Læsetid: 4 min.

Sorgens gevandter

Fotografen Trine Søndergaard lodder sørgeslørets psykologiske og kulturelle dybder i en ny serie, som kan minde os om, at sløret har en ganske lang historie i Danmark
Trine Søndergaard: Untitled Lace #14, Archival Pigment Print, 60 x 60 cm

Trine Søndergaard: Untitled Lace #14, Archival Pigment Print, 60 x 60 cm

30. oktober 2015

Normalt forbinder man portrætgenren med afbildninger, der gengiver et menneskes særlige karakteristika, typisk centreret omkring ansigtets særegne træk. Derfor virker det paradoksalt, når man i fotografen Trine Søndergaards (f. 1972) nye værker, serien A Room Inside, bliver konfronteret med portrætter uden ansigter. Eller med ansigter, som i hvert fald er vanskelige at se, tilslørede, beskyttede mod vores blikke, alt andet end udleverende.

Og så alligevel ikke. For Søndergaards interesse er i denne serie – ligesom i tidligere serier som Strude (2007-2010) og Guldnakke (2012-2013) – ikke så meget individet eller den specifikke person på fotografiet. Søndergaard er derimod interesseret i de beklædningsgenstande, der historisk har medvirket til at beskytte, besmykke, skærme og tildække individet. Hvis det er portrætter, er det således først og fremmest portrætter af klædedragter.

Ikke hvilke som helst klædedragter, men særlige hovedbeklædninger, der historisk er blevet anvendt af kvinder i Danmark under særlige omstændigheder. Til fotografierne i serien A Room Inside har Søndergaard fundet franske sørgekniplinger fra 1700- og 1800-tallet på Museum Sønderjylland, og fotograferet unge kvinder fra dagens Sønderjylland, mens de bærer dem. Serien er centreret omkring disse sørgedragter, men i dens periferi finder man supplerende motiver, som forsøger at facettere den overordnede tematik om ’indre rum’.

Sørgeslør

Fotografierne er kunstfærdige i al deres omstændelige og kalkulerede konstruktion af et udtryk, der refererer tilbage til hollandske 1600-talsmalerier. På den måde har Søndergaard bevæget sig ganske langt væk fra det mere reportageprægede fotografi, som hun blev kendt for i sin debutbog Now that you are mine fra 2002, hvor hun skildrede prostituerede på Vesterbro. Og dog var interessen for at arbejde med kunstlys og dets fremhævelse af farver allerede til stede her, så forskellen ligger måske mere i de nyere motivers gennemkomponerede præg, som absolut intet overlader til tilfældighederne.

I A Room Inside ser man kvinderne på enstonede gråblå, mørke baggrunde. De tre største værker monumentaliserer i meterstore forstørrelser ansigterne og de fine ornamenter af kniplinger, som de skjuler sig bag, så fysiognomierne fremstår som lysende himmellegemer på en bund af sort nat. Denne effekt er yderligere understreget ved, at kvindernes hals og skulderparti er klædt i sort, så ansigtet svæver løsrevet fra kroppen på billedfladens centrum.

Ansigternes funktion i billederne er en helt anden end i det almindelige portræt. Hos Søndergaard tjener de i kraft af deres blege hud til at skabe en dramatisk kontrast til de sorte sørgekniplingers fine mønstre og filigranagtige rankeværker. Øjnene på kvinderne er lukkede, de ser ikke ind i kameraet, de ser slet ikke. Søndergaard bruger så at sige kvindernes lyse ansigtshud som en indirekte lyskilde, ligesom hun iscenesætter dem som introverte og absorberede i sig selv – mærkeligt hensunkne i en stilstand, som allierer dem intimt med den død, deres sørgeslør henviser til. Under slørets maske er ansigtet selv en maske, forstår man, en dødsmaske af afvisende ubevægelighed.

Andre billeder i A Room Inside viser kvinder i trekvart profil, der bærer sørgeslør. Her er kvindernes påklædte skulderpartier også synlige, men det indadvendte bliver igen betonet ved hjælp af nedslåede øjne og statuarisk positur – de ’gravalvorlige’ miner. I et enkelt tilfælde har sørgesløret snarest karakter af skyklapper, der helt lukker et sidefra kommende blik ude og usynliggør kvindens ansigtsprofil. Søndergaard interesserer sig for ’indre rum’, men hun skildrer dem gennem de ydre, blikafværgende foranstaltninger, som klædedragter gennem historien har benyttet sig af.

Trine Søndergaard: Untitled Lace #8, 2015. Archival Pigment Print, 150 x 150 cm.

Memento mori

Hvis brudesløret er en symbolsk repræsentation af hymen, hvad viser sørgesløret så egentlig hen til? Måske styx, floden der tilgrænser dødsriget? I hvert fald er det ikke eros, der besynges med sørgesløret, men thanatos og hele det ubærlige skyggeområde, som døden udgør. Sørgeslørene tjener tydeligt nok en dobbelt funktion, tilslørende og afslørende på samme tid, idet de på den ene side sikrer den sørgende en diskretion, skjuler tabets smertende udtryk, og på den anden side signalerer sorg, demonstrativt og ekstravagant udtaler til omverdenen, at her bæres sorg, at sorgens blik er fortegnet og sortsværtet.

Atter andre værker i serien indkredser dødens og sorgens rum ved at aktivere symboler såsom spejlet eller slet og ret jorden. Udstillingens første to værker er nogle pløjemarkers sorte muld og en anden række af værker er en slags fotografiske trompe l’oeil af spejle. Spejle, der imidlertid ikke spejler dig, men omvendt udelukker dig af billedet, som var du allerede stedt til hvile. Galleriet er fyldt til bristepunktet med sådanne memento mori, men forbindelsen mellem denne insisteren på forgængelighedens realitet og sorgens klædedragter er mindre klar.

Nok står død og sorg i forbindelse med hinanden, men opmarcheringen af slidte vanitassymboler bidrager for mig at se ikke til at uddybe den spændende udforskning af sorgens særlige udformning som en disciplinering af blikket, som Søndergaard ellers subtilt og følsomt foretager i de centrale værker i A Room Inside.

I seriens bedste arbejder giver Søndergaard os smukt og enkelt indsigt i, hvordan vores blikkultur igennem historien er blevet formet af sociale ritualer, der rækker helt ind i det, der ellers opfattes som personlige følelser. Og hun minder os om, at sløret har en lang og rig historie her i Danmark, hvor så mange for tiden ellers ynder at udpege det som selve udanskhedens emblematiske stigma.

Trine Søndergaard. ’A Room Inside’. Martin Asbæk Gallery. Bredgade 23. København. Indtil den 5. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Trine Søndergaard: A Room Inside.

Undskyld mig et lille surt opstød, men hvad står i vejen for at henvise til Trine Søndergaard ved brug af hendes fulde navn? Denne nærmest militaristiske tiltaleform, hvor man kun benytter efternavnet, (som værterne på Deadline i øvrigt også ynder!), virker på mig både nedladende og som et helt unødvendigt og uforståeligt forsøg på at afpersonificere den, der til- eller omtales.

Og den stadigt mere omsiggribende 'væren på fornavn' med gud-og-hvermand er ikke meget bedre! [surt suk]