Læsetid: 3 min.

Russisk klaverkolos på Louisiana

Den russiske pianist Grigorij Sokolov har kultstatus. Måske er han bare den sidste af sin æra
19. oktober 2015

Grigory Sokolov har kultstatus og visse steder udnævnes han endda til vor tids bedste pianist. Louisiana har den effenhed med mellemrum at kunne skaffe kolossen til sin koncertsal og onsdag og torsdag sidste uge spillede han to koncerter af samme program. Sokolov er af den gamle Sovjet-støbning, uddannet i Sankt Petersborg helt tilbage i 60’erne. Det gør ham hverken til en Sviatoslav Richter eller en Emil Gilels, men det gør ham til en stærk viderebringer af en tradition, hvor musikken er sin helt egen selvforsørgende organisme som en parallelverden til et enormt politisk pres. Det er denne parallelverden Sokolov har konserveret. Det, Sokolov desuden altid har haft med sig, er en foragt for og forsagelse af studieindspilninger, således at koncerten stadig er den egentlige mulighed for at opleve fænomenet. På programmet for Sokolovs besøg denne gang stod noget så klassisk som Schuberts a-mol sonate op. 143 og hans »Six Moments Musicaux«, to nocturner af Chopin samt den overordentligt velkendte Chopin-sonate nr. 2 med den berømte tredjesats »Marche Funèbre«.

Ophøjet Schubert

Helt enkelt og majestætisk marcherer også førstesatsen i Schuberts sonate afsted, ét-to, ét-to. Et meget smukt og stateligt og dog for Schubert et meget slukøret, resigneret tema vokser ud som sonatens største udsagn efterfulgt af et væld af musikalsk stof, der mere dukker op og forsvinder end egentlig aflejrer sig som en hel musikalsk fortælling, mens ét-to, ét-to bliver mere og mere til et vuggetema.

Hovedstoffet er af symfonisk karakter og til tider nærmest pligtagtigt i sine forsøg på at spille sig op i sonateformat, mens mindre, og mere impressionistiske, indskud synes at være tættere på inspirationen. Sokolov tildelte sonaten så meget ophøjethed og alvor, den overhovedet kunne tage, og vel også mere end det. De seks musikalske momenter var heller ikke for sjov eller kreativ adspredelse, men momenter for sublim klangbeherskelse og strukturelt overblik.

Ubefamlet

I Chopins Nocturner nød man til gengæld det trimmede og en velgørende klarhed mere, og generelt var det sjovere at høre Chopins falbelader blive til noget end at høre Schuberts indfald blive til ingenting. B-mol-sonaten er egentlig ganske syret, men i Sokolovs hænder var der tjek på det. På vanlig vis gik Sokolov direkte fra nocturnerne på sonaten for at forhindre applaus og afbrydelse af koncentrationen.

Hvad man får serveret af Sokolov er ikke den musikalske fortolkning eller personlige indlevelse, som så tydeligt er et kunstnerisk fravalg, men derimod den perfektionistiske udhugning af musikken i granit, så den fremstår så præcist og ubefamlet som overhovedet muligt, men med perfekt balancering af alle elementer: fra klangen i anslaget til den overordnede dynamik og struktur, selv hvor den synes søgt. Sidste sats var intet mindre end et uhørt virtuost bud på, hvordan det lyder at følge Chopin helt til dørs med en vanvittigt hurtig presto, hvor to hænder går i stereo, som to synkrone hvirvelvinde, der intet misser på deres vej.

Ligegyldigt

At Sokolov tilhører en uddøende race, der får den vestlige kultur til at ligne blødsødenhed, er indlysende. Men hvis der var noget, den kedeligere del af denne skole kunne lide af, så var det måske lige netop manglen på individuel stillingtagen, og det er det, man også føler sig tom på en aften som denne. En Richter eller en Gilels havde stadig noget at komme med fra denne verden og isolerede ikke musikken i sin egen. Selv følelser og sensualitet er jo en form for råstof. Ved at forsvare alt, hvad han spiller med teknik og kontrol bliver alting ligegyldigt og på den måde tættere på ligegyldigt.

Både Schubert og Chopin har deres musikalske inspiration tilbage i salonens intime og konverserende rum, men i Sokolovs udgave bliver det hele så ophøjet, at det beriges med udsøgt form, men mister sit mæle. Uanset han muligvis er én af vor tids bedste pianister.

Louisiana, 14. Oktober 2015, kl. 20. Pianist: Grigorij Sokolov.

Musik af Schubert og Chopin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan så det ud i Sovjetunionen: ”Musikken er sin helt egen selvforsørgende organisme som en paralleverden til et enormt politiskpres” – hvis man skal tro anmelderens enfoldige historie forståelse. Hvor ved hun det fra, spørger klassens opvakte elev? Svaret blaffer slet ikke så hjælpeløst i vinden, som man skulle tro! For er en sådan forbavsende påstand, ikke bare en konsekvens af de sidste 20 års hade kampagner og historie forfalskninger angående Sovjetunionen. På bibliotekernes hylder findes i dag udelukket underlødige udokumenterede bøger, som markedet er blevet oversvømmet med. Selv under den koldeste koldkrigs vinter var informationerne i pressen og bogudgivelser differentierede, folk kunne læse og hører om forskellige fortolkninger med forskellige vinkler, således at de selv kunne danne sig en mening – i dag er det komplekse erstattet af snæversyn og endimensional tænkning og væren!