Læsetid: 4 min.

Når ord voldtager

I Frankrig har Christine Angot længe været et af de helt store forfatternavne med en særegen måde at beskrive selv det allerværste. Nu foreligger der omsider en af hendes romaner på dansk
Med den lille roman ’En uges ferie’, der nu findes på dansk, er Christine Angots oplevelse af faderens overgreb kogt ind til 120 sider fortalt i et åndedrag.

Franco Origlia

31. oktober 2015

Hvor langt er man kommet hen i Christine Angots En uges ferie før man opdager det? En fjerdedel inde i teksten? Indtil da er beskrivelsen blot konkret. Om et blowjob, som det vel egentlig hedder på dansk. Beskrevet i alle detaljer inklusiv, hvordan hun placerer armene for at give ham tegn, eller hvordan han nok snart bliver træt af at sidde i den stilling. Han sidder på toilettet, han har pakket et stykke skinke fra supermarkedet ud af plastik og lagt det på pikken og spurgt, om hun ikke er sulten, om hun ikke skal spise morgenmad? Og så gør hun det, mens hun tænker og tænker. Han ville for resten aldrig sige blowjob eller pik, hun tænker: »Han bruger aldrig, aldrig, aldrig, aldrig vulgære ord.« Hun tænker ikke et øjeblik på, at det er modbydeligt. Læserne opdager da også først modbydeligheden i en helt konkret beskrivelse, når han siger: »Sig: ’Jeg elsker dig far’.«

Velkommen til Christine Angots univers med den lille roman En uges ferie fra 2012. Den nu 56-årige forfatter brød for alvor igennem den litterære lydmur i Frankrig i 1999 med den selvbiografiske roman L’Inceste. Hun havde allerede flere romaner bag sig, men emnet var uden tvivl med til at katapultere hende direkte ind i skandalesøgelyset. Samtidig var der, som en række prominente kritikere bemærkede det, umiskendeligt store litterære kvaliteter, hvor selve hovedpersonens syn og sprog og oplevelse spandt sig sammen. Autofiktion bliver det kaldt og Angot er i allerhøjeste grad blevet kritiseret for udelukkende at beskrive sit eget liv. Det er en beskrivelse Angot med en meget fransk håndbevægelse verfer væk. For hvad vil det overhovedet sige at være sig selv?

Hendes oprindelige skandaleroman var da heller ikke kun en beskrivelse af forholdet til en incestuøs, fraværende far eller beskrivelsen af et tre måneder langt homoseksuelt forhold. Det var samtidig en omskrivning af starten på Hervé Guiberts roman Vennen, der ikke reddede mit liv, om forholdet til Foucault, og hvordan han døde af Aids og måske smittede Guibert.

I et åndedrag

Lige fra gennembrudsromanen står det derfor klart, at Angot er gjort af sprog, som kommer andre steder fra, som bearbejdes. Man kunne måske spørge: Hvem er ikke det? Angot har i al fald de sidste femten år fra roman til roman gennemført denne gennemskrivning af sit liv, altid med masser af brudstykker af anden tekst.

Med den lille roman En uges ferie er oplevelsen af faderens overgreb kogt ind til 120 sider fortalt i et åndedrag. Punktummer er der, men næsten ingen afsnit og kun et kapitel. Det er nærmest uudholdelig læsning. Faderen dirigerer deres seksuelle samvær og opdrager hende samtidig til det bedre borgerskab. Faderen, som vejer hendes bryster i hånden som grapefrugter, men også tager hende ud på Michelin-restauranter. Faderen, som analpenetrerer hende og samtidig indfører hende i litteratur. Og som ustandselig retter hendes sprog. Angot er ikke opdraget ordentligt, for hun er opdraget af moderen, der er ubelæst, fattig og jøde.

En overraskelse

Er man med Angots tidligere romaner blevet vant til den ubønhørligt nøgterne beskrivelse af det mest grænseoverskridende, er Christine Angots seneste roman fra 2015 Un amour impossible (En umulig kærlighed) en overraskelse. Det er beskrivelsen af forældrenes kærlighedsforhold: Pierre Angot, som forelsker sig i og forfører Rachel Schwartz i provinsbyen Châteauroux i slutningen af halvtredserne. Hun arbejder ved sygesikringen, han er udstationeret af militæret, men kommer fra Paris og drømmer om en karriere som lingvist. Han forfører Rachel med beskrivelser af hendes hænders blødhed og højtsvungne fraser. Hun forelsker sig hovedkulds i alt det, som åbner sig for hende: Storbyen, kulturen, filosofien. Han sætter betingelserne for deres forhold: Aldrig skal de giftes, han vil være fri. De kan få et barn og får det, den lille Christine. Faren befinder sig i Paris eller Strasbourg. Og så gifter han sig alligevel, men med en rig tysk kvinde. Senere vender han tilbage og datteren beundrer ham, som moderen engang gjorde. Og så er der En uges ferie.

Det som er mesterligt ved Angots nye roman er, hvordan den så præcist fortælles i moderens sprog, ned til de så almindelige grammatiske fejl og banale udtryk. Hvad der er endnu mere genialt er Angots brug af faderens breve. Romanen er spækket med dem, og de viser ikke en mand med store litterære evner, men en flad, konventionel stil. Men sandt nok: vulgære udtryk bruger han aldrig.

I Un amour impossible nævnes incesten nærmest ikke. Det er morens historie vi følger. Da det går op for moren, hvad der foregår med datteren, bliver hun syg med underlivsbetændelse og indlægges. Så tales der ikke mere om det. Ikke før Angot for længst er blevet kendt og har beskrevet incesten offentligt. Ikke før Angot, der har bevaret sin fars navn og hans overklassefornemmelser, har været gennem foragten for sin mor. For i sidste ende med denne roman at levere et af de smukkeste portrætter af en mor i litteraturhistorien. Til sidst begynder mor og datter at skrive sammen, og også disse breve gengiver Angot: Smukke, indlevende og kærlige. Og så til sidst får læserne en konkluderende samtale, hvor Angot over for sin mor analyserer, hvordan en racistisk, nihilistisk overklassesøn bevarede sin dominans gennem modbydelig fornedring af en mor og sit eget barn.

Selvfølgelig kunne historien ende her. Det gør den ikke. På sin vis ender den med hvordan halvdelen af kritikkerne har modtaget Un amour impossible. Måske emnet for næste roman?: »Sproget er plat« skriver de i le Figaro. »Det er fyldt med stavefejl og grammatiske fejl« og burde have været skrevet på en helt anden måde.

Det er som at høre den incestuøse far.

’En uges ferie’ af Christina Angot, oversat af Rigmor Eibe, Forlaget Arvids, 120 sider, 178 kroner.
’Un amour impossible’ af Christine Angot, Flammarion 2015, 217 sider, 18 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu