Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mord med mening

Louis Jensens nye voksenbog er et livtag med krimigenren, hvilket giver hans karakteristiske underfundighed en klædeligt dunklere grundtone
Caravaggios’ Johannes Døberens Henrettelse fra 1608 har stor indflydelse på handlingen i Louis Jensens ’Stjernebilleder’.

Caravaggios’ Johannes Døberens Henrettelse fra 1608 har stor indflydelse på handlingen i Louis Jensens ’Stjernebilleder’.

Antonio Quattrone

Kultur
31. oktober 2015

Efter sidste års vidunderligt omstændelige erindringsstykker Elefanterne holdt altid med Tarzan er Louis Jensen tilbage med surrealistisk mættet prosa i Stjernebilleder. Hele setuppet lyder ellers som en standard-tv-krimi. En serie bestialske knivmord med antydningsvis okkulte undertoner finder sted i et unavngivet lokalsamfund, hvorfor vores fortæller, en forsumpet billedkunstner, hyres til at hjælpe kriminalpolitiet med opklaringsarbejdet ud fra den forhåbning, at hans kunstneriske intuition vil være til nytte.

Til at begynde med fyrer Jensen godt op under alle tilgængelige krimiklicheer. På sin kurs mod personlig deroute via misbrug og småkriminalitet trækkes den lurvede detektiv, som i en vilkårlig Raymond Chandler-roman, modvilligt ind i en sag efter et møde med en køligt afvisende kommissær, hvis seksuelt indladende sekretær tilsyneladende har skjulte dagsordner. Det kunstneriske bagtæppe er ikke i sig selv genren fremmed (jeg har f.eks. altid elsket Inspector Morse, netop fordi hvert andet mord i Oxford her involverer raritetskabinetter, operasangerinder og sprænglærde kunstkendere, som står over for århundredets forskningsgennembrud i assyriologi), men allerede efter et par og tyve sider støder romanen ganske hårdhændet den plotfikserede krimilæser fra sig. I stedet udvikler den sig i retning af surreel barokopera i en meget lang og udsyret sekvens, hvor fortælleren bl.a. synger Verdis rekviem som en duet med en mystisk rødlæbet kvinde og en rendegraver, falder ud over en skrænt og bugserer liget af en ung sanger med sære mundimplantater til højbords ved hjælp af et brokbind. Alt sammen under et natligt møde i et esoterisk selskab, som er mistænkt for at have forbindelse til mordene. Her introduceres også Caravaggios Johannes Døberens Henrettelse, et maleri, som får stor indflydelse på handlingen, bl.a. gennem fortællerens senere møder med selveste Caravaggio.

Vrider halsen om på genren

Og det er kun begyndelsen. Det er faktisk nærmest afsindigt, hvad der i Stjernebilleder rulles op af motivkomplekser, som hver for sig snildt kunne danne grundlag for hele romaner med og uden mordgåder i. Ud over den mangefacetterede kunsthistoriske dimension sættes mordene undervejs i forbindelse med alt fra ufologi, spiritisme, botanik, evolutionsbiologi, astrologi og transpersonlig psykologi til økonomisk teori, forbrugerisme, Danmarks krigsindsats og holocaust. Når man ved, hvor meget der kan ske på ti linjer i en af Louis Jensens små firkantede historier, burde man ikke være overrasket, og det, der overraskede mig mest, var egentlig også, at romanen gennem det hele pligtskyldigt fastholder det oprindelige krimiplot, som lige præcis ikke får lov at gå i opløsning.

I den stædige insisteren på at holde fast på genren, men samtidig vride halsen om på den, ligner Stjernebilleder Henning Mortensens otte-ti år gamle, forbandet fremragende Sondrup-trilogi, men den vil næppe blive lige så elsket. Stilistisk er Jensen overlegen, næsten så tørt ekvilibristisk som Mortensen kan være, og han formår på imponerende vis at balancere hen over samtlige krimi- og kunstnerromanklicheer og væve et selvbevidst sprogtæppe af stor originalitet.

Filosofisk indgangsvinkel

Der er ikke tale om egentlig pastiche eller ironisk genreparodi, men hele fremstillingen er gennemsyret af konstruktionsbevidsthed, der er æstetisk konsekvens i hver sætning. Men hvor Mortensen hele vejen fastholdt interessen for sit dybt originale persongalleri, som trods den enkle fortegning fungerede som empativækkende mennesker af kød og blod, så strømmer Jensens flirt med kabbalisme, astrologi og jungianske arketyper fra en anderledes filosofisk indgangsvinkel til fortællekunsten. Det er den, der gør ham til en gudbenådet børnebogsforfatter, men også til en voksenfortæller, der i højere grad deler vandene. Det vil denne roman givetvis også gøre.

Selvom krimigåden løses, i hvert fald nogenlunde, fører det ingen forløsning med sig. Dertil er genrens dynamik blevet for minutiøst dissekeret. For alt kan potentielt opfattes som kode: »På en måde, den skæve måde, passede tingene sammen, hvilket jeg tidligere havde erfaret, at selv der, hvor der tilsyneladende ingen sammenhæng var, havde eftertanken på situationer af lignende slags, bragt mig til den overbevisning, at hvad der ikke synes at koble sig til hinanden, altid gjorde det. Og altså også her. Var det grunden til, at kommissæren havde ansat mig?« Forbindelser og forklaringer vil uvægerligt opstå, uanset hvad der egentlig er sket. De er i øjnene, der ser. Detektivblikket, seriemorderblikket, kunstnerblikket, mystikerblikket, økonomblikket osv. skaber hver deres mønstre i stoffet, om så stoffet udgøres af mutilerede lig, stjerner på himlen, kunsthistoriske hovedværker eller tilfældigt affald, der blæser rundt på en parkeringsplads.

Louis Jensen har begået en sær metakrimi, der fremviser det forudsigelige og dog velsignet lindrende i den genre, som tegner midlertidigt meningsfulde mønstre gennem livets brogede virvar – og ikke mindst gennem lidelsens rå meningsløshed. Selv er romanen ingen pageturner, men for mig var dens trægere fremdrift en væsentlig pointe. Det demonstrativt nedsatte læse- og tanketempo bliver i Stjernebilleder underfundighedens mulighedsbetingelse.

Stjernebilleder
Louis Jensen
Gyldendal
260 sider
250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her