Læsetid: 3 min.

Sovjetmusik i jordhøjde

Skuespiller Jesper Christensen hev Sjostakovitj ned blandt os dødelige, så vi indså komponistens private ængstelse, og 50-årsjubilaren Copenhagen Phil holdt igen med det bombastiske
8. oktober 2015

Hvem var aftenens hovedperson torsdag i Konservatoriets Koncertsal? Jesper Christensen fyldte en hel førstehalvleg ud med sin musikalske fortælling om sovjetkomponisten Dmitri Sjostakovitj og vejen frem til hans 10. Symfoni. Copenhagen Phil spillede kortere uddrag fra værket, som vi efter pausen skulle høre i dets helhed.

Jesper Christensen spænder vidt som skuespiller: hvem husker ham ikke som faren i børneserien Nana i firserne, i spillefilmen Bænken som den alkoholiserede, selvdestruktive Kaj eller den virkelighedsfjerne hippiemusiker i dramaserien Arvingerne? Man fornemmer en kunstner, der giver meget af sin person og er så langtfra levebrød, som tænkes kan.

På samme måde var hans fortælling om Sjostakovitj både nede på jorden og personlig, så han virkede inde i stoffet og kunne jonglere (uden at blære sig) med musikalske termer, synge nogle af symfoniens melodier og ikke mindst bruge sit kropssprog, som nu skuespillere mestrer. Man forestillede sig levende, hvordan Sjostakovitj bænkede sig i koncertsalen i Sovjet, og sæderne omkring ham pludselig blev ledige, fordi han dagen forinden var blevet dårligt anmeldt i partiavisen.

Jesper Christensen halede også højtideligheden ud af sig selv, det digre værk og de dystre sovjetdage, han speedforklarede med komisk uforståelighed Sjostakovitjs hemmelige komponering af navnet Elmira, og gjorde grin med Copenhagen Phiiil, som han vrængede, der som straf for i 2013 at skifte fra navnet Sjællands Symfoniorkester skulle dirigeres af ham – og de svarede kakofonisk på hans pseudodirektion. Vi gik grinende og oplyst til pause.

Stjerneblæsere

Lan Shui, der i oktober stopper som chefdirigent efter otte frugtbare år, fik under den musikalske fortælling animeret sine tropper, så kuldegysene slog overrumplende ned i os.

Det rystede mig mere, end da de opførte symfonien i dens helhed. Sjostakovitjs tiende kan være lang, især førstesatsen på ca. 23 minutter kan få koncentrationen til at svigte. Modsat er den efterfølgende scherzo et lammende højdepunkt i hele symfonilitteraturen, angiveligt et portræt af komponistens onde skygge, Stalin. Så følger Sjostakovitjs overeksponerede signatur, motivet D-S-C-H, et kald om, ja, om hvad?

Jesper Christensen sammenlignede det med, når rapperne udråber deres navn, »Dmitris in the house«, skulle det altså svare til, men det er noget vrøvl, når vi taler om en så forpint og underkuet kunstner, der måtte udråbe sit krav på kunstnerisk ytringsfrihed i kode. I finalen bliver musikken plat med et tilbageblik på de vigtigste motiver fra de tre foregående satser, som hvirvles op og ender triumferende.

Det var velgørende, at Lan Shui og Copenhagen Phil skruede lidt ned for patos, så vi bedre kunne fokusere på strukturerne i værket. Især kom det 1. sats til gode, så kontrabasserne og celloernes kældermørke tema foldede sig beslutsomt ud, næsten som grå drivende skyer, til mere end en mumlen og senere bedre kunne genkendes, hvor det var viklet ind i andre motiver.

Hele den trippelbesatte træblæsergruppe havde en stor aften, især 1. klarinettist Giovanni Punzi, som i 1. sats i forlængelse af de dybe strygere indhyllede sidetemaet i grå sørgeklæder, men afklaret og uden sentimentalitet. Han og piccolofløjtenisten Kristina Ersson var stjerner den aften, hun med også ganske mange solopassager, hvor hun lyste tindrende og reflekterende op omkring sig.

Lan Shui holdt dygtigt gejsten i live i 1. sats med overbevisende kulisseskift og kontrol af dynamik. Jernnæven i scherzoen gav ikke så mange kuldegysninger, som den burde, og som orkestret præsterede før pausen, dens rytmiske bounce virkede også lidt for bumlet, hvorimod samme art hoppende ridt fungerede langt bedre i finalen, hvor den fysiske fornemmelse forplantede sig i kroppen.

De otte publikummere, jeg talte med i pausen, var begejstret for konceptet fortælling + koncert, selvom det betyder færre minutter med musik – så længe det ikke er sådan hver gang. Jeg frygtede, at folk kendte historien om det temmelig kendte repertoireværk, men det var tilsyneladende ubegrundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hele det dannede publikum sammen med Informations anmeldere sidder måbende og ukritiske medens de fodres med løgne og sladderhistorier om Sovjetunionen og om komponisten Sjostakovitjs. Ingen hiver i nødbremsen. Hvorfor ja det er nemt at svare på – grunden er den enkelte at man hører den landsby sladder man gerne vil hører.
Når jeg ser på teksten til SJOSTAKOVITJS 10. - BAG OM MUSIKKEN er det åbenlyst at inspirationen samt visse påstande stammer direkte fra Solomon Volkov’s bog ”Testimony The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. Denne bog er en gang for alle afsløret som en bunke hadefulde løgnehistorier. Hvorfor nogen har brug for hadebilleder af Sjostakovitjs hjemland for at kunne nyde musikken, er en perversitet som enhver selv må udrede for sig selv, men at man i Danmark offentligt vil kolportere Volkov’s løgne er skandaløst. Dokumentationen for Volkov’s forfalskning er offentliggjort i - Malcolm Hamrick Brown (ed): ”A shostakovich Casebook” Indiane University Press. Et resume han man læse her på min blok Det finns Inga äckliga Hallon! http://kilaasi.blogspot.dk/2013/08/lgnen-om-sjostakovitj.html
I teksten til aftens begivenhed hedder det: ” hemmelige koder blev flettet ind i noderne såsom systemkritiske beskeder” og netop dette barnlige nonsens stammer direkte fra Volkov. På sådanne grove og uhistoriske udsagn svare Elena Basner datter af Shostakovich ven Veniamin Basner: ”Med et fænomen, såsom Sjostakovitjs har jeg ondt af de mennesker, for hvem det vigtigste spørgsmål er, om han var ”pro-Sovjet” eller ” anti-Sovjet”. Jeg har medlidenhed med dem, der får at vide, at finalen til Sjostakovitjs femte symfoni ikke er en hymne til det godes triumf over det onde, men i virkeligheden det modsatte, og at scherzoen i tiende symfoni var tænkt som et musikalsk portræt Stalins. Hvilket primitivt, protozo niveau af forståelse! Og hvor vulgært"

Den overordnede vinkel i Volkov´s Sjostakovitj-bog er korrekt, som det bl.a. bevidnes af adskillige samtidige tæt på komponisten her:
http://www.siue.edu/~aho/musov/deb/dchron2.html
http://www.siue.edu/~aho/musov/deb/dchron1.html

Der er imidlertid tvivl om, hvorvidt Volkov´s interviewrække har været så omfattende som påstået, eller han snarere gentager oplysninger fra andre kilder.

Tror man på fx påstande om Sjostakovitj som dedikeret Stalin-tilhænger, kan man passende starte med Volkov og ovenstående, samt tjekke Sjostakovitj´s hemmelige, Stalin-kritiske kammerkantate "Rayok" ud. Den er ikke tilstrækkelig kendt: http://russian.psydeshow.org/music/
(omtale et stykke nede på siden, inkl. link til teksten i Sjostakovitj-værket).

@Joen Elmbak. Nu er Volkov’s bog afsløret som svindel – hvordan kan du så få dig selv til at skrive: ”Den overordnede vinkel i Volkov´s Sjostakovitj-bog er korrekt”.
Du skal også inkludere i dine overvejelser at denne bog har gjort Volkov til mange millionær i $’. Du mener at adskillige samtidige tæt på Sjostakovitj bevidner sandheden i Volkov’s bog! Det er jo lige modsat menneske. Solomon Volkov mødte kun Sjostakovitj 3. gange (og mødet var aldrig længere end 2 timer) og på denne korte tid kan ingen have fortalt den 281 siders fortælling som Volkov udgav. Komponistens enke Irina bevidner dette (Laurel E. Fay: ”Volkov’s Testimony Reconsidered” i: ”A Shostakovich Casebook Ed: Malcolm Hamrick Brown” side 52). En anden af Sovjetunionens store komponister Boris Tishchenko var tilstede ved disse møder og han tilbageviser at Sjostakovitj på noget tidspunkt fortalte de omtalte løgnehistorier. Sjostakovitj’s søn Maxim har sagt om Volkov: ”Hvor kom han fra? Jeg har aldrig set ham ved vores middagsbord?” (On Solomon Volkov and Testimony by Boris Tishchenko – i: ”A Shostakovich Casebook Ed: Malcolm Hamrick Brown side 136) Ved en anden lejlighed siger Boris Tishchenko at han finder det umoralsk at nævne navnet på Volkov i en samtale om Sjostakovitj. Tishchenko var elev af Sjostakovitj så han er en af de nære personer omkring komponisten.
Henry F. Orlov som af forlaget fik til opgave at læse manuskriftet inden udgivelsen af Volkov’s bog, skrev til forlaget at bogen overhovedet ikke haldlede om musik eller sovjetisk kulturliv. Derimod indeholdt den masser af rygter og sladder historier
(”A Shostakovich Casebook Ed: Malcolm Hamrick Brown side 107). Forlaget skulle kun bruge Henry F. Orlov som alibi, det blev forbudt ham at skrive eller udtale sig om bogen til offentligheden!
Sjostakovitj’s søn Maxim har mange gange udtalt at Testimony ikke er en bog skrevet af hans far men skrevet af Volkov (Malcholm Hamrick Brown: Ian Macdonald’s The New Shostakovich. I: ”A Shostakovich Casebook Ed: Malcolm Hamrick Brown side 159-60) . Irena Antonova Sjostakovitj’s kone tilbageviser på det kraftigste at Volkov’s bog skulle være hverken skreven eller dikteret af . Sjostakovitj
( Paul Mitchinson: ”The Shostakovich Variations”.I: ”A Shostakovich Casebook Ed: Malcolm Hamrick Brown side side 115).
Hertil kommer så selve afsløringen om falsummet som er for langt og anstændigt til at referer her, men du kan se et resume på min blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/08/lgnen-om-sjostakovitj.html

