Læsetid 4 min.

Psykogeografisk redningsaktion

Den overvældende musiker og fortæller Matana Roberts fik – takket være Air Berlin – ikke sit multimedieudstyr med til København. Så under sin koncert måtte hun klare sig med altsaxofon og historier. Det blev interessant
Den amerikanske komponist, musiker og historiefortæller Matana Roberts underholdt i weekenden publikum på Jazzhouse kun ved hjælp af sin altsaxofon og sit talent for at fortælle historier. Resten af hendes udstyr var gået tabt under flyveturen.

Den amerikanske komponist, musiker og historiefortæller Matana Roberts underholdt i weekenden publikum på Jazzhouse kun ved hjælp af sin altsaxofon og sit talent for at fortælle historier. Resten af hendes udstyr var gået tabt under flyveturen.

Sofie Amalie Klougart
19. oktober 2015

Det starter med en skuffelse. Vi bliver fortalt at det på forunderlig vis er lykkedes Air Berlin at fejlplacere Matana Roberts’ bagage, der skulle have været på flyet sammen med hende fra den tyske til den danske hovedstad. Så det store multimedieshow, der skulle formidle hendes musik i det vildt voksende Coin Coin-projekt er aflyst. I stedet står hun på scenen kun bevæbnet med sin altsaxofon. Og sine historier.

»I will be about this alto sax until I die,« siger hun og bevæger sig mellem tre mikrofoner og spiller korte, ganske blide fraser, til at begynde med lettere savtakkede, senere mere organisk cirklende og til sidst også lifligt bølgende melodier. I nogle af de bedste sekvenser er der en fornemmelse af, at hendes blæs er et garnnøgle kastet ud i det tomme rum. Garnet strækkes ud, nøglet rammer gulvet, og garnet krølles rundt i kaotiske mønstre, for så at trille i en strakt linje mod standsning. Indånding.

Mellem nogle af serierne udånder hun med lyd på. Og stopper pludselig op for at tale. Som om hendes spil har fremmanet tanker i hende eller har været i en tæt dans med dem hele tiden. At det ene udtrykker det andet – og omvendt – i et helt logisk flow.

En hybrid

Senere får hun os til at brumme en tone, siden to toner, som hun bruger som soundtrack til sine fortællinger. »Thanks for not showing off,« siger hun og fortæller, at publikum i Wien havde løst opgaven firstemmigt. Her i kartoffelmundenes land når vi op på to stemmer plus lidt overtoner på de forreste rækker.

Hun fortæller med sin smukke stemme og stolte diktion om sin tid i hjemstavnen Chicago, om tilknytningen til AACM, The Association for the Advancement of Creative Musicians, der sendte hende ind i den jazz, hun i dag nægter at bekende sig til. Fordi den har en særlig racemæssig konnotation i USA, da den griber tilbage til dengang, afroamerikanere enten var entertainere eller i de hvides tjeneste. Og fordi hun har oplevet rigelig konservatisme og sexisme i jazzverdenen. Denne lørdag aften insisterer hun i stedet på bluesen, dén, der rammer så dybt, at man ikke engang behøver at drikke, som hun formulerer det.

Den amerikanske komponist, musiker og historiefortællers politiske, kulturhistoriske og sociologiske Coin Coin-projekt er i hvert fald i sit væsen en blues over afroamerikansk historie, men genremæssigt er det uden for kategori – en »hybrid«, som hun selv formulerer sin stil. Den seneste, tredje plade i serien Chapter Three: River Run Thee fra i år er et messende og manende patchwork af reallyde, behandlet og naturalistisk saxofon og smertefulde overleveringer fra den afroamerikanske historie, ikke mindst slaveriet.

Denne aften er hun også politisk. Hun siger, hun ikke vil tale om Donald Trump, men lader os vide, at hun før har undskyldt for ham over for publikum. Hm. Hun har lige set en video med en hvid politibetjent, der skyder en hvid teenager syv gange på grund af en færdselsovertrædelse. Hun fortæller, at hun på en journalists spørgsmål om, hvordan hun ved, at hendes præsident er afroamerikansk, svarede, at det kunne hun på den måde, han sang »Amazing Grace« ved endnu en mindehøjtidelighed for skudofre.

Miles Davis og Moby Dick

Til River Run Thee-albummet rejste hun til sydstaterne for at optage reallyd og interviewe folk. Hun kan lide det langsomme liv og bruger offentlig transport til at forstå en kultur. En dag ventede hun på bussen, og en tudsegammel mand kom gående med sit gangstativ og satte sig på den dertil indrettede træstamme for at vente. Han bad hende sætte sig hos ham. Hun efterkom hans ønske og spurgte så, hvorfor han havde bedt hende om det. »’Cause I just wanted you to sit there

I dag er hendes hjemstavn New York City, hvor hun arbejder i et kunstnerkollektiv, der arbejder kritisk med køn, klasse og race. Hun fortæller om sin yndlingskirkegård i metropolen. Miles Davis ligger begravet her, fortæller hun, under et mastodontisk monument. Duke Ellington ligger i et ydmygt gravsted lidt derfra. Coleman Hawkins er der. Og Herman Melville, mesteren der skrev Moby Dick, der tager sin begyndelse på Manhattan.

»They call me Ishmael,« siger hun og fejlciterer den legendariske begyndelse på romanen: »Call me Ishmael«. Og lige dér slår det mig, at Roberts’ projekt er nært beslægtet med Laurie Andersons. At dét multimedieshow, vi ikke får at se, sandsynligvis er i Andersons ånd helt tilbage fra værker som United States. At Roberts’ nervesystem af fortællinger og psykogeografiske undersøgelser er i familie med den ærværdige violinist og fortællers.

Udløseren af tanken er referencen til Moby Dick, som Anderson også brugte som inspiration til sit 2001-album Life on a String. En undersøgelse af New York i selskab med hendes nu afdøde hund Lola. Ganske vist lader Anderson sine fiktive persongallerier tale igennem sig, med sin egen tunge, mens Roberts ofte lader virkelige mennesker føre ordet. Men i polyfonien af stemmer og historier, i den musikalske, politiske og psykologiske formidling af en kollektiv hukommelse kan Roberts høres som en blueset eller – undskyld, Roberts – jazzet efterkommer af Laurie Anderson. Og det er virkelig en kompliment.

I Jazzhouse er jeg så ikke helt solgt til Roberts’ solosaxofonisme (som i øvrigt kan høres på hendes seneste album always.), men i sammenviklingen af fortællinger og musik gemmer der sig sprængstof. At de to dimensioner af hendes kunst denne aften så må stå adskilte gør i det mindste, at man kan få lov at fordybe sig mere rent i dem. Og dét er aldrig mindre end interessant, til tider endda fascinerende.

PS: Matana Roberts lover hen mod slutningen af koncerten at komme tilbage og opføre sit Coin Coin-projekt. Jeg stemmer for en opførelse af alle de indtil videre tre albummer. I streg. På én aften. Man har vel lov at være lidt grådig.

Matana Roberts – Jazzhouse, Kbh., lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu