I Museumsbygningen på Østerbro, hvor der er højt til loftet, parketgulve og et fantastisk ovenlys, viser Augusta Atla i øjeblikket udstillingen Helios sammen med den græske kunstner Nikos Branidis, der både er Atlas kæreste og samarbejdspartner. I udstillingen hænger Atlas stoftryk i klare farver og collager i overvejende sarte pastelfarver side om side med Branidis’ sort-hvide fotografier fremkaldt fra fundne negativer. Udstillingens overordnede indtryk er let og drømmende og nærmest smelter ind i bygningens smukke lokaler.
Augusta Atla er måske bedst kendt for sine collager, der tager udgangspunkt i fotografier af hende selv. Indimellem gør hun sit eget billede til en påklædningsdukke med udklippede klædedragter i folkloristisk stil, mens hun i andre værker indgår i syrede stillebens med døde fisk og artiskokker. Og netop det syrede – eller surrealistiske – kendetegner flere af Augusta Atlas værker. Som en surreal drøm fungerer hele udstillingen som én stor collage. Her er det ikke vigtigt, hvad der er Atlas, og hvad der er Branidis’ værker, eller hvor et værk starter eller slutter, for gennem den lille række af rum, som udstillingen rækker over, udfolder udstillingen sig som én samlet udsigelse, hvor mange billeder og udtryk går igen flere steder.
Udstillingen består da heller ikke udelukkende af fotografier og collager: Rundtomkring er nemlig sat små tableauer op, så det næsten ligner sporene efter en slags rituelle handlinger. Som eksempelvis et stearinlys, der stille brænder på gulvet og bordet med fotografier, fremkaldervæske og fotoapparater. Eller som de små bunker af krydderier og tørrede blomster, man ligeledes finder rundt om i udstillingen.
De små tableauer understreger værkernes sanselighed og flygtighed, idet de får udstillingen til at fremstå som levn efter en performance, der stadig er i gang. Som om der potentielt kunne blive fremkaldt og hængt nye billeder op i morgen. Hvem ved?
Samtaler
Mest vellykket er måske de steder udstillingen, hvor Atlas næsten Francesca Woodman-lignende stillebens af egen krop vises sammen med Branidis’ retroæstetiske sort-hvide fotografier af hverdagsliv.
Selv om værkerne har forskellig karakter, bliver mødet mellem dem dynamisk og giver en kant til hinanden, som de måske ikke ville have, hvis de stod alene. Her er både en samtale mellem to nulevende kunstnere på færde og en samtale, som går på tværs af tid.
For Augusta Atlas værker er ikke uden historiske referencer til særligt kvinden som symbol, billede og figur, men også til en større kulturel arv fra særligt det antikke Europa. Deraf også udstillingens titel – Helios. Samtalerne – og samarbejderne – er desuden også noget, Atla arbejder med i det athenske udstillingssted Maison MACA, som hun grundlagde i 2014, og som fungerer som et sted, hvor kunstnere kan mødes for at bo, diskutere og arbejde.
Augusta Atlas værker er behagelige at se på. Forstyrrelserne er små, som for eksempel den døde fisk, der ligger på Atlas nøgne krop på et af billederne. Hele tiden bevæger udstillingen sig lige på kanten af næsten at være for pæn. For æstetisk. Men det er også denne ’frække pænhed’, der åbner for interessante spørgsmål. For selv om der ikke er tale om provokerende direkthed eller obskøniteter, er udstillingen alligevel provokerende i sin insisteren på det – i mangel af bedre ord – feminine. I sin barnligt legende og florlette fremståen. For hvad er det, der (for nogen) kan gøre det fine og feminine næsten provokerende? Med Augusta Atlas og Nikos Branidis’ fine udstilling er der i hvert fald grundlag for en (visuel) diskussion på tværs af kunstnerpraksisser og på tværs af kunsthistorier.
’Helios’ af Augusta Atla og Nikos Branidis. Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, Kbh. Ø. Indtil 18. november