Volkovs samling af beretninger er udmærket fx medicin mod fx eventuelle forsøg på glorificering af Stalin-perioden.
Sønnen Maxim og datteren Galina har støttet tolkningerne i Volkovs bog i tre årtier. Undtagelser er så Maxim før afhopningen i 1981 (hvor KGB kørte kampagne mod bogen), og efter 2010, hvor han er begyndt at se musikken som mindre politisk specifik.

Men andre ledende musikalske personligheder, der har støttet det generelle indhold i Volkovs bog, er bl.a. Sanderling, Barshai, Temirkanov, Gilels, Richter, Rozhdestvensky, Ljubimov, Bychkov, Schedrin, Kremer, M. Janssons, V. Ashkenazy, og digteren Jevtushenko. Rostropovitj og Vishnevskaya synes mest at være for bogens generelle indhold.
- http://www.siue.edu/~aho/musov/testimony.html
- https://books.google.dk/books?id=WeSurvxLAhkC&pg=PA15&lpg=PA15&dq=vishne...)
- https://books.google.dk/books?id=WeSurvxLAhkC&pg=PA15&lpg=PA15&dq=vishne...

Maxim og Galina bidrog f.eks. med forordet i en russisk og tjekkisk udgave af Volkovs bog fra 2006:
"We, Shostakovich’s children, who watched his life pass before our eyes, express our profound gratitude to Solomon Volkov for his marvelous work, the naked truth of which will undoubtedly help our contemporaries and future generations better to see the difficult fate of our unforgettable father, and through it, better to understand his music."

Enken Irina har været mere skeptisk hvad angår de påståede interviews, idet hun kun havde kendskab til, at Volkov og Sjostakovitj sås 3-4 gange(http://www.oocities.org/kuala_bear/articles/Irina.html). Men Volkov så komponisten jævnligt i 1960-75, og at Irina først giftede sig med Sjostakovitj i 1962, hvorimod børnene fødtes i 1930erne og kendte mere til baggrunden.

Kritikken fra russiske komponisters side er især kommet fra de mest systemtro af dem.

Nogle andre Maxim Sjostakovitj-citater i flæng:

1986: "It's true. It's accurate... The basis of the book is correct."
1988:"Maxim Shostakovich interviewed by Volkov ("On 'Late' Shostakovich"): "It was one of the tricks of Soviet critics of the time to write that Shostakovich was getting sick and therefore began writing tragic music. Father wasn't conveying his personal health but the health of an era, of the times."
1989: "Everything that the book says about the persecution of my father and politics in general is certainly true."
1992:"Maxim Shostakovich appears with Solomon Volkov at a Shostakovich symposium:""[Testimony] is a very important book which revealed a whole aspect of the composer and his life in his homeland that was really unknown before."
1992:"Maxim Shostakovich is interviewed with Volkov: "I would like to take this opportunity and thank you for your book about my father -- for your description of the political atmosphere of suffering of this giant artist."
1997:"Maxim Shostakovich vouches for the authenticity of excerpts from Testimony reprinted in "Composers on Music" edited by Josiah Fisk. "
Nogle kilder:
http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=newsarchive&sid=apw3esLp4Yfo&refe...
https://en.wikipedia.org/wiki/Solomon_Volkov
http://www.siue.edu/~aho/musov/deb/deb.html
DSCH Journal Vol.8, 1997: http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=5&ved=0CD0QF... ,
http://articles.baltimoresun.com/2003-02-16/entertainment/0302150393_1_s...

@Joen Elmbak. Dit overflødighedshorn af referencer giver ingen mening fordi de er taget fra alle mulige ikke verificerbare steder på nettet – jeg ville være glad hvis du kunne citere fra fagbøger som har været igennem anmeldernes og andre videnskabelige kollegaers dom! Du må f.eks. forholde dig til afsløringen af forfalskningen og den måde den er forgået på og som jeg nu 3. gange har henvist dig til, uden at du har kommenteret dette mest centrale punkt – al det andet pladder høre ind under hvad Elena Basner skriver:
”Hvad angår fænomenet Sjostakovitj får jeg ondt af de mennesker – musikere såvel som ikke musikere – for hvem det vigtigste spørgsmål er om han var ”pro sovjet” eller ”anti sovjet””
PS: intressere du dig i det hele taget for musik?

Synsvinklerne på Volkov er vist nogenlunde tilstrækkeligt repræsenteret nu i denne tråd. Det må så være op til andre at vurdere vidensniveau og brug af faglitteratur, herunder "bloks".
For en ordens skyld: har i øvrigt en af landets større samlinger af russisk/sovjetisk klassisk musik.