Læsetid: 3 min.

Rablende

Jan Sonnergaard tager ingen chancer i sin nye roman: Intet må gå hen over hovedet på læseren. Alt skal forklares, beskrives, klappes ud i stavelser.
17. oktober 2015

Bag så sjusket en bog som Frysende våde vejbaner står et forlag, der ikke har levet op til sit ansvar. Udover at landets største forlag burde gøre lidt mere ud af korrekturen, kunne Frysende våde vejbaner snildt have været 200 sider kortere end de nuværende 384 sider. Det virker decideret overflødigt, at de samme pointer fremføres (ny regel: max en begrædelse af metrobyggeriet på Enghave Plads pr. samtidsroman), antydes og understreges igen og igen, som når fulde mennesker ikke ved, at de gentager sig selv. Plottet er hængt op på et tragisk dødsfald og en hovedkulds forelskelse, men så meget sker der faktisk ikke i romanen. Og det, der sker, sker som regel flere gange.

Spild af bøvet mandsperson

Hovedpersonen Jesper er en forbitret type, der gerne vil vende det borgerlige samfund ryggen, men ikke er for fin til at kigge sig over skulderen for at se, hvor dumme de andre »normalborgere med dumme øjne og intetsigende konversationer« er. Han er snart halvtreds, ungdommens fandenivoldskhed er stagneret og blevet til almindelig apati. En gammel vens dødsfald bliver katalysator for erkendelsen af, at alt er lige meget. Især hans eget fallerede liv, som dog rummer muligheden for druk og hor. Der er nostalgiske tilbageblik på den vennegruppe, han engang var en del af, og på det håb, de fandt i kunst og modkultur. Og så er der lange tirader med hug til DR, til vejarbejde og byfornyelse, til kommunalt dyneløfteri, til fænomenet flash mob og det faktum, at forskellige steder i årenes løb er lukkede. Jesper bruger corny slang (»gevaldige forlygter«) og har sløj sex og fantaserer om at være en brutal hulemand i sengen, der bare svarer totalt ironisk, når den gennemkneppede kvinde spørger, om han elsker hende. Apati, desperat bekræftelsessyge, selvmedlidenhed og formålsløs rasen kunne være opskriften på et brag af en romanfigur. I stedet er det en fuser.

Udmærkede kufferter

Nå, men Jesper møder en kvinde, der kalder sig Julia. Det er et mirakel, for hun synes, Jesper er helt, som han skal være, og så synes han pludselig også, at store dele af verden er det. Da den elskede spørger, om hun må låne en kuffert, forstår man nok, at den er gal. Hvad man ikke forstår, er, hvorfor der skal gå en halv side med at beskrive kufferterne. Man kunne tro, forfatteren var ved at lave en Knausgaard, hvor den exceptionelt grundige beskrivelse af et banalt objekt bliver et prisme for fortællingen om levet liv og følelsesmæssige forhold. Nix. Beskrivelsen af kufferterne (som er udmærkede og af mærket Samsonite) er der bare og tilføjer ingen energi til teksten. Jesper og Julia tager til Basel, Strasbourg og Stuttgart, hvor Julia har nogle gøremål, hun ikke vil fortælle om. De spiser på fornemme restauranter, bor på overdådige hoteller og har det så dejligt, at man ved, det må gå galt. Beskrivelserne af luksus er nærmest andægtige. Jesper, der i sin egen selvforståelse er lidt af en antikonform steppeulv, logrer ved synet af de hvide duge og bliver forarget over nogle hjemløse punkere, der formaster sig til at have en livsstil, der ikke er moderne længere. Beskrivelsen af byerne og deres restaurationer er som taget ud af en rejseguide for drukturister.

Frysende våde vejbaner har en del til fælles med Sonnergaards debutnovellesamling Radiator fra 1997. Igen et portræt af en underklasse med humanistiske universitetsuddannelser, der ikke kan bruges til andet end at underbygge de mere eller mindre fordrukne refleksioner over livets meningsløshed. Dynamikken mellem korte, kontante og ildevarslende sætninger og længere rablende og fablende passager er også typisk for forfatterskabet. Men hvor (især) debutnovellerne var skåret til, så virkemidlerne virkede, fortaber alle optakterne til spænding i den her roman sig i beskrivelser af hvad som helst, der måtte befinde sig i hovedpersonens synsfelt. Om romanen havde været overbevisende i en kortere, gennemarbejdet version, ved jeg ikke.

Frysende våde vejbaner
Jan Sonnergaard
Gyldendal
384 sider
299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu