Læsetid: 6 min.

En særhed i mit sind

Med sin nye roman, ’Kafamda bir tuhaflık’, søger Orhan Pamuk at finde en balance mellem den naive og den modernistiske roman. Han ønsker nærmere bestemt at redde det utopiske perspektiv, overblikkets mulighed, fra det 19. århundredes roman
Orhan Pamuk har overrasket de tyrkiske journalister med sin nye roman. Det gennemgående tema i anmeldelserne er Pamuks fuldstændige brud med sine tidlige romaner

Tine Sletting

31. oktober 2015

Kort før jul udkom Orhan Pamuks nye roman Kafamda bir tuhaflık, og den er nu også udkommet på engelsk. Titlen betyder en særhed i mit sind eller i mit hoved. Bogens titel bygger på et citat fra The Prelude af den engelske romantiker Wordsworth, hos ham hedder det »A strangeness in my mind«. Den ny roman er allerede blevet udførligt anmeldt i Tyrkiet, og det gennemgående tema er Pamuks fuldstændige brud med sine tidlige romaner. Faktisk er der gennemgående mere tale om interviews med spørgsmål til forfatteren end om anmeldelser.

Og når man har læst romanen, har man selv lyst til at spørge Pamuk, hvad der dog er sket. Et af de svar, han giver de tyrkiske journalister er, at det er en socialrealistisk roman i den stil, der blev skrevet masser af i Tyrkiet tilbage i 70’erne og 80’erne. Det var emigrantromanerne, romaner der handlede om fattige tyrkeres opbrud fra en landsby i Anatolien med Istanbul som det første mål for at finde arbejde og med Tyskland som det endelige mål.

Den slags romaner var netop Pamuks store skydeskive, da han selv debuterede i 1980’erne. Han sagde, at den slags romaner slet ikke var kunst, men politiske manifester pakket ind i det 19. århundredes traditionelle fortælleformer.

Det er dog mest på overfladen, at den nye roman minder om den tidligere så udskældte måde at skrive romaner på. Romanens tidsramme falder sammen med grundlæggelsen af republikken i 1923, og før man begynder at læse romanen, præsenteres man for en slægtstavle over to landbofamiliers udvandring fra en landsby i den »vestligste del af Asien«, området omkring Konya, til Istanbul. Og det område hvor de slår sig ned i Istanbul, er de nye forstæder.

Så hvad er der sket?

Hovedpersonen er Mevlut Karataş, der lever af småjobs som bartender, glarmester, avissælger og især som sælger af boza – en vinterdrik som Pamuk i et af sine interviews omtaler som let euforiserende og med rødder i det osmanniske folkekøkken. Romanen slutter i 2012, hvor hovedpersonen bor i en af de 68 lejligheder i en 12 etagers ejendom som far til to børn og som enkemand efter Raiyha, som han »elskede højest i denne verden«, underforstået at der også er en anden verden, og den er netop forbundet med den bozadrik, som han stadig sælger i nærheden af Det gyldne Horn, strædet som deler den europæiske del af Istanbul i to dele. Denne dobbelthed af den jordiske verden og en anden verden, der hele tiden får Mevlut til at føle, at livet er en drøm, er allerede tydelig i romanens begyndelse:

»Dette er boza- og yoghurtsælgeren Mevlut Karataş livshistorie og drømmefortælling. Han blev født et sted i den vestligste del af Asien, i 1957 i en fattig midtanatolisk landsby, og med udsigt over en fjern og tåget sø. Som 12-årig kom han til Istanbul, og boede siden da i denne verdens hovedstad. Som 25-årig bortførte han en pige fra landsbyen; det var en underlig ting at gøre, og resten af sit liv prøvede han at få klarhed over, hvorfor han gjorde det. Han vendte tilbage til Istanbul, blev gift, fik to piger. Han arbejdede som yoghurtsælger, ismand, rissælger og forskellige andre steder. Men om aftenen solgte han boza på Istanbuls gader og forsømte ikke et øjeblik til at udtænke underlige drømme. Vores romanhelt Mevlut var høj, sund, men elegant af statur, og han så godt ud.«

Naiv og sentimental

To ting går igen i Pamuks nye roman. Den ene er, at han nu har indført en ny sfære i sit romanunivers, det andet er, som han i sine interviews hele tiden fremhæver, at han ser verden gennem sin hovedperson, som han konsekvent kalder sin romanhelt, helt i stil med den klassiske romantradition fra det 18. og 19. Århundrede. Det her er nok en fortælling om Mevlut, han belyses af de andre personer i romanen, men det er også hans fortælling. Han taler naivt, direkte, som i en roman af Balzac, og ikke sentimentalt, reflekteret og ironisk som hos Thomas Mann og Marcel Proust.

Det naive repræsenteres i sproget, som i denne roman er utroligt enkelt og ligefremt, ikke mindst sammenlignet med Orhan Pamuks tidligere romaner, der for at distancere sig fra den socialrealistiske roman netop knyttede an til den moderne roman og til metafiktionen, legen med identitet og dobbeltgængeri. Det er for eksempel tilfældet i Det hvide slot, Den sorte bog, Sne, men allerede Uskyldens museum fra 2008 begynder at minde om tonen i den nye roman. Orhan Pamuk ønsker at finde en balance mellem den naive og den modernistiske roman, nærmere bestemt ønsker han at redde det utopiske perspektiv, overblikkets mulighed, fra det 19. århundredes roman. Og det fører frem til det næste usædvanlige punkt i den nye roman, sfærerne.

Sfærer og romantisk ironi

Indtil nu har Pamuk altid opereret med tre sfærer, tre steder i Istanbul, som omdrejningspunkt for handlingen. Den vigtigste er den fine bydel, hvor han er født, Nişantaşı, og hvor han selv stadig bor, så den gamle bydel med de store moskeer og resterne af den byzantinske bymur, og endelig Bosporus. Nu er Nişantaşı-bydelen som orienteringspunkt erstattet af en hel ny bydel, langt fra centrum og af et nyt ord, tuhaflık, særhed, det er det ord, Pamuk har fra Wordsworth, og som allerede optræder to gange i det indledende citat i den nye roman. Mevlut er alligevel ikke helt en naiv fortæller, men heller ikke en moderne selvdementerende fortæller, der splitter sig op i to eller flere personer, som i Den sorte bog. Mevlut er en kritisk og selvkritisk person, som både kan skue og gennemskue verden omkring sig ved hele tiden at undre sig og føle sig fremmed i den moderne storbyverden, som er Istanbul.

Pointen med at citere Wordsworth er netop denne dobbelthed af et stærkt subjekt, der både kan se den prosaiske verden omkring sig og hele tiden fremmedgøre den og undres over, at der ikke er mere end det, øjet umiddelbart ser. Nogle steder giver romanen mindelser om romantisk ironi, og om den romantiske bevægelses evne til at kritisere oplysningstidens snævre fornuftsidealer og efterlyse inddragelse af andre eksistenssfærer end økonomi og formålsrationalitet, for eksempel kultur, transcendens, digtning, poesi, og musik. Det vil sige alt det, som ligger i anvendelsen af boza og i den let euforiserende fornemmelse i romanens erkendelses- og oplevelseshorisont.

Verdens hovedstad

I den forbindelse er det helt afgørende, at Istanbul nu kaldes »verdens hovedstad«, for hidtil har Pamuk i lighed med andre moderne tyrkiske forfattere følt et mindreværdskompleks, når han skulle sammenligne Istanbul med Vestens storbyer, således i bogen om Istanbul. Men allerede der tog en ny tanke form, nemlig at Istanbul var indbegrebet af mødet mellem øst og vest, og at især mødet mellem den hedengangne osmanniske tradition og den moderne imperialisme kunne være selvskrevet til at være et mene tekel for resten af verden, og dette ikke mindst for det 20. og 21. århundredes store ideologier og imperier, således Sovjetunionen og USA og hvad der ellers måtte prøve at gøre sig gældende igen i den tyrkiske og mellemøstlige storpolitiske nutid. Til dem siger Pamuk i sin nye roman: ’Kom til Istanbul og føl en undren i sindet.‘

’Kafamda bir tuhaflik’, YKY Istanbul, 477 sider. Romanen er desuden udkommet på engelsk som ’A Strangeness in My Mind’, Faber & Faber, 599 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu