Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Overvældende Shu-bi-dua-musical

Fredericia Teaters nye musical ’Shu-bi-dua’ overrumpler alle med sin opfindsomhed over de velkendte ørehængersange. Det er knald i låget, og tak for det!
Snevejr over Kgs. Nytorv bliver til strandidyl i 1970’er-badebukser i Fredericia Teaters fantasifulde og imponerende Danmarksmusical Shu-bi-dua.

Søren Malmose

Kultur
2. oktober 2015

Retroeffekten er næsten chokerende. Alle i musicalen Shu-bi-dua vandrer omkring i kortsmarte jakker med kernelædertasker og plysørevarmere, mens de ser 1980’er-agtige ud. Og så synger de alle de ord, som blev slogans for danskerne for 30-40 år siden.

»Tag til Costa Kalundborg,« lyder det, hvorefter palmer dukker op i videohorisonten. »Storken er en dejlig flyver,« synger de, og straks lander en animeret stork på bagscenen, og »Men der er intet så skøn som en Vuffelivov,« logrer det bedste, den har lært.

Instruktøren Thomas Agerholm, manuskriptforfatterne Mads Æbel-øe Nielsen og Søren Møller, scenograferne fra Ja Film og koreografen René Vinther har skabt en kollektiv fortælling og en videoscenografi, der er så fuld af humor, at folk klukker hver eneste gang, scenen skifter.

Sangen »Står på en alpetop« bliver straks efterfulgt af sangen »Knald i låget«. For ideerne vrimler, og scenografien imponerer med sine legende videopåfund. Her er et typisk teenageværelse i 1980’erne med intakt arkitektlampe og klistermærker med ’Atomkraft Nej Tak’ på opslagstavlen – og her er der såmænd også drømmebilleder af et Kgs. Nytorv med statue i snevejr, aldeles uvidende om fremtidens metrokaos. Alt kan åbenbart lade sig gøre på Fredericias gamle biografscene.

Nørd og Cheminova

Det overvældende er egentlig, at Shu-bi-duas tekster virker lige så vilde og kække som dengang i 1980’erne; også selv om jeg personligt savnede den autentiske Shu-bi-dua-lyd af de gamle drenges helt unikke leg med rytmepauserne mellem de gakkede ord. Ved premieren var det helt vemodigt at se de ældede Shubber tage imod applaus som aftenens hædersgæster. Folk elsker dem virkelig.

På scenen er deres ukuelige sange bundet sammen af en fantasifuld historie om en teenagedreng, der ikke helt kan finde sig til rette i virkeligheden. Det kan hans mor ikke forstå, men det kan hende den skønne pige, der ellers er på vej på en blaffertur alene ned gennem Europa …

Shu-bi-dua er med andre ord blevet en skæg og meget danskernørdet musical. En forestilling om dengang Olsen-Banden så rødt. Men også om dengang de første miljøfolk begyndte at bekymre sig om miljøet – og dengang Shu-bi-duas sang om Cheminovas tønder, der rullede i land, var med til at åbne folks øjne for forureningen fra industrieventyret.

I øjeblikket er der nærmest ikke musiker eller digter, der ikke får skabt en teaterkoncert over sine sange – John Lennon, Tom Waits, Anne Linnet, Thomas Helmig, Tove Ditlevsen …

Men Shu-bi-dua ikke bare en handlingsløs teaterkoncert – den er en ’rigtig’ musical med tynd historie og masser af kostumer og kvik koreograf. Fredericia Teater har godt nok lånt med arme og ben fra High School Musical og Spiderman og Saturday Night Fever – og hvad der ellers har virket nærliggende fra musicalhistorien. Men forestillingen formår at skabe en imponerende sammenkobling af alle de Shu-bi-dua-sange, som er blevet til nyklassikere, og som er smuttet med indenfor både hos Folkekirken og til sankthansfesterne.

Man sidder unægtelig og håber på, at John Travolta dukker op som sin egen retroudgave. For ensemblet er noget ujævnt, ikke mindst fordi Fredericia Teater fortsat vælger at satse på at bruge elever fra Musical-akademi Fredericia frem for at hyre en større stribe af de færdiguddannede. Men den nyuddannede Emil Birk Hartmann er fin og velsyngende i rollen som den verdensfjerne dagdrømmer, der ikke kan holde sine fantasivenner væk fra virkeligheden. Og Meike Bahnsen har en fin desperation i sin tolkning af rollen som hans mor, der ikke fatter, hvad der foregår inde i sønnens hoved.

Jeg tror, jeg dør

Det er dog Ole Boisen, der skaber varme på scenen i rollen som faderen. Han har noget af den folkelige hygge og den Huset-på-Christianshavn-stemning, som forestillingen bliver afhængig af, hvis den skal fastholde nostalgisuset fra 1980’erne. Og Maria Skuladottir har et fermt greb om viskestykket, når hun står som rapkæftet barmutter i Mosters Bodega. Hende måtte man gerne have hørt mere til.

I rollerne som de to fantasivenner mosler Max-Emil Nissen og Cecilie Greiber Alring rundt i både bjergklatrerudstyr og Snehvide-har-lavet-et-hit-kostume. De spreder godt humør, og de har en sjov slaskeattitude midt i alt det strømlinede. Og så har den lækre Kristine Yde selvfølgelig evnen til at fordreje hovedet på den unge fyr med sin smækre stemme, der kæler og smisker og afviser … Også selv om hendes lange ben hele tiden er på vej til en bus mod lufthavnen.

Eneste utilgivelige pinlighed ved musicalen er fremkaldelserne. For her har instruktøren bare sluppet performerne ud i noget fri dans, der ligner synkrontræning på en vikarlørdag. I et kvarter! Væk med dem! Ellers ender forestillingen netop med at ligne en flov teaterkoncert. Det er snotdumt, for nu at blive i Shu-bi-dua-sproget. Og så tænker publikum altså ’Åh, åh, jeg tror, jeg dør!’.

Men forestillingen har allerede solgt 40.000 billetter i forsalg. Denne veloplagte tidslomme kommer både til København og til Aarhus. Det er stort, dette her. Med knald i låget og det hele.

’Shu-bi-dua’. Manuskript: Mads Æbeløe Nielsen, Søren Møller, Thomas Agerholm samt holdet. Instruktion: Thomas Agerholm. Spilles på Fredericia Teater til 15. november samt i Østre Gasværk Teater 21. jan.-28. feb. 2016 og Musikhuset Aarhus 5.-15. maj 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her