Læsetid: 5 min.

Syndsforladelse for faderens nazifortid

I 20 kronikker og artikler fra 1979-2015 giver Claus Bryld fine glimt af sin udforskning af besættelsestidens eftervirkninger – og ikke mindst af, hvad der har drevet ham
29. oktober 2015

Min besættelse hedder denne essaysamling med velvalgt tvetydighed. Claus Brylds interesse for besættelsestiden begyndte med en besættelse af familiens dunkle fortid og et stærkt behov for at få kastet lys over faderen, landsretssagfører Børge Bryld, der indtil 1943 var leder af det danske nazipartis juridiske råd og sammen med sine brødre hørte til indercirklen omkring Frits Clausen.

Retsopgøret, faderens dom, fængelsophold og eksil tog tidligt livet af den tidligere nazist og forsynede derudover på effektiv vis sønnen Claus (f. 1940) med en traumatisk barndom, fuld af modsatrettede følelser: skyld og skam på den ene side og på den anden en følelse af, på faderens vegne, at være udsat for en dyb uretfærdighed. Behovet for at få afklaret faderens rolle og den politiske dom, han modtog under retsopgøret, ansporede forfatteren til at blive historiker, samtidig med at han var aktiv i først SF og siden i VS’ leninistiske fraktion. Bryld, der i dag er socialdemokrat og ekspert i sit partis historie, var indtil 2006 professor i moderne historie på RUC. Hans livslange favntag med historien har således ikke kun »haft intellektuel interesse, men også følelsesmæssig«, skriver han. Forfatteren lægger her alle sine personlige præmisser frem, ja, de bliver faktisk omdrejningspunkt for hele bogen.

Den foreliggende essaysamling udgøres af 11 kronikker og ni artikler fra Kritik og danske og norske historiske tidsskrifter, publiceret fra 1979 til i dag. Der er delvist tale om genbrug, idet et par af teksterne har været trykt i Brylds essaysamling Kampen om historien fra 2001. Bogen er vel et forsøg på at samle op og gøre status – en velkommen vane hos emiterede besættelseshistorikere.

For besættelseshistoriker er Claus Bryld, skønt han i forordet hævder det modsatte. Vel har han ikke gransket de fem besættelsesår i kildetunge afhandlinger, men han har om nogen gjort eftertiden og fortolkningen af besættelsestiden til et selvstændigt forskningsfelt – ofte sammen med den mangeårige RUC-makker Anette Warring.

Traumet

Første del kredser om det problematiske forhold til faderen og de nytteløse forsøg på at få adgang til de akter i Rigsarkivet, der kunne belyse hans rolle under besættelsen og retssagens forløb. Teksterne i denne del er båret af stor ærlighed og et dybtfølt ønske om retfærdiggørelse, et tema, Bryld behandlede langt mere uddybende i sin bog Hvilken befrielse fra 1995. Det har ikke været nemt at være barn af en kendt nazist, skønt han faktisk kun giver få eksempler på den ringeagt, han hævder at have mødt; følelsen af at være omgivet af ringeagt kunne jo være reel nok for en dreng i 5-15-årsalderen. Og selv om forfatteren jævnligt gentager, at »indlevelse i de historiske aktørers værdigrundlag inden for alle lejre er nødvendig for at forstå deres intentioner og handlingsvalg« (her fra essayet ’Besættelsestiden som patriotisk praksis’), skinner det alligevel igennem, at forståelsen for forældrenes motiver er større end forståelsen for de fjendtlige omgivelser, indbildte eller ej. Så sent som i 1999 skriver han om en »hysterisk« nabokone, der tilbage i 1951 over for forfatterens mor havde bedt om, at lille 11-årige Claus i fremtiden holdt sig fra at tale de dømte nazisters sag over for hendes børn. Men det kunne hun jo have sine (gode) grunde til. »Hysterisk« var ifølge forfatteren også kritikken af Elle-Mie Ejdrup Hansens lysinstallation i forbindelse med 50-året for befrielsen. Det er en sprogbrug, der tyder på, at han ikke er helt så afklaret, som han gerne vil give indtryk af.

Fædrenes synder nager altså stadig, men læseren må jo insistere på, at skylden ikke er hans. Syndsforladelse er med andre ord ikke relevant her; tingene giver bare ikke altid mening. Hensynet til privatlivets fred henvises der gerne til, når der gives afslag på arkivadgang. Måske kunne man udvide ’privatlivets fred’ til også at omfatte hensynet til de efterladtes sjælefred? Bryld skylder i øvrigt læseren at oplyse, om han faktisk nogensinde fik adgang til materialet vedrørende faderens retssag.

Friere arkivadgang

Anden del omhandler forfatterens indsats i kampen for friere arkivadgang, som var en direkte udløber af kampen for at forstå. I et større perspektiv var i virkeligheden et opgør med 100 år gamle bestemmelser med rod i Enevælden. Arkivloven af 1992 og den reviderede version 10 år senere var resultater af denne kamp, som sikrede en mere ens behandling af ansøgningerne og kortere hemmeligholdelsesperioder.

Besættelsens eftervirkninger i den kollektive bevidsthed, udviklingen i den historiefaglige besættelsesforskning, fejringen af jubilæerne og de mange offentlige kontroverser om fortolkningsretten til de fem år er et tyngdepunkt i Brylds publikationer, og det ses også i denne bog, hvor del 3, ’Erindringspolitiske konflikter’, fylder absolut mest. Indholdsmæssigt er der i denne del af bogen tale om stof, der for en dels vedkommende er set før, nemlig i Bryld og Warrings Besættelsestiden som kollektiv erindring fra 1998. Senere fænomener såsom filmene Flammen og Citronen og Hvidsten Gruppen behandles ikke, skønt de utvivlsomt har haft en påvirkning af den opvoksende generation, som kan sammenlignes med Matadors betydning for den forrige. Fremhæves skal dog et glimrende essay om Knud W. Jensen og Ole Wivels tilknytning til den nyromantiske og førerdyrkende ’Ringen’ omkring Fritz Waschnitius under krigen. Til gengæld er et længere essay om ’Frihedsmuseet i fortid og fremtid’ i stedet for det lovede blevet til en traditionel gennemgang af besættelsesforskningens forskellige retninger siden 1945.

Fortolkningsretten

Men der stilles et væsentligt spørgsmål, som også blev vendt her på bladet i foråret: Hvad bør der gøres modstand mod i dag, og er der overhovedet modstandspotentiale i den danske befolkning?

Et fjerde tema har sneget sig ind i bogen med blot to tekster under titlen ’Besættelse og retsopgør i universalismens lys’. Her åbnes på en måde de vigtigste fremadrettede perspektiver, for som Bryld helt rigtigt påpeger, er der siden Murens fald sket en globalisering, også i vores måde at tænke historien på. Med daglige globale problemstillinger at tage stilling til og et land, der bliver mere og mere bundet op på internationale forpligtelser, bliver det sværere at forstå det ekstremt nationalt fikserede grundlag, der blev lavet politik på i 1940’erne.

Datidens beslutningstagere kommer til at se underligt indskrænkede ud i deres handlinger, og det bliver (for) nemt at fordømme tilpasningspolitikken over for det overmægtige Tyskland.

Omstændighederne var ganske rigtigt anderledes dengang – og netop derfor skal Bryld tage sig i agt for at drage for hurtige paralleller til dansk udenrigsaktivisme i dag, som han gør det i bogens sidste essay.

På overfladen ligner Danmarks følgagtighed over for USA måske tilpasningen til Tyskland under besættelsen. Danmark fulgte den folkeretsstridige amerikanske invasion i Irak i 2003. Men situationen dengang var grundlæggende anderledes, og tænker man tanken til ende, får den nogle helt urimelige konsekvenser for opfattelsen af de danske styrker i Irak.

Med de gentagelser, der er svære at undgå i en bog som denne, og med de relativt få steder, hvor kæden hopper af på grund af den følelsesmæssige nærhed til stoffet, er denne bog god som indføring i Claus Brylds forfatterskab.

Claus Bryld, ’Min besættelse’ 50 års livtag med historien’. Roskilde Universitetsforlag, 274 sider, 278 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu