesuitisk idealist og selverklæret frihedskæmper uden menneskelige relationer. Han liv er en notesbog – en erkendelse, som også professoren i den nu 81-årige Wijkmarks sene roman Vi ses igen i næste drøm også ligeledes når til.

Tanken falder på Peter Høegs roman Kvinden og aben (1996), et af de mange eksempler på den litterære fascination af det menneskelignende dyr. Aben Erasmus kommer dér fra søsiden til London i videnskabeligt øjemed, men befries af en kvinde. De vil i en fælles lykkefølelse arbejde for en bedre verden, beskrevet i denne kritisk filosofiske idéroman, som motivet inviterer til. Eksempelvis også brugt af både Holberg, Kafka og Blixen. Lutter fantastiske fortællinger, ubændige refleksioner over selve den menneskelige identitet.

Dræsinen
Carl-Henning Wijkmark
Oversat af Anne Marie Bjerg
Forlaget Møller
416 sider
300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her