En svirrefluesamlers dannelsesprojekt
Svenske Fredrik Sjöberg, der fik sit nationale og internationale gennembrud med trilogien Fluefælden, Kunsten at flygte og Rosinkongen, er aktuel med en essaysamling, der til dels genbruger (eller i skitseform forudgriber) temaerne fra trilogien: En glemt samler og forsker levede et eventyrligt liv, som oprulles, krydret med refleksioner over samleriets og samleres natur, filosofiske iagttagelser og en hel del digressioner. Alt sammen båret af en lun forfatters humor.
Titlen, Hvorfor bliver man ved? hentyder til hans overvejelser over essayet, der i sagens natur, og ikke mindst i Sjöbergs tilfælde, er et orgie i digressioner.
Essayisten bør altid sigte efter den dannede, men uinteresserede læser, fastslår han, en indsigt uden hvilken Fredrik Sjöberg næppe havde givet sig i kast med en hel bog om svirrefluer, nemlig Fluefælden.
Som imidlertid var en guddommelig opdagelse for denne læser, der aldrig har skænket svirrefluer andre tanker, end at de er gode til at æde bladlus. Og i øvrigt prøver at ligne hvepse.
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Sjöberg har fat i noget vigtigt der.
Jg har selv i mange år jævnligt chokeret mine omgivelser ved at påstå, at moderne unge mennesker ( ... a hm.. altså under 50) egentlig ikke kan lide naturen. Der er nogle få, udvalgte elementer af naturen, de sætter pris på: udvalgte romantiske landskaber med udsigt, søde og farvestrålende arter af fugle, pattedyr, sommerfugle og blomster. Og så selvfølgelig naturen som arena for selvudfoldelsen: konditræning, mountainbike, kanosejlads og lignende, som er ubehageligt at udføre på en trafikeret vej.
Men flertallet af moderne mennekser føler mest ubehag og utryghed ved al det kriblende mylder af slim, krybende og svirrende kravl, rødder og mycelier, som udgør kernen og fodfolket i økologiens kredsløb. Det, som der er mest af i hele naturen. Det, som bliver interessant, fascinerende og smukt, jo mere man lærer det at kende, jo mere man får navne på, jo mere man får at vide om deres liv og rolle i det store kredsløb.
Denne uvidenhed, fremmedhed, er den skjulte, indre naturkatastrofe, som overhovedet har gjort det muligt for Venstre og deres venner at slagte en velfungerende natur- og miljøadministration - og nu sprede de sørgelige rester som aske i den yderste provins og kalde det en styrkelse af Danmark.
Vi regeres af en bande økologiske analfabeter.