Man kan altid som anmelder lede efter håret i suppen. Læse alle 304 sider minutiøst. Prøve at analysere sprog, prøve at tjekke eller dobbelttjekke kendsgerninger. Fortolke eller fejlfortolke forfatter og hovedpersons sprog, handlemåde og motiver. Føre sig selv frem som mere erfaren, mere vidende, måske endda klogere.
Men jeg har et værktøj, som (næsten) aldrig slår fejl. Skal jeg kæmpe mig igennem bogen, side efter side, fordi den bare er en opgave, der skal løses? Eller tager bogen kontrol, så jeg ærgrer mig over, at jeg kun nåede 100 sider den nat kl. 3, før søvnen overmandede mig, for næste morgen – før morgenmad og avislæsning – at kaste mig over de næste 200 sider? Sådan havde jeg det med Puk Damsgårds Ser du månen, Daniel.
Beretningen om de næsten 400 dages rædsler, som den unge would-be-pressefotograf Daniel Rye Ottosen gennemgik som gidsel hos Islamisk Stat. Et portræt af en veltrænet og tilsyneladende psykisk stabil tidligere elitegymnast fra Give-egnen, der står pinslerne igennem, selv om de driver ham ud i et selvmordsforsøg og en mislykket flugt.
Nogle medier har antydet, at han lidt selv er ude om det. Jeg tror, jeg forstår ham: Jeg var to år yngre end Daniel Rye, da jeg som helt grøn, naiv og nyudlært journalist i 1969 rejste midt ind i en borgerkrig i Vestafrika uden større kendskab til Afrika, uden videre forberedelse eller korrespondent-kurser i overlevelse. Det gik godt, og jeg tænkte under læsningen, at tilfældigheder afgør, om man bliver hængt ud som naiv eller fejret som helt. Går det skidt – som i Daniel Ryes tilfælde – vil dele af omverdenen og hovedpersonen selv stille ubehagelige spørgsmål og antyde barnlige motiver som overdreven macho-isme, krigsturisme, naivitet eller bare dumhed.
En af bogens mange styrker er forfatterens journalistiske afstand, som aldrig bliver køligt betragtende, men balancerer mellem det velresearchede og det medfølende. Velfortalt, selv om der indimellem sniger sig en anelse patos ind i ordvalget. En klassisk journalistisk fortælling om en menneskeskæbne. Og heldigvis så langt fra en ulidelig hurtigt produceret samtalebog, som man kan komme. Daniel Ryes beretning er stærk og dyb, netop fordi en af landets bedste fortællere (og kendere af Mellemøsten) hjælper den på vej og glimtvis forsyner den med en række af de nødvendige politiske, geografiske og menneskelige kulisser og vinkler, som i al sin enkelthed gør fortællingen til god journalistik og det, som amerikanerne kalder »a damn good read«.
I fangehullet uden for IS-hovedstaden Raqqa bliver den lille mishandlede flok af kidnappede journalister og hjælpearbejdere f.eks. et konkret spejlbillede af tre forskellige regeringsholdninger. Franskmænd og spaniere løslades først, fordi deres regeringer simpelthen betaler løsepengene. Så løslades tyskere og danskere, fordi deres regeringer tillader – og i begrænset grad hjælper – gidslernes familier, venner og arbejdsgivere at samle penge sammen til løsesummen. Daniel Rye er den sidste overlevende.
De efterladte arabiske fanger henrettes i flæng, fordi de ingen handelsværdi har. Amerikanere og briter, hvis regeringer hverken betaler eller tillader andre at betale, halshugges brutalt kort tid efter løskøbet af Daniel Rye. Manden, der fører kniven, er fangernes torturbøddel, den britiske islamist ’Jihadi John’, der sammen med to andre landsmænd (af fangerne betegnet som »The Beatles«) i månederne før henrettelserne står for en endeløs række af fysiske og psykiske afstraffelser af gidslerne.
Den centrale bifigur i Ser du månen, Daniel er den anonymiserede danske sikkerhedsekspert og gidselforhandler ’Arthur’. Det klogeste, Daniel Rye gjorde før afrejsen, var formentlig at tage kontakt til ham og følge hans råd omkring kommunikationen hjemad. Det betyder, at der går en proces i gang meget hurtigt efter hans tilfangetagelse. ’Arthur’ bliver en næsten klassisk litterær figur (selv om han eksisterer), der både er en helt, der redder sin klient Daniel, og den tragiske figur, som kort efter mister sin anden klient, den amerikanske journalist James Foley. Bogen begynder og slutter på klassisk vis ved mindehøjtideligheden for Foley i Rochester, New Hampshire, hvor ’Arthur’ og Daniel deltager.
En imponerende del af løskøbsprocessen er den totale, diskrete tavshed, som alle involverede iagttog under den 14 måneder lange gidseltagning. Stort set alle medier og mange journalister kendte næsten fra starten til den. Familiens appel om økonomisk hjælp bredes ud i vide kredse i højskole-, efterskole-, og gymnastik-miljøet, hvor de sidste af løsesummens 15 millioner kroner samles ind. Hundreder, måske tusinder af danskere har simpelthen holdt kæft. Når der står et konkret liv på spil, når der sættes navn og billede på en fjern, lidt eksotisk og uforståelig historie, kan andre mennesker udvise både diskretion og medmenneskelighed. Der var ingen, der pralede med deres egen uegennyttighed på Facebook. Det gjaldt Daniels liv.
Det er en af de mange sidehistorier til den store historie om Daniel Rye, som Puk Damsgård fortæller i den fasttømrede bog, der sammen med hendes bog Når solen græder fortjent har gjort hende til en af sin generations bedste journalister.
Puk Damsgård: ’Ser du månen, Daniel’, Politikens Forlag, 301 sider, 300 kr.
