Læsetid: 6 min.

Opgør med myterne om kuppet mod Allende

Fremragende og læseværdig bog om militærkuppet i 1973, og hvad deraf fulgte både i Chile og på den danske venstrefløj
Det chilenske præsidentpalads La Moneda var indhyllet i røg, da det i 1973 blev angrebet af den chilenske hær under ledelse af general Augusto Pinochet.

El Mercurio

21. oktober 2015

Morten Lassen har skrevet en glimrende og grundig beretning om kuppet i Chile den 11. september 1973, og hvad deraf fulgte både i Chile og i Danmark. Bogen indeholder en analyse og en række tolkninger af begivenhederne og aktørerne og er samtidig en levende og engageret fortælling. Grundigheden fremgår af omfanget, 429 sider, og af de ikke mindre end 1.456 noter og referencer. Men ML skriver i et medrivende sprog; måske er det en fordel, at han ikke er uddannet historiker, men cand.mag. i litteraturvidenskab med historisk indsigt.

Læs også: »Jeg var jo i den forstand terrorist«

Bogen er blevet til over en længere periode og er baseret på grundig research, omfattende kildestudier, af samtidige politiske dokumenter, aviskommentarer og referater, men også litterære og filmiske fremstillinger. Det, der dog mere end noget giver bogen autenticitet og gør den interessant, er de mange interviews med datidens aktører, både chilenere og danskere og både i Danmark og i Chile, hvortil ML foretog en rejse i 2013.

Det ligger ML på sinde at gøre op med en række myter om kuppet, og hvad deraf fulgte, og han har tydeligvis ret i, at sådanne myter har trivedes på både højre og venstre fløj. Højrefløjens myte om, at kuppet blot handlede om at redde nationen og demokratiet fra den frygtelige undertrykkelse, som var på vej under præsident Allende, blev dementeret grundigt af de næste 17 års militærdiktatur under general Pinochet.

Læs også: Et før og efter for den danske venstrefløj

Men også på venstrefløjen var der myter. En af de hårdnakkede var, at Allende døde i paladset La Moneda i skudkamp med kupmagernes indtrængende soldater. Det var den mest heroiske måde at dø på. Men ifølge ML blev det ved en obduktion af Allendes lig i 2011 endegyldigt fastslået, at han begik selvmord, da soldaterne trængte ind. Forståeligt nok, og ikke at det gør den store forskel, men myter kan også spille vigtige roller.

En anden venstrefløjsmyte er ifølge ML, at CIA var direkte involveret i kuppet i 1973. Han kritiserer bl.a. Danmarks Radio for i en udsendelse i 2014 – Kuppet der knuste demokratiet (som jeg ikke har hørt) – at have »beskyldt CIA for at stå bag kuppet«. ML’s trumfkort er her en tidligere CIA-agent, der i en artikel i Foreign Affairs i 2014 hævdede, at CIA og præsident Nixon ikke kendte til kuppet, før agenten fra Santiago sendte et telegram om det den 9. september, altså to dage før kuppet.

Om dette er tilstrækkeligt til at dokumentere, at CIA ikke var direkte involveret, kan nok diskuteres. ML skriver selv om mandag den 10. september: »Den stiltiende aftale mellem kupmagerne og CIA i Washington er, at kuppet vil finde sted, når generalerne er klar, og at CIA vil blive informeret kort forinden.«

Ærlig talt, er det ikke – sammen med andre CIA-aktiviteter, som ML gør rede for – nok til at sige, at CIA havde en finger med i spillet? Dette uanset at kuppet i øvrigt blev planlagt og gennemført af de chilenske generaler, interessant nok med Pinochet som den sidste, der sluttede sig til kupmagerne.

Kuppet blev den blodige afslutning på Allendes forsøg på at dreje udviklingen i Chile i retning af socialisme. Han var blevet valgt i 1970 ved det første demokratiske valg, der nogensinde havde bragt en erklæret marxist til magten som statsoverhoved. Han havde ganske vist ikke et flertal bag sig, kun 36,3 procent, men altså mere end modkandidaterne.

De tre år havde udviklet sig ret kaotisk. Det lykkedes regeringen at gennemføre tiltrængte jordreformer og nationalisere kobberproduktionen, som stod for hovedparten af eksporten, og hvorfra indtægterne hidtil var gået i det amerikanske minekompagnis lommer. Men alle bestræbelserne blev bekæmpet af det chilenske borgerskab og højrefløjen og med alle midler – også beskidte – af USA under Nixon.

Læs også: Arven fra 11. september

Hvad der fulgte efter kuppet, var først og fremmest en voldsom repression og klapjagt på alle venstreorienterede. Brutal tortur, likvideringer og ’forsvindinger’. Det hele blev systematiseret i den berygtede ’Operation Condor’ i samarbejde med Latinamerikas øvrige militærdiktaturer. Det var i den forbindelse, at hundredvis af bagbundne og torterede fanger blev fløjet ud over og kastet i Stillehavet.

Samtidig inviterede Pinochet Chicago-økonomen Milton Friedman til Chile, hvor han i de følgende år stod i spidsen for at gennemføre en chokkur, et ekstremt neoliberalistisk eksperiment, som overlod udviklingen til de frie markedskræfter. Det skabte betydelig økonomisk vækst, men uddybede ulighederne mellem rig og fattig og førte til hastigt voksende arbejdsløshed og drastiske forringelser af uddannelse og sundhed. Alt dette og meget mere gør ML glimrende rede for, før han vender blikket mod den danske venstrefløjs reaktion på kuppet.

Venstreorienterede over hele verden havde i spænding fulgt Allendes og Unidad Populars demokratiske og fredelige vej mod socialisme, La Via Chilena, som nu blev brutalt slagtet. I Danmark var der tre dage efter kuppet hele to demonstrationer i København, den ene arrangeret af DKP m.fl., den anden af VS m.fl. Jeg var taler ved sidstnævnte og er altså part i sagen.

Når der var to demonstrationer og ikke én, havde det at gøre med det dybe modsætningsforhold mellem DKP og det ’Nye Venstre’, der var opstået i 60’ernes bevægelse mod USA’s krig i Vietnam. Det handlede bl.a. om humanitær bredde versus politisk bevidstgørelse, om topstyring eller basisdemokrati og i sidste ende om DKP’s binding til Moskva. Derfor spaltedes Vietnambevægelsen i to.

Nu gentog historien sig. Der blev ganske vist gjort et forsøg på at etablere en fælles Chilekomité, men det viste sig hurtigt, at modsætningerne var for store. Centralt stod en diskussion om, hvorvidt Allende og Unidad Popular selv havde været for naive, og om der i det hele taget var en fredelig, parlamentarisk vej til socialisme. Efter nogle kaotiske møder forlod DKP komiteen og stiftede sin egen Salvador Allende-komité. På baggrund af interviews med en række aktører redegør ML udmærket for hele balladen, og jeg medgiver, at forløbet på mange måder var beskæmmende for alle parter.

Set på mere end 40 års afstand kan jeg undre mig over, at vi uden det helt store kendskab til forholdene i Chile kunne være så skråsikre på, at vi hver især havde ret. DKP’ernes anklage mod os andre for sekterisme var ikke ubegrundet; til gengæld havde vi ret i, at DKP kun ville være med, hvis de kunne styre komiteen politisk. Det kunne de med Salvador Allende-komiteen, selv om det lykkedes at inddrage både SF’ere og socialdemokrater. I den forbindelse har der indsneget sig en sjælden fejl i bogen: Ib Nørlund var en fremtrædende DKP’er, men ikke formand for partiet.

De to komiteer arbejdede altså hver for sig i solidaritet med Chiles folk. Som ML redegør for, foregik der et omfattende solidaritetsarbejde med pengeindsamlinger, boykotaktioner, hjælp til chilenske flygtninge og meget andet. Bogen giver et glimrende billede af flygtningenes situation, på den ene side glade for at leve trygt og godt i et skandinavisk velfærdssamfund, på den anden side hele tiden fokuseret på, hvad der var sket og fortsat skete i Chile. Allerede dengang var Sverige i øvrigt langt foran Danmark på flygtningeområdet. Hvor der kom cirka 1.000 chilenske flygtninge til Danmark, tog Sverige imod 25.000.

I 1990 sluttede diktaturet, efter at Pinochet havde tabt en folkeafstemning. Socialisten Ricardo Lagos blev valgt til ny præsident, men fortsatte reelt Pinochets neoliberalistiske økonomiske politik. Pinochet selv fortsatte som senator på livstid, men blev i 1998 på dramatisk vis arresteret i London og retsforfulgt først i England og siden i Chile, hvor han kom i husarrest. Der blev nedsat flere kommissioner til at bearbejde fortiden, og de afslørede de uhyrlige forbrydelser, der var begået under militærdiktaturet. Sandheden kom frem, men de ansvarlige blev ikke retsforfulgt. ML konkluderer, at en egentlig forsoning stadig mangler.

Morten Lassens sympatier ligger klart mere til venstre end til højre. På den baggrund undrer det mig, at han kan få sig selv til at skrive denne flovse om arbejderne i 70’erne: »… det eneste røde hos den rigtige industriarbejder var bøfferne og rødvinen«. Og det undrer mig endnu mere, at han giver Francis Fukuyama ret i, at »historien er slut – det kapitalistiske demokrati som samfundsmodel står i dag (næsten) uimodsagt«.

Men det er skønhedspletter på en på mange måder fremragende og læseværdig bog.

Morten Lassen: Kuppet i Chile – og den danske venstrefløj. Informations Forlag, 429 sider, 300 kr.

Steen Folke er fhv. MF for VS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Steffen Gliese
Mikael Velschow-Rasmussen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

det kapitalistiske demokrati som samfundsmodel står i dag (næsten) uimodsagt

...det må være skrevet af en mand, der ikke forestiller sig demokratiet i sin fulde og mest effektive udgave.

Michal Bagger, Jens Thaarup Nyberg, Benjamin Bach og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar

En anden venstrefløjsmyte er ifølge ML, at CIA var direkte involveret i kuppet i 1973.

...

Om dette er tilstrækkeligt til at dokumentere, at CIA ikke var direkte involveret, kan nok diskuteres.

...

Ærlig talt, er det ikke – sammen med andre CIA-aktiviteter, som ML gør rede for – nok til at sige, at CIA havde en finger med i spillet?

Jeg tror ikke helt, jeg er med: Så først gengives det, at forfatteren har som holdning, at der er tale om en venstrefløjsmyte. Derefter siges, at bogen indeholder argumenter for at CIA er involveret. Derefter, at Steen Folke tolker det som, at ML gør rigeligt rede for, at CIA havde en finger med i spillet!

Hjælp!

Keld Albrektsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

“I don’t see why we need to stand by and watch a country go communist because of the irresponsibility of its own people.”

—Henry Kissinger, June 27, 1970

Erik Feenstra, Ejvind Larsen, Flemming Berger og Michal Bagger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Vi må have opgør med myten om, at der skulle være myter om kuppet mod Allende.
Aflivning af myter sælger altid godt, næsten lige så godt som plantning af rygter.

Keld Albrektsen

Jan Weis: Ok, ja - han var i marts 2014 i Washington Post med en mening om Ukraine, og har siden udgivet "World Order"... Der er jo dem, der siger at "ukrudt forgår ikke så let"...

Keld Albrektsen

Benjamin: Den lidt kryptiske konklusion bygger tilsyneladende på, at hvis det IKKE er dokumenteret, at CIA IKKE var direkte involveret, så er det altså dokumenteret, at CIA var direkte involveret.
Jeg er ikke sikker på at den argumentation holder; alt andet lige må det være mere sikkert at dokumentere AT de var involveret :-)