Læsetid: 3 min.

Skilsmissebørnenes evige gruppearbejde

Hvordan lyder en skilsmisse, og hvordan ser den ud? Den lyder som et ekstra ’skat’ og ’der er noget, vi skal tale om’. Og den ser ud som en sportstaske og en mor, der dropper hestehalen på højskolen
24. oktober 2015

Jeg spørger målgruppen, hvad den synes om Inge Duelund Nielsens Ulige uger. Målgruppen hedder Ea, og det må man slet ikke som anmelder, bruge børn som sandhedsvidner, men jeg vil egentlig også bare høre hende, hvad hun tænker om f.eks. titelteksten, der begynder sådan her: »I ulige uger kan min mor gøre præcis, hvad hun har lyst til. Hun kan ligge på sofaen og læse bøger, hun kan gå i biografen klokken elleve, og hun kan spise aftensmad foran fjernsynet. Købepizza for eksempel, hvilket ikke ligefrem er tilladt i de lige.« I ulige uger er målgruppen hos sin far, i lige uger hos sin mor. Målgruppen ler af den med minimælken fra samme tekst: »I lige uger skal hun skrælle kartofler, læse lektier, se nyheder, gå til forældremøde og spise salat med broccoli og minimælk.« Målgruppens far drikker sødmælk i spandevis, målgruppen selv foretrækker minimælk.

Ulige uger består af en række historier, der alle handler om skilsmisse og om at være skilsmissebarn. I nogle af historierne er skilsmissen ikke indtruffet endnu, så foregår fortællingen lige der, hvor barnet får en anelse om, at alt om et øjeblik er helt anderledes, end det plejer at være, eller lige der, hvor forældrene er taget af sted »for at snakke« eller siger »skat« og »der er også noget, vi skal tale om«.

Inge Duelund Nielsens særlige greb er, at hun skævvrider genkendelige billeder af virkeligheden, forvrænger proportionerne eller zoomer ind på en detalje, en sportstaske eller en papirkurv f.eks., som er det eneste, der er tilbage af Bobs hus, efter at flyttebilen har været der og hentet ham og hans mor. Ulige uger opholder sig ved tingene, de psykologiske aspekter overlader den til læserne.

Pap og mere pap

Ind imellem historierne har forfatteren indsat leksikonopslag fra et slags skilsmissebarnets leksikon med betydninger og eksempler. Det indeholder nye ord som »pap-pumpe-tromle« (en anordning, der kan »omdanne levende børn til pap-søskende, så de bliver flade nok til at kunne stables og lægges ind under en seng«.), »faster-plaster« (»et usynligt plaster, som et lille barn får sat for munden, hvis det ser noget, det ikke skulle have set«) og »folke-fordobler« (en mekanisk anordning, man kan montere på sig selv og trykke på, så man får to af sig selv og kan være hos både mor og far på én gang). Målgruppen vil nødig være krævende, men hun kunne godt bruge både den ene og den anden anordning. Pap-pumpe-tromle-teksten er sjovest, siger hun, men hun kan godt høre, »at der er blevet tænkt ud af boksen« i de andre leksikonopslag også. Målgruppen er overbærende.

Selv bliver jeg en lille smule irriteret på al den finurlighed i Ulige uger. Forfatteren har givet sig selv fri licens til gakkede indfald, jeg har svært ved at afkode alle løjerne. Eller jeg gider ikke al den afkodning. I et par historier skæres pointerne om de voksnes pinlige opførsel ud i pap. Fædrene vil have nye biler, mødrene pynter sig. Her er Finn og hans mor på musikhøjskole uden Finns far, men med »Trutfrans«, en saxofonspillende lærer på skolen: »Hestehale var der ikke meget af i den uge. Kun på ham Trutfrans, og det så ærlig talt temmelig fjollet ud. Finns far elsker, når Finns mor har løst hår, men hun synes, det er upraktisk og noget unge piger bruger, når de er på udkig efter en ny fyr. Så tænker man jo sit på sådan en højskole.« Der står alt for mange ord her.

Ulige uger er god til at skildre det evige gruppearbejde, skilsmissebørn deltager i, men den er også lidt løjerlig og klodset.

Inge Duelund Nielsen: Ulige uger – og andre historier om resten af tiden. Jensen & Dalgaard. 110 sider. 248 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu