Læsetid: 4 min.

Mørkets mange kvindelige ansigter

Black metalprojektet Myrkur blev i begyndelsen hypet på ikke at have et ansigt. Men i Pumpehuset i København i fredags gav Amalie Bruun Myrkur, som betyder mørket, et væld af kvindelige ansigter. Og Myrkur trak således musikalske feministiske tråde tilbage til Middelalderen
26. oktober 2015

Hun steg op af fjeldene, op af tågen og op af fjordene. Hun svævede ind på den internationale metalscene omgærdet af et nordisk mytologisk røgslør, der skjulte hendes ansigt og lod hendes stemme sitre i vinden som en hvisken, akkompagneret af en dyb metallisk torden.

Læs også: I skovens dybe, mørke larm

Myrkur udgav sin første single i 2014 og blev i starten løftet op på en hype-bølge, som blev drevet frem af black metal-lytternes begær efter at finde ud af, hvem der stod bag den forførende stemme på nummeret »Nattens Barn«. For Myrkur – ordet for mørke på islandsk og færøsk – havde på det tidspunkt intet ansigt. I Pumpehuset i København i fredags gav Amalie Bruun alias Myrkur, til gengæld mørket utallige, kvindelige ansigter gennem et veludført musikalsk rollespil.

Lolita, havfrue og zombie

Det ene øjeblik var hun sirenen, der synger sin sfæriske sang i de tynde luftlag, og hun var havfruen, der lader sin stemme svæve over bølgernes skum. Blot for i det næste øjeblik, med et lille koket vrid i kroppen, at morfe sig om til en skrigende, levende død zombiepige. Det ene øjeblik var hun den lillepigede Lolita, der skyder armene frem og kigger forførende på hvem der end vil forføres, for i det næste øjeblik at udstøde et gurglende gutturalt smerteskrig, som bar hun smerten fra alle de kvinder, der igennem tiden er blevet brændt på bålet af det mandsdominerede samfund. Et urskrig, som satte sig i alle de fremmødte koncertgængeres kroppe, og som de, hvis de oplevede det på samme måde, som jeg gjorde, bar med sig ud i natten bagefter.

Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at Amalie Bruun – fordi hun er en kvindelig kunstner på en musikscene, hvor der er et klart overtal af mænd, og hvor den rå og voldsomme energi trods alt nok er det mest brugte musikalske adjektiv – par tout skal behandles som en kuriøs skabning, og at hendes musik skal høres på baggrund af hendes køn. Eller at hendes musik nødvendigvis behøver blive betragtet i et feministisk perspektiv. Men med fare for at komme til at gøre netop dette, er jeg nødt til at hæfte mig ved, at jeg i Pumpehuset oplevede, at Myrkur trak musikalske, feministiske tråde tilbage til Middelalderen – ikke mindst kickstartet af koncertens andet nummer »Skøgen skulle dø« – og fortalte en sonisk, følelsesladet historie om, hvordan kvinder og deres seksualitet er blevet fremmedgjort og stereotypiseret af religion, samfund og popkultur.

Dybdeæstetik

Denne historie blev i Pumpehuset bakket op af musik, der ligeledes havde mange ansigter. Men de mange ansigter gør på ingen måde musikken overfladisk. Tværtimod er musikken netop baseret på en dybdeæstetik, hvor der er utallige lag og nuancer, og hvor de forskellige lag lægger sig i koncertrummet som årtusind gamle jordlag – med en naturlighed, som om de altid har været der. De dybe, mørke, bastante jordlag i bunden med de lyse lettere, mere porøse jordlag øverst. Og oven over det hele svæver Amalie Bruuns virtuose vokal, som en målrettet hvirvlende vind, der hele tiden stræber efter at lægge sig på den helt rigtige tone. Den tone, som tilføjer klangen allermest smertelig vrede. Som tilføjer allermest af den mørke brutale skønhed.

Musikken bevæger sig meget omkring den fine, nuancerede tristesse. Og omkring melankolien – ikke mindst på de viser Amalie Bruun synger og spiller på det elektriske klaver som første og sidste nummer – som en ramme for koncerten. En himmelstræbende ramme, der er lige ved at blive revet itu, fordi der opstår et yderst jordnært problem med mikrofonen. Og denne himmelstræbende musikalske ramme – hvor Amalie Bruuns stemme får lov til at svæve fuldstændigt frit, uden at skulle kæmpe med de tre mandlige medmusikeres bundsolide metalarbejde – er med til at understrege en af forcerne ved Myrkurs univers.

Nødvendigheden

Helt fra starten af Myrkurs bane har hun været perfekt iscenesat af det amerikanske pladeselskab Relapse Records, som altså formåede at køre Amalie Bruun i stilling som den mystiske nordiske metalmyte. Og mørkefrembringelsen i Pumpehuset er vel i en vis forstand også iscenesat. Men denne iscenesættelse er fuldstændigt mesterligt udført, og det føles ikke på noget tidspunkt, som om Amalie Bruun spiller en eneste af rollerne. Hun er dem. Hun er alle disse kvindelige ansigter. Og hun er dem, fordi det at fremmane mørkets utallige – og i dette tilfælde meget feminine – nuancer, denne fredag aften i København er dødsens nødvendigt.

Fordi det at brygge mørket frem fra sjælens dyb er en kunst, som er vigtig i forhold til at minde os alle sammen om, at livet ikke bare er lyst og lykkeligt. Vigtig i forhold til at give os den dybde, som livets allermørkeste sider kan frembringe. Den tyngde og det perspektiv – her ikke mindst de feministiske af slagsen – som historien, fremmanet Myrkurs kunstneriske univers, kan give os.

Myrkur. Koncert i Pumpehuset i København fredag den 23. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Jeg synes, det er pænt kedeligt. For mig falder det bestemt ikke i kategorien af musik, man enten elsker eller hader. Medmindre man begynder at hade, at det er så kedeligt og anonymt.