Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

PH-kabaret er for lang

Ina-Miriam Rosenbaum er lige så vidunderligt vred over de dorske danskere, som PH og Agnes Henningsen var det. Men hendes gennemmusikalske kabaret ’Fandens Oldemor’ ender forudsigeligt
Kultur
23. oktober 2015

Selvfølgelig kan Ina-Miriam Rosenbaum sagtens spille både PH og hans mor Agnes Henningsen i samme forestilling. Det er bare et spørgsmål om et par stærke briller og et stemmeskift. Rosenbaum har i hvert fald publikum i sin hule hånd i Fandens Oldemor, som hun selv har skrevet sammen med Kristian Halken.

Forestillingen er blevet et sjovt og tankevækkende dobbeltportræt af forfatteren Agnes Henningsen og hendes endnu mere berømte søn, lysmageren og forfatteren Poul Henningsen. Og publikum nyder at få verbale lussinger, når Rosenbaum bruger de Henningsenske pointer som afsæt for sine egne meninger om tidens ubekymrethed. »I dag er det vigtigere, at man kan løbe 42 km, end at man har læst en bog,« som hun så rammende siger det. PH ville have elsket hende.

Moderne summen

Rosenbaum har allieret sig med tre begavede musikere, der har leget med PH-sangenes oprindelige musik, så Bernhard Christensens uimodståelige jazz nu også har fået en lyd af 2015 og en moderne, digital summen. Her er ikke bare cykelstyr og ’kys det hele fra mig’, men også de heftigste hestehårsbuer, skægge tangenter og anarkistiske slagtøjsinstrumenter i musikken af August Rosenbaum, Gustaf Ljunggren og Emil de Waal.

Desuden blander musikerne sig rask væk i forestillingen, når Rosenbaum bliver for vred eller for gammeldags; i tirsdags var det den veloplagte trio Kornerup-Ljunggren-Hvidberg, der gav Rosenbaum munter musikalsk modstand.

Kvinder og sex

Rosenbaum taler meget om lyst. Hun er rasende over, at kvinder stadig ikke bare udlever deres lyst til sex uden for ægteskabet i samme skala som mænd – og over, at danskerne generelt ikke bruger deres ytringsfrihed til noget fornuftigt. »For fanden da, Henningsen!« siger hun kærligt med Liva Weel i stemmen. Og så synger hun, så man kan mærke hendes livslange forelskelse i disse geniale sange. Kun i »I Dit Korte Liv« svigter de øverste toner – og blidheden.

Rod og stikkontakter

Indledningen er dog for sjasket; det duer bare ikke at lade, som om strømmen er gået. Desuden er scenografien noget rodet. Den unge scenograf David Gehrt har fået skuespillerne til at flytte rundt på stativer med PH-lamper og stikkontakter, men visuelt virker forestillingen uelegant i forhold til PH’s ideer om form og lysnuancer. Også i forhold til Rosenbaums flotte og næsten skulpturelle hvide hår, der lyser gennem alt det sorte på scenen.

Samtidig har instruktøren Anne Zacho Søgaard ikke været brutal nok over for teksterne eller for Rosenbaum. Forestillingen ender forudsigeligt nok med, at Agnes Henningsen dør i 1962 – og PH i 1967. Men da er ophobningen af anekdoter blevet så voldsom, at forestillingens samlede attack er svækket. For fanden da, Rosenbaum! Så stryg dog lige 20 minutter! Det fortjener Fandens Oldemor. For forestillingens første del har en sprudlende energi, som kan konkurrere med PH’s mest avancerede lampelys. I alle ytringsfrihedens farvenuancer.

’Fandens Oldemor’. Sange og tekster: PH. Dialog: Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Musik: Bernhard Christensen m.fl. Musikalske arrangementer: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustaf Ljunggren. Scenografi: David Gehrt. Off Off/Produktion. Oplevet på Randers Egnsteater. Turné til 12. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Pedersen

Jeg ville læse lidt mere omkring PH, så jeg stødte på denne side, som jeg lige ville dele med de andre kære læsere. Interessant mand!
https://poulhenningsen.wordpress.com/