En svirrefluesamlers dannelsesprojekt

Svenske Fredrik Sjöberg, der fik sit nationale og internationale gennembrud med trilogien Fluefælden, Kunsten at flygte og Rosinkongen, er aktuel med en essaysamling, der til dels genbruger (eller i skitseform forudgriber) temaerne fra trilogien: En glemt samler og forsker levede et eventyrligt liv, som oprulles, krydret med refleksioner over samleriets og samleres natur, filosofiske iagttagelser og en hel del digressioner. Alt sammen båret af en lun forfatters humor.

Titlen, Hvorfor bliver man ved? hentyder til hans overvejelser over essayet, der i sagens natur, og ikke mindst i Sjöbergs tilfælde, er et orgie i digressioner.

Essayisten bør altid sigte efter den dannede, men uinteresserede læser, fastslår han, en indsigt uden hvilken Fredrik Sjöberg næppe havde givet sig i kast med en hel bog om svirrefluer, nemlig Fluefælden.

Som imidlertid var en guddommelig opdagelse for denne læser, der aldrig har skænket svirrefluer andre tanker, end at de er gode til at æde bladlus. Og i øvrigt prøver at ligne hvepse.

Et dannelsesprojekt

Men netop bestemmelsen af arterne, som er samleren og biologen Fredrik Sjöbergs ærinde par excellence, står helt centralt i Hvorfor bliver man ved? Fredrik Sjöberg hævder at skrive for den dannede læser, men inderst inde i sine essayistiske udfoldelser har han selv et gravalvorligt dannelsesprojekt. Naturbevarelse og miljøbeskyttelse gribes nemlig i Sjöbergs øjne helt forkert an i dag:

»Manglen på nye visioner reducerer fremtidstroen til et fromt håb om større bevillinger i de kommende budgetforhandlinger,« lyder det sarkastisk. Og mange af dagens højt berømmede tiltag er direkte forfejlede:

»Det argument at skovarealerne er større end før,« (som blandt andet det danske Venstre hænger sine nedskæringstiltag op på), »er rettet mod analfabeter, der simpelthen ikke kan se, at denne påstand er lige så dum som i ramme alvor at hævde, at en telefonbog er bedre litteratur end en førsteklasses roman, alene fordi den er tykkere.« (Skovplantager kan nemlig udmærket være et artsfattigt alternativ til eksempelvis et lysåbent engdrag.)

Fredrik Sjöberg kritiserer i det hele taget bestræbelserne på at skabe naturreservater som museale – fordi de samtidig prisgiver den øvrige natur, der ikke har det held at komme på museum. Som et eksempel på en dynamisk naturopfattelse nævner han den mangfoldighed af arter, der er myldret frem i de korridorer, der opstod da man anlagde højspændingsledninger ud over Sverige. Naturbevarelse uden reservater vil givetvis være dyrere, men også en bedre investering på langt sigt, mener han.

Mange rødlistede arter klarer sig desuden glimrende i almindelig skov, hvis den dyrkes fornuftigt, argumenterer han, »noget andet er så, at det ikke er tilfældet i dag.« Hvorimod de svenske rødlister har været »det rene raritetskabinet. Besværlige parasitter, udryddet under store anstrengelser, urter som ikke tåler vort klima,« osv.

Naturfølelsen

Men hvorfor famles der i den grad i blinde? Det skyldes nutidens manglende kendskab til arterne, mener svirrefluesamler Sjöberg. En befolkning, der ikke kan kende en svirreflue fra en hveps og som i øvrigt bor i byer, mangler slet og ret en viden, som er nødvendig for naturfølelsen.

»Artskendskab er som et sprog. Kan man ikke sproget, bliver sammenhængene svære at forstå. Desuden tror jeg at det vi kalder naturfølelse, til en vis grad og måske mere end det er et produkt af denne biologiske læsefærdighed.«

Skolerne forsøger at bygge miljøbevidsthed op på bekymring, frygt og dårlig samvittighed, man ser mest naturen »som et foruroligende mylder af snart uddøde flagspætter og den allergifremkaldende kaukasiske kæmpebjørneklo.«

Avisen Dagens Nyheter anede således ikke, »hvor godt den opfangede samtiden« ved i sin årlige quiz for skoleelever at stille spørgsmålet: »Hvilket insekt spreder borrelia?

Det rigtige svar var selvfølgelig en skovflåt. Den er jo altså bare ikke noget insekt. Men hvem går op i det«?

(Skovflåten er en mide, der hører til blandt spindlerne ligesom edderkopperne. ks).

Hvad der skyldes skolen, og hvad urbaniseringen, er ikke sådan at sige, medgiver han, »men sandsynligvis medvirker begge faktorer til at kendskabet til forskellen mellem el og elm fremstår som eksklusivt. Det er sammenhængene der er det vigtige, lyder det, økologien og miljøtruslen.«

Givet er det, at naturfølelsen er svindende. Og da man næppe kan forestille sig, at de store byers befolkninger flytter på landet for naturens skyld, bliver den klassiske, dannede viden om arterne så meget desto vigtigere. Og det er faktisk en synsvinkel på vores forhold til naturen, som er nærmest fraværende i dag.

Også af den grund er den svenske svirrefluesamler, Fredrik Sjöberg, der blandt andet har udgivet en bog om digteren Tomas Tranströmers insektsamling, et uomgængeligt bekendtskab. Hvis ikke han kan interessere den uinteresserede læser, er der ingen der kan.

Hvorfor bliver man ved? – og andre essays
Fredrik Sjöberg
Oversat fra svensk af Charlotte Jørgensen
Hr. Ferdinand
255 sider
300 kroner