Læsetid: 5 min.

Ordfanfarer for feminin selvstændighed

Efter syv års pause genfortæller Janet Jackson, hvem der har bukserne på, og revitaliserer sig selv som urban popdronning. Mens Little Simz kun lige er begyndt
Little Simz løfter arven fra britiske grimemestre og – måske helt uvidende – fra popdronning Janet Jackson, der selv er aktuel med et nyt album, som på intet tidspunkt lefler for unge lyttere. PR-foto.

Little Simz løfter arven fra britiske grimemestre og – måske helt uvidende – fra popdronning Janet Jackson, der selv er aktuel med et nyt album, som på intet tidspunkt lefler for unge lyttere. PR-foto.

16. oktober 2015

Janet Jackson er tilbage efter syv års pladepause, og som en anden Siriuspatrulje reclaimer hun sit popmusikalske territorium ved at tage en tur i den gammelkendte rille, dén lavet af vinyl. Unbreakable starter med lyden af en pickup, der bliver sat i en vinylplade, og med det samme rives vi tilbage til damens måske vigtigste hit, det Joni Mitchell-samplende »Got ‘Til It’s Gone« fra 1997, der var gennemsyret af skrattende pladelyd. Tilbage på et højere niveau. »I lived through my mistakes/It’s just part of growing« er pladens første ord.

Siden det store gennembrud i 1986 med sit tredje album Control har Janet Jackson stået som et afgørende kvindeikon. Albumtitlen var ikke grebet ud af luften. Hun var blevet skilt og havde sågar forladt Cirkus Jackson, ikke mindst den perverst dominerende far, Joseph, som havde styret hendes to første, mislykkede plader med hård hånd. I stedet gik hun i ledtog med producerne Jimmy Jam og Terry Lewis og skabte sit første nummer et-album og også lige en ny spartansk funky crossover-lyd. Hun var medkomponist på syv og medproducer på otte af albummets ni sange, og hittet »What Have You Done For Me Lately« var en ætsende afsked med ægtemanden.

Det er svært at forestille sig Beyoncé, Rihanna, Kelis og i nyere tid FKA Twigs og Miley Cyrus uden Janet Jackson som en banebryder. En uafhængighedsforkæmper og en stolt betvinger og besynger af krop og seksualitet. Noget, der – bunduretfærdigt og vildt sexistisk – gav bagslag under anmeldelserne af pladen, der fulgte hendes legendariske wardrobe malfunction, hvor Justin Timberlake fik blottet hendes højre bryst til 140 millioner seere i pausen i Super Bowl-finalen 2004.

Urban popdronning

Fuck det. Jacksons arv består og lever videre. Hendes 1989-album Janet Jackson’s Rhythm Nation 1814 var et politisk bevidst og socialt indigneret konceptalbum. Og et hit. Og The Velvet Rope fra 1997 var et introspektivt og psykoanalytisk, men også eksperimenterende seksuelt værk, der fulgte oven på et større sammenbrud, der blandt andet involverede depression og anoreksi. Det var hendes fjerde nummer et-album i USA.

Unbreakable er hendes syvende nummer et-album i hjemlandet, og dermed er hun den tredje nogensinde – sammen med Bruce Springsteen og Barbra Streisand – der har besteget albumførstepladsen i fire forskellige årtier. Og det er hendes første album udgivet uafhængigt på eget selskab. Mere frihed. Det er blevet kutyme på nutidens popalbummer at garderoberne hyppigt skiftes, referencerne atomiseres og den demografiske appel udvides med skud i mange retninger, således at pladerne former sig som en buffet af clickbait på Spotify og deslige. Også Jacksons seneste album. Hun har co-produceret med sine gamle, hæderkronede samarbejdspartnere Jimmy Jam og Terry Lewis, og albummet er et smukt varieret katalog over hendes hævdvundne dyder – både det potente og det sårbare – suppleret med en behersket efterårskollektion af årstidens toneklange, uden at hun på noget tidspunkt lefler for nye, unge lyttere.

Sangene handler om medafhængige kærlighedsforhold, hadefulde kritikere og kærlighedens kraft, og musikalsk har de mindelser om Justin Timberlake, 60’er-Motown-pop, 70’er-Stevie-Wonder-soul, 80’er-Kate-Bush-balladekunst. »Dammn Baby« kan med sin gejlt ekkoende mandebaggrundsvokal minde om Drake, men det fyndigt harmoniske omkvæd er umiskendeligt Jackson – ja, faktisk lyder Janet med sin dybere stemme flere steder som sin afdøde bror Michael. »Black Eagle« starter med fingerknips, en bas, lidt elorgel og så vidt ekkoende flageoletovertoner på en akustisk guitar. Wauw. Og »The Great Forevers« fejende omkvæd iscenesættes af old skool-brummende synthesizere i overensstemmelse med den herskende retromani.

Unbreakable er en for lang (65 minutter) magtdemonstration, men undervejs får 49-årige Jackson klart og tydeligt og sofistikeret vist os, hvem der har bukserne på – og revitaliserer dermed sin status som urban popdronning.

21-årige Simbi Ajikawo alias Little Simz er først lige begyndt. Men den engelske rapper, sanger, musiker, ja, sågar skuespiller er allerede en formidabel tilstedeværelse på hendes fremragende, korte debutalbum A Curious Tale of Trials + Persons – udgivet på sit eget label, indspillet gratis i Red Bulls London-studie.

Når hun ikke synger soulfuldt hoppende eller skyggefuldt lurende, så rapper hun med en benhård, knejsende klang og et vildt ordrigt flow a la amerikanske Angel Haze. Men med ærkebritiske fraseringer og afsnuppede endelser.

Empowerment-projekt

Som hos Jackson er der hos Simz et frigørelses- og empowerment-projekt på spil. Det foregår igennem antimaterialistiske fortællinger og et væld af personaer, der diskuterer undertrykkelse, desperation, åndelig død, den dybt forvildede jagt på kærlighed og om hvordan det er at være sej og innovativ kvinde i musikbranchen.

Mens Janet Jackson startede sin karriere som tiårig i tv-showet The Jacksons, så begyndte Little Simz’ karriere som 11-årig, da hun debuterede som rapper i en ungdomsklub i Islington – og som 15-årig som skuespiller i tv-serien Spirit Warriors. I dag er Simz en del af en ny London-generation af unge rappere, herunder også Stormzy, Novelist og Jammz. Og dele af albummet kan da også benævnes grime – denne elektronisk knubbede, britiske hiphop-variant – men det er også uden for kategori. A Curious Tale ... er fuld af dunkel energi, ekkoer og strejflys, melankolske strygere, salvelsesfulde rastafaristemmer, der pletvist forlener albummet med en mysticisme og paranoia, man også kan finde på Massive Attacks bedste plader. Og der er stærke soulede omkvæd i den fremragende »Gratitude« med sit klagende duet-omkvæd »I’m crawling up these walls, but they won’t come down« og på den smukke »Wings«, der i sin kosmiske stemning ikke er langt fra Janet Jackson-albummets »Dream Maker/Euphoria« – dog her med socialrealistisk spyttet vokal.

En ung dame løfter i hvert fald arven fra britiske grime-mestre som Wiley og Dizzee Rascal, men også – måske helt uvidende – fra Janet Jackson. Disse ord fra Little Simz kunne i hvert fald også have været den amerikanske stjernes ord: »This is our freedom/Cut off them chains/This is our struggle/This Is our pain (...) Give me back my wings, yeah

Janet Jackson: ’Unbreakable’ (Rhythm Nation/BMG).

Little Simz: ’A Curious Tale of Trials + Persons’ (Age 101 Music/Playground). Ude digitalt nu og på cd og vinyl den 30. oktober.

Janet Jackson spiller koncert i Forum, København, lørdag d. 30. april 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu