Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En ø går under

Dennis Gade Kofods ordknappe apokalypse er et politisk sørgeskrift og en lille, litterær fornyelse. Aldrig før er troldmænd beskrevet så minimalistisk
Kultur
31. oktober 2015
Dennis Gade Kofod.

Tor Birk Trads

Det går hurtigt ned af bakke i Dennis Gade Kofods nye, lavmælte, kraftfulde roman Nancy, og det på en virkeligt radikal og konsekvent måde. Bornholm går under. Undergangen begynder seks sider inde, på sidste side er øen – med en enkelt undtagelse – tømt for mennesker. Først samler tågerne sig i havkanten, så begynder de hjemløse at forsvinde, så begynder skovene og jorden at give sig, klipperne at bevæge sig, så går de underjordiske gennem natten.

Det tager ikke mere end en sommer, men når Nancy er slut, er der ikke andet end øen tilbage. Bevægelsen er uafvendelig, ingen gør rigtig modstand, mest fordi de ikke kan begribe, hvad der sker. Som læser er man aldrig i tvivl om, hvordan det vil ende. Alligevel gribes man af en dump sorg over bogens indfølte, nøgterne beskrivelse af de liv, der blev tilbage.

Læs også: Bornholm er én stor fantasy-fortælling

Deres nødvendige tro på, at det selvfølgelig nok skal gå, at netop de kan klare den, nu de hverken kan eller vil flygte til fastlandet. Hvordan de prøver at holde sammen og fortsætte en hverdag, mens butikkerne lukker, forsyningerne udefra slipper op, skoler og institutioner forsvinder, politiet gradvist giver fortabt over for lovløsheden.

Beskrivelserne af, hvor hurtigt og nøgternt det så går galt alligevel. »Igen og igen den samme reaktion: Vi kan ikke tro det, at det er det, der sker, at det er os, der uddør,« tænker bogens hovedperson, 25-årige Nancy til slut i toppen af et kirketårn. Til at begynde har hun ellers et rengøringsjob, læser på HF, er på vej til at blive noget andet end sin mor, der sidder ved kassen i byggemarkedet.

Hun har en hårdt pumpet, voldelig kæreste, men er mere interesseret i Albert, hvis forældre er gymnasielærere. Han repræsenterer en anden verden end hendes. Det kunne være en historie om social mobilitet og om de forskelle i livsform, som skiller klasserne ad i dag. Det kunne være en rigtig Helle Helle-historie om at skulle slippe sine rødder i provinsen og så ikke ville eller kunne gøre det alligevel. Og Nancy fortæller også den historie. Uden at gøre det store nummer ud af det, er den også en indfølt og usentimental roman om livet i den moderne provins. Dennis Gade Kofod har virkelig blik for småbyernes sære blandinger af rundkørsler, flipperliv og forsvindende landbokultur. Men bag det rumler overtroen og apokalypsen, troldmænd, kæmper og sværddrab. Det er en vild blanding, den lakoniske samtidsskildring, der mødes med en sort fantastik.

Underspillet kraft

Den blanding ses også i sproget. Gennem de sidste ti år og gennem nu seks romaner har Dennis Gade Kofod skrevet stadigt mere nedtonet og ordknapt. Nu er han endt med en regelret minimalprosa, egentlig mere i stil med Simon Fruelund end Helle Helle: nedskrabet og luftig, med helt korte sætninger og utrolige mængder linjeskift.

Det er en stil, der registrerer de små situationer og nægter at svælge i patos. Det handler om at finde det rette ord, optegne den vigtigste gestus, den sigende detalje, og så ikke sige mere end det. Det handler om at strejfe begivenhederne snarere end at udpensle dem.

Måske er Nancy ikke helt så virtuos i sin præcision som Fruelund kan være. Men det er altså ret modigt at blande kosmisk undergang med den slags minimalisme, og reelt nyskabende at få det til at fungere så godt. Der er en utrolig, underspillet power, simpelthen, i de bedste af bogens scener, en underdrejet uhygge i den måde, trolde pludselig optræder i en skrift, der synes designet til at registrere hverdagens mindste skælven. Her giver en familie af gamle bz’ere med flippede navne – sådan nogle bor også på Bornholm – fortabt og flygter. De kører af sted med en gammel båd på en trailer: »I stævnen sidder tre af de store unger. De har tre af de små på skødet.

Det, at de ser så bange ud, gør ondt i hende.

Sjaske følger deres blik og ser, at de bliver fulgt af en deling underjordiske.

De rider bag dem.

De har ikke trukket deres våben.«

Det er jo en scene fra en fantasyroman eller Steven King, men her som sproglig maggiterning. Og energien flyder også den anden vej. I en af bogens mest overraskende, helt korte scener sidder fire troldmænd og er udmattede efter nattens arbejde. Så blunder og sitrer de som mødige bønder på marken.

Gedigent gennembrud

Nå. I et indlæg her i avisen sidste uge skrev Dennis Gade Kofod om behovet for fortællinger fra den danske udkant, som belyste de sociale omkostninger ved de sidste årtiers affolkning. Det er oplagt at læse hans nye roman i det lys. Ikke at den er et argument for eller imod en bestemt politik, dens ærinde er vel snarere at videregive en bestemt stemning, at tydeliggøre og forstærke den.

Hvilken stemning? Stemningen af at leve i et samfund, der langsomt går under. Betoningen af, at livet der også er en hverdag, og at den hverdag bare fortsætter, mens noget dybt nede går til grunde.

De underjordiskes forbandelser er jo bare et eksempel på uforståelige kræfter, der lægger områder som Bornholm eller dele af Nordjylland øde. Uden for romanernes verden kalder vi de kræfter globalisering eller historisk nødvendighed, men forstår vi dem bedre, egentlig, fordi vi har givet dem de navne? Har vi større magt over dem, fordi vi kan læse om dem i en økonomisk lærebog?

Stemningen i de landsbyer, hvor skolerne lukker og de unge flytter væk er den samme uanset hvad. Set i det lys er Nancy ikke bare den mest nøgterne apokalypse, man kan forestille sig, knugende og fængende på samme tid. Den er også en bog til sin tid. Hvis der var retfærdighed til, så blev den et gedigent gennembrud for sin forfatter.

Nancy
Dennis Gade Kofod
Rosinante
208 sider
250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her