Læsetid 2 min.

Suveræn Camus

Skuespilleren Jacque Lauritsen taler os ind i Camus’ desillusionerede verden, så vores glæde ved at hjælpe andre bliver vendt til en ækelhed over vores egen selvoptagethed
2. oktober 2015

Mandens ulastelige, gråbrune jakkesæt får den lyseblå skjorte til at lyse af friskhed. Han står alene i en lyskegle og taler så veloplagt og overlegent: Han er dommer. Han er hjælpsom. Han er begavet. Han tager sig helst af ædle sager. Han soler sig i sympati.

Men tag ikke fejl. Når denne mand først får fortalt om, hvad der egentlig skete en dag på en bro, så vender alting. For Jacque Lauritsen har dramatiseret Albert Camus’ roman Faldet for Får 302, så historien borer sig ind i tilskueren med de skarpeste pile. Alt er så perfekt i denne ordstramme monolog. Alt er så præcist. Manden på scenen taler ind i vores eget selvbillede og vores egen samvittighed. Og billedet af mennesket, der ikke vil blande sig og ikke tage medansvar, bliver samtidig et skræmmebillede af et menneske, der ikke vil elske.

Selvhadet vokser

Det er lykkedes for Jacque Lauritsen at ramme Camus’ særlige tone og efterkrigstidens desillusion, så det næsten giver kvalme. Hans beskrivelse af den ensomme dommerskikkelse bliver samtidig et uhyggeligt vellignende nutidsbillede af en hvilken som helst akademiker, der lægger sine små, muntre iagttagelser ud på Facebook, mens det indre selvbillede krakelerer, og selvhadet vokser frem …

For hvorfor er det, at vi ikke kan mærke kærligheden? Hvorfor vil vi hellere dyrke distancen? Hvorfor er ironi så meget nemmere end nærhed? Hvordan kan vi overhovedet komme ud af vores ensomhed? Og hvad stiller vi egentlig op med vores skyld, når vi står mutters alene og har afvist kristendommens tilgivelse?

Skyldig for evigt

Det er altså store spørgsmål, der fylder det lille teater i Toldbodgade. Skuespilleren ser tilskuerne i øjnene, en efter en, og han fanger hver eneste latter eller hosten i salen – og kommenterer den. I Petra Berg Holbeks fintfølende iscenesættelse bygges spændingen langsomt op, så den til sidst næsten ikke er til at holde ud. For hvad skal man stille op, hvis man faktisk indser, at man ikke kan udslette sin egen skyld? Eller at man for altid vil mærke ’den bitre smag af død i munden’?

Det irreversible

Ligesom Camus’ roman Den fremmede fra 1942 er Faldet fra 1956 en skildring af en mand, for hvem forskellen mellem uskyld og skyld ændres for altid i et enkelt øjeblik. Denne fascination af det pludselige og irreversible i livet tolkes suverænt af Jacque Lauritsen, der har et kropssprog så stramt som en danser – og en stemmeføring så pertentlig som en sanger. Samtidig har hans slanke krop en udstråling af noget kompromisløst, som matcher teksten fantastisk godt.

Slutningen forvirrer mig dog en anelse. Jeg forstår ikke helt, hvad der sker. Her bliver Johannes-ordene svære. Men det gør ingen egentlig forskel. For da har ordpilene allerede ramt mig: Er min omsorg for andre oprigtig – eller hjælper jeg bare for at fremstå god? Er jeg overhovedet i stand til at elske?

Og er der overhovedet noget alternativ til selv at hoppe ud fra den bro?

’Faldet’. Baseret på Albert Camus’ roman fra 1956. Dramatisering: Jacque Lauritsen. Instruktion: Petra Berg Holbek. Lys: Sonja Lea. Får 302 til 17. oktober 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anders Reinholdt
    Anders Reinholdt
Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu