Læsetid: 5 min.

I rummet er der stadig moral

Ridley Scott har med ’The Martian’ begået sin måske bedste film siden intet mindre end ’Blade Runner’ og markerer sig som filmhistoriens måske vigtigste science fiction-instruktør. Det sker endda med et glimt i øjet – og med et lønligt håb for menneskeheden
’Rummet samarbejder ikke med mennesket, men hvis mennesker samarbejder, så kan vi overvinde de vildeste fysiske barrierer. Det er dét, der adskiller os fra aberne. Og filmen taler tydeligvis til perspektiverne i vores civilisation, frem for ind i blindgyderne.’

Giles Keyte

8. oktober 2015

Fuck, hvor jeg elsker film. Dét at blive transporteret uden omsvøb ind i en anden verden, en tilsyneladende virkelig verden, hvor vi fuldt ud accepterer, at vi er på Mars-ekspedition på den glødende planet. At en uventet brutal storm rammer det lille forskerhold og tvinger dem til helt at afbryde deres mission og vende tilbage til jorden. Og at de desværre efterlader botanikeren Mark Watney – strålende spillet af Matt Damon – bag dem, i formodningen om at han er død. Men at han ikke er det.

Jeg æder det råt. Det kommer du også til. For illusionen er så total, det teknologiske overskud, vi oplever i nutidens film, er så overvældende, at det lige så godt kunne være en dokumentar, vi så. En fornemmelse der forstærkes af, at Watney fører videodagbog via diverse GoPro-kameraer over sit forsøg på at skabe plantevækst og dermed undgå sultedøden på Mars.

Med The Martian har engelske Ridley Scott begået sin måske bedste film siden intet mindre end Blade Runner fra 1982. Bevares, der har været andre højdepunkter som Duellanterne (hans debut), Thelma & Louise og med lidt god vilje Gladiator, men det er i det udenjordiske eller i hvert fald ude i fremtiden, at Scott for alvor har excelleret med de uomtvistelige klassikere Alien og Blade Runner samt den langt mindre vellykkede, men stadig interessante Prometheus. Og det er her han gør det igen, med en film, der føles helt ubesværet vellykket.

Med The Martian markerer han sig som filmhistoriens måske vigtigste science fiction-instruktør, ikke mindst fordi han formulerer sig med en helt anden tone og i et helt andet følelsesregister end i sine tidligere science fiktions-film.

Gruen og det dystopiske fra de tre tidligere film, deres future shock, er helt og aldeles forladt til fordel for en sci-fi-hverdagsrealisme.

Yder over evne

En stor del af The Martians’ excellense skyldes Drew Goddard, der har skrevet de vellykkede og overrumplende manuskripter til Cloverfield og The Cabin In The Woods (og knap så heldigt til World War Z) og her leverer et både planetarisk, filosofisk og jordnært morsomt manuskript, baseret på Andy Weirs roman.

Bramfri tale og slagfærdig humor er centrale komponenter. Der er konstant små punchlines og begavet brug af ordløse pauser i dialogerne såvel som i monologerne. For eksempel da vi er inde i marsmobilen med Watney, og han bliver rasende over at NASA ikke har fortalt hans crew, at han har overlevet.

Klip til udenfor, hvor vi ikke kan høre, men i stedet mundaflæse ordene »motherfuckers!« og »what the fuck!?« Det er i det hele taget en film, hvor det føles som om, alle centrale håndværkere præsterer maksimalt eller måske endda over evne. Fotograf Dariusz Wolski har fundet en pervers klarhed og farvesikker skønhed i den moderne, skyhøje HD-fotokvalitet, så skarp at man skærer sig på den. Og betagende i scenerne fra Mars.

Musikken af Harry Gregson-Williams undgår ikke det klichéfyldte tudeklaver i en melankolsk passage, men arbejder heldigvis også med elektroniske punktformer, skurrende advarselssynth og med Alien-refererende strygere og blæsere, der lyder som om de ekkoer langt ud i intetheden.

Det nykomponerede soundtracks formuleringer i teknologisk regi er fint i samklang med den, der foregår på lærredet. Menneskets teknologiske kunnen hypes virkelig hårdt. Men det gør vores kultur også. Der bliver lånt klassikere fra discoæraen, en genre som til Watneys store fortrydelse er den eneste, han kan finde i computeren, så der er både »Hot Stuff« og »Don’t Leave Me This Way« på reallydsiden i marsmobilen og på basen. »Du er ikke alene« med Sebastian havde også været et glimrende valg.

For via discoen og andre velplacerede klassikere, der ligger som ægte underlægningsmusik, såsom David Bowies »Starman« og ABBA’s »Waterloo« (lige inden en afgørende scene), forstår vi, at Watney ikke er ensom og forladt. Tværtimod er han omgivet af menneskelig kultur, noget der var stort set fraværende i for eksempel Alien.

Og det er først dér at science fiction bliver uhyggelig: Når vi er holdt op med at høre musik, danse, synge, fortælle historier, digte, fantasere. The Martian er på dén led hyggelig og håbefuld. Essentielt en robinsonade, en fortælling om en strandet mands ensomhed og overlevelseskamp på en øde sten. Men der kontrasteres dog i The Martian med kampen på jorden for at få Watney tilbage – og samtidig redde NASA’s ære. Mars er primært holdt i gyldne jordfarver og jorden i gråligt blå toner. Astronomisk utopi over for politisk realitet.

Ophævelse af tvivl

Rummet samarbejder ikke med mennesket, men hvis mennesker samarbejder, så kan vi overvinde de vildeste fysiske barrierer. Det er dét, der adskiller os fra aberne. Og filmen taler tydeligvis til perspektiverne i vores civilisation, frem for ind i blindgyderne. »Jeg dør for noget stort og smukt,« siger Watney i en desperat stund.

Udenfor ligner landskaberne Grand Canyon eller Monument Valley i USA, og det er til at fatte, at han taler som en nybygger i Det Vilde Vesten. Det gik som bekendt ikke så godt for alle involverede parter, men ved synet af de underskønne landskaber, den jomfrunalske natur på Mars, er der en rørende fornemmelse af at se ud mod en ubesmittet horisont.

I hvert fald så længe filmen spiller. Og den fornemmelse forstærkes, da det viser sig, at astronautisk ulydighed er det eneste rigtige svar på de rådne politiske egeninteresser nede på jorden. I rummet er der stadig moral.

Og fuck så at stort set alle i filmen bare er helt vildt utroværdigt allround fede og psyko-heroiske. Film er suspension of disbelief, ophævelse af tvivl. Og i The Martian lyser troen på menneskeheden igennem hver en fiber. Det modsatte af den apokalyptozombieficerede deprikunst, vi ser fra så mange sider i disse år.

Al respekt for den, det her er bare det modsatte, noget håbefuldt, utopisk, aktuelt beslægtet med filmen Tomorrowland og tv-serien Sense8 – og i modsætning til disse decideret vellykket. En hyldest til den menneskelige mulighed. Hvis altså vi kan finde ud af at samarbejde og ofre os for hinanden. Det er værd at huske på i denne på så mange måder kolde tid.

The Martian – Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: Drew Goddard. Amerikansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Kurt Nielsen
Espen Bøgh og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vigtigste Science fiction instruktør, hmm, Ja,jo, han havde da et par gode år tilbage i slut 70'erne og start 80'erne med Alien og Blade Runner.
På den anden side var det også Ridley Scott der stod bag Prometheus; historiens, med væsentlig afstand til nummer to, mest stupide og pinlige science fiction film.

Men måske han har fundet tilbage til kilden med The Martian, man kan da håbe.
Hans forrige film: Exodus, var godt nok også helt utroligt ligegyldig, men hvem ved.

Merethe Hansen

apropos mars og scifi.....I 2001 af Kubrick, tror jeg nok, at en del af rumskibet roterer rundt, så der er tyngdekraft. Er det egentlig muligt, fordi jeg undrer mig over, at man siger at rumrejsen vil ødelægge skelet m.m. på grund af vægtløshed, hvis man rent faktisk kan lave tyngdekraft. Men det er givet teknisk svært? Gad vide om man kunne sende modificeret ISS i omløb om mars når den skal på aftægt....vel bedre end at sende den i Stillehavet......

ulrik mortensen

Merethe Hansen,
det er teknisk muligt at lave et tyngdefelt ved at lade rumskibet rotere, men det kræver at rumskibet er meget større end dem vi bruger idag. Et lille rumskib skal nemlig rotere meget hurtigt for at skabe et tyngdefelt vi mennesker kan trives i. Men roterer rumskibet meget hurtigt, vil der opstå en tyngdeforskel mellem ens hoved og fødder, der føles ubehagelig ... læs mere her:
http://www.abc.net.au/science/articles/2012/01/10/3405165.htm

Merethe Hansen

tak for info Ulrik.............
på et tidspunkt begynder de sikkert at bygge dem af opsendte moduler ude i rummet, men nok ikke i min tid, ej heller rumelevatorer....

Søren Brøndholt

Har nu set Martian inspireret af anmeldelsen.

Hvordan kan en garvet anmelder overhovedet nævne Blade Runner og denne film i samme sætning?!

Filmen er feel-good mainstream foder med enkelte intelligente, inspirerede øjeblikke.

Pinlig anmeldelse!