Læsetid: 3 min.

Nul volt i pennen

Niels Lyngsøs nye roman fortæller en velkendt historie, men gør det så også helt energiforladt
3. oktober 2015

Der er virkelig mange problemer med Niels Lyngsøs nye roman Min ukendte bror, lige fra det største, kompositionen, til det mindste, stilen, tonefaldet, men lad os begynde med noget andet. Undervejs skriver Lyngsø faktisk godt om sin hovedpersons akavede liderlighed, især om teenageårenes liderlighed.

Liderligheden er sjældent intens, men også i nærmest skræmmende grad ude af kontrol. Den er en social byrde. Den gør alle situationer umulige, den er fyldt med pinlighed.

Lyngsø fanger den balance i flere rigtigt fine passager. Men det meste andet i bogen er altså hårdt at kapere. Et er, at Min ukendte bror tager et gevaldigt, tilsyneladende umotiveret og ret forvirrende kompositorisk herresving.

Den både begynder og slutter i noget, der vækker mindelser om latinamerikansk inspireret fortælleglæde – markante personligheder, der ligesom stråler anekdoter ud af sig, skæbnebeseglende begivenheder, globale linjeføringer, samfundshistorien set fra fugleperspektiv, den slags.

Men resten og langt størstedelen af bogen er en let indadvendt og meget velkendt historie om en mand i krise. Han har haft et psykotisk anfald, Hans-Peter Frederiksen, efter bruddet med sin kone, og sidder nu på psykiatrisk afdeling.

Dér taler han med sin terapeut. Min ukendte bror krydsklipper mellem terapien og hans barndom og ungdom, der rulles op kronologisk, begivenhed for begivenhed. Så er han et akavet barn med en usympatisk far og en utrolig evne til at lære nye sprog, så er han en akavet ung, der drikker sig fuld og ser på piger, så er han en akavet studerende, der først kommer på ret køl, da han møder sin Gitte.

Så er han en akavet, knap fyrreårig mand, der tager sit liv op til revision, da hans ungdoms flamme står foran ham. En forglemmelig historie, kort sagt, fortalt med et gammelt greb – midt i livet og fra krisens nulpunkt oprulles tiden op til krisen – men den slags kan stilen gøre levende.

I Min ukendte bror er den i stedet garneret med udblik til de rumsatellitter, der i slutningen af tresserne blev sendt ud i universet. Hans-Peter er født i 1968. Det er symbolsk, må man tro, for netop sådan virker Hans-Peter, som om han blandt mennesker er så fortabt som en satellit hinsides Jupiter.

Fortæller med nul volt

Og så er romanen garneret af sin fortællers glæde for informative afstikkere om alt fra evolutionsbiologi over stjernetåger til logikker for hakkeordener i mindre samfundsgrupper. Desværre er de indskud uforklarligt energiforladte.

At læse sig gennem dem føles som at læse planchetekster på et middelstort dansk museum. Alt er pædagogisk og informativt og drænet for humør. Man ved ikke helt, hvad man skal stille op med sin nye viden og trisser søvnigt videre til næste planche:

»I 1958 vedtages Folkeskolereformen, der ensarter undervisningen på alle landets skoler. I Sverige åbner Ikea sit første varehus, og i Jylland indgiver Lego en patentansøgning for at få eneret på nogle ’kasseformede elementer med koblingsorganer’.

Det er Lego-systemets altafgørende patent.« – »Blandt homo sapiens har det altid været muligt for begge køn at vandre ud i verden, men efter agerbrugets indførelse blev den mest udbredte praksis at hannerne blev boende sammen med deres slægt og arvede jorden, mens hunnerne blev betragtet som genstande og afsat til en nabostamme.«

Det sidste står som indgang til det faktum, at Hans-Peter begynder på gymnasiet, men jeg bliver nødt til at understrege: som læser af Min ukendte bror har man intet at bruge de oplysninger til. De forbinder sig ikke på nogen meningsfuld måde til fortællingen. De står bare der og flagrer gråligt.

Eftersom Min ukendte brors næsten-alvidende fortæller til slut afsløres som en skikkelse i romanen, ville det have været oplagt at læse det som et indirekte portræt af hende. Men det giver heller ikke mening, man fornemmer netop ingen personlighed, intet humør, ingen ironi, intet engagement. Der er nul volt i pennen, simpelthen.

Hvad mere? Replikkerne falder tit noget tungt, og den akavede Hans-Peter Frederiksen fylder så meget i bogen, at de andre skikkelser er noget blege og endimensionelle i det. Men andre anmeldere har i andre aviser udråbt Min ukendte bror til en umådeligt vellykket bog, faktisk et mesterværk. Det er ikke til at forstå, at de og jeg har læst samme roman.

Min ukendte bror
Niels Lyngsø
Gyldendal
320 sider
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu