Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nissemanden og avantgardisten

Skrammel, skrot og andre hverdagsobjekter sættes sammen til eksperimenterende og ofte humoristiske værker. I mødet mellem Henry Heerup og Albert Mertz opstår der en spændende dialog, der viser nye sider af begge kunstneres virke
Kultur
30. oktober 2015

I 1970 fortalte billedkunstneren Albert Mertz til Politiken, at han flyttede til Frankrig »for ikke at få samme grusomme skæbne som Heerup – min gode ven – der render rundt med blokfløjte og nissehue i lommen, så han hele tiden kan være parat til at give rollen som hele Danmarks nissemand«.

Citatet fremhæver fint, hvordan også eftertiden har set de to kunstneres projekter som vidt forskellige: Den fabulerende og folkekære kunstner Henry Heerup, der mest er kendt for sine malerier af hjerter, kors, børn, cykler, nisser og andre symboler og konceptkunstneren Mertz, der mest af alt er kendt for sine malerier i blå og røde farver.

På Sorø Kunstmuseum kan man i øjeblikket se udstillingen Heerup & Mertz. Skrammel-avantgarde. Udstillingen er en del af projektet Heerup og avantgarden, som er et samarbejde mellem Heerup Museum, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Sorø Kunstmuseum. Gennem tre sideløbende udstillinger og en – i både indhold og udseende – flot forskningspublikation præsenteres nye vinkler på Henry Heerup (1907-93) som andet og mere end en nissemand. Og i Sorø er det således værker af Heerups 13 år yngre kollega Albert Mertz (1920-90), der bruges til at sætte Heerups værker i en dialog, der ikke kun fremhæver det avantgardistiske i Heerups kunst, men også viser det legende og folkelige i Mertz’ værker.

Her vises de to kunstneres fællesskab i det legende og eksperimenterende og i brugen af skrald, skrot og hverdagsmotiver, som det kommer til udtryk i så forskellige ting som Heerups Skraldeskulpturer, Mertz’ minidukkehus i en rød metalbrødkasse, Heerups ’manuelle filmapparat’ Billeddrejeren og Mertz’ eksperimentalfilm. Og selv om der nok er tale om en form for skrammel, så er der også tale om avantgardekunst, for både Heerup og Mertz har et slægtskab med andre avantgardebevægelser fra begyndelsen af forrige århundrede. Ligesom for eksempel surrealisterne og dadaisterne søgte Heerup og Mertz at nedbryde skellet mellem kunsten og det levede liv. Så selv om det er svært ikke at blive i lidt bedre humør af at se Mertz’ og Heerups skramlende kunst, så er der en alvor bag legen. Ikke mindst i en tid, hvor fremdrift, profit og effektivisering – også på kunstområdet – er tidens modeord, synes Mertz’ og Heerups »utopiske vision om at genfortrylle hverdagslivet«, som Jens Tang Kristensen beskriver det i sin forskningsartikel, mere aktuel end nogensinde.

En nørdet udstilling

Hvor de udstillede værker er pudsige og eksperimenterende, er selve udstillingens opbygning forholdsvis stringent og alvorlig: mange af væggene er malet i en grå farve, de fleste værker hænger på en snorlige linje og skulpturerne er sikret bag glasmontrer. Det siger noget om, at selv om de to kunstnere måske ønskede, at deres kunst skulle være folkelig og en del af livet, så er deres værker alligevel endt i museernes og privatsamlernes varetægt som værdifulde objekter. Noget, der i dag er en lige så vigtig del af fortællingen om kunstnernes avantgardeværker.

Det fungerer virkelig fint at lade værkerne være alene om at skramle i en enkel udstillingsopbygning, hvor de kan tale for sig selv og med hinanden. Samtidig understreger det, at der på mange måder er tale om en i positiv forstand nørdet udstilling, som især vil være sjov for dem, der i forvejen kender til Heerups og Mertz’ værker, men mindre til deres fællesskab. Her kan man bruge god tid på at sammenligne kunstnernes værker, deres forskelle og ligheder.

Mertz med mere

I en tid, hvor udstillinger hele tiden skal være større og vildere for at lokke publikum til, er det dejligt med en udstilling, der tager udgangspunkt i museets egen fine samling af Mertz-værker. Udstillingen får således ikke kun en værdi i sig selv, men giver nye perspektiver på museets faste udstillinger. For selv om Skrammel-avantgarde ikke er en kæmpe udstilling, så er det en gennemarbejdet udstilling, hvis tanker og pointer varer længere end den tid, det tager at se særudstillingen.

Når man har set Skrammel-avantgarde, er det derfor også sjovt at komme op i museets faste samling, som – heldigvis – stadig rummer mange af Mertz’ mere konceptuelle værker. Her udstillet sammen med blandt andet Peter Louis-Jensens struktur af 16 strengt geometriske objekter fremstår Mertz’ værker mere tørre og konceptuelle. Men set i umiddelbart forlængelse af særudstillingen er det som om, de samtidig hænger der som en indforstået joke – næsten med et glimt i øjet, hvis kunstværker da kan have dette – om, at der er mere til Mertz end konceptkunsten. Og at der altid kan være mange forskellige måder at fortælle historier om selv velkendte kunstnere på.

’Heerup & Mertz. Skrammel-avantgarde’. Sorø Kunstmuseum. Indtil den 10. Januar 2016.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her