Læsetid: 5 min.

Tab, feberflirt og politiske folkeviser

Saybia undersøger afstanden til tragedien. Emma Acs leger med flirtens afstande. Lars Lilholt siger, at vi selv opfinder afstande mellem mennesker. Og Bisse råber til dem, der har lagt afstand til ham. Fire nye danske plader arbejder med, ja, afstande
Emma Acs’ ’Give In To Whatever’ er en stilistisk og kunstnerisk veludført plade med musikalsk overskud – men uden de store følelser.

Universal Music

2. oktober 2015

Da Søren Huss i 2010 udgav sit første soloalbum Troen og Ingen, inviterede han med sine dansksprogede sange lytteren med helt tæt på hans egen personlige sorg. Han bearbejdede sin egen biografiske tragedie – tabet af hans kone og det at skulle stå med eneansvaret for sin lille datter, mens han var lammet af sorg – på en måde, som lod lytteren komme med helt ind på sorgens afgrundsdybe sofa.

Nu er Søren Huss tilbage som forsanger i det engelsksprogede rockband Saybia – på deres første udgivelse siden 2007. Og selvom der på nuværende tidspunkt er en vis tidslig distance til tragedien – en distance, som tematiseres i teksterne – klinger Søren Huss’ biografiske baggrundshistorie stadig i momenter med som en rørende sonisk og tematisk undertone på albummet No Sound From The Outside.

Især på pladens første nummer, »Airplanes And Submarines«. For »Airplanes And Submarines« er ikke en fortælling om, hvordan tabet gør én stærkere. Eller om, hvordan man kan give fuldstændigt slip på sorgen og komme helt og aldeles videre. Den er derimod en fortælling om, hvordan man kan finde en måde at leve videre på, selvom sorgen er nærværende i alt, man gør.

»I’m not lonely, nor in love/somewhere in between airplane and submarine/and I found peace in my heart with what I leave behind.«

No Sound From The Outside virker da også bedst i de momenter, hvor sorgen stadig er nærværende. For i de sange, hvor sorgen mangler, mangler der også en dybde. Som i uptempo-nummeret »Paralyzed«, der er en overfladisk forelskelsessang, en tiltrækningssang, men en sang, der hverken tager mig med ned under underfladen eller for den sags skyld viser mig noget spændende ved overfladen. Ligesom der på pladen er enkelte steder, hvor sorgen er til stede uden at blive forløst kunstnerisk. Som i »Black Hole«, hvor det repetitive omkvæd lyder »Hole, there’s a hole, there’s a hole/there’s a black hole in your soul,« men hvor der ikke etableres en følelsesmæssig forbindelse imellem sorgen og mig som lytter.

Emma Acs

På Emma Acs’ nye psykedeliske, forførelsespoppede plade Give In To Whatever er den musikalske forelskelsesleg, legen med afstande imellem de to flirtende parter, helt central for pladens æstetik. For pladen er som én lang veliscenesat feberflirt, hvor jeg til stadighed ikke ved, om jeg er købt eller solgt. Og hvor jeg ikke engang rigtigt ved, hvem jeg flirter med. Emma Acs’ stemme, der til tider er lys, blød og nymfet og til tider dyb og dæmonisk, trækker mig rundt i en orientaliseret lydmanege, hvor citarer, violiner og ’kinainspirerede’ synthfigurer udgør en væsentlig del af stemningstapetet. Den lokker mig helt tæt på for så igen at skubbe mig lidt væk. For derefter i en hvirvlende bevægelse helt at ændre karakter i en tilsyneladende uendelig personaleg.

Tiltrækning er da også et centralt tema i lyrikken. I nummeret »Magnetic Fields« bruger Emma Acs magnetfeltet som billede på den udkårnes tiltrækningskraft på det syngende jeg. En tiltrækningskraft, som får jeget til at sætte alle forbehold til side – blandt andet det, at den udkårne allerede har en anden kvinde i sin seng. Der opstår her en interessant spænding imellem nummerets lettere stressede beat- og klangunivers, hvor man som lytter aldrig helt ved, hvor man har stemningen henne – eller hvilke steder man klangmæssigt kan føle sig i sikkerhed.

Give In To Whatever er en stilistisk og kunstnerisk veludført plade, som måske i forlængelse af sin æstetik ikke trækker mig så tæt på, at jeg får mulighed for at mærke de helt store følelser. Men som ikke desto mindre aktiverer min mentale billedgenerator, og som med musikalsk overskud tager mig med rundt i hele den psykedeliske stemningspalet.

Bisse

Som anden del i sin Blod-trilogi har Thorbjørn Radisch, der udgiver musik under navnet Bisse, men som også er en del af Spillemændene, udgivet det vibrerende album Umage, hvor han afsøger desperationens fjerneste afkroge. Og Bisse er langt væk. Han er helt derude, hvor det gør allermest ondt. Derude, hvor man må råbe for overhovedet at gøre sig forhåbninger om at blive hørt.

Umage starter ellers i det helt nære på nummeret »Kongeliljer«, hvor jeget sidder og observerer de sommerfugle, som sværmer omkring ham, og de kongeliljer, der ikke længere er der. Jeget er blevet forladt og bearbejder sit tab poetisk: »Hvad lever de af/de sværmeriske sommerfugle/i min lille mave/i min lille have/er kongeliljerne revet op med rod.«

Men derefter stiller det syngende jeg sig altså langt ud på et desperat musikalsk følelsesoverdrev og råber ekko- og rumklangsindsmurt ind mod verden. Han råber især ad sin ekskæreste, der har forladt ham, og han gør det med en så voldsom sårbarhed, at det kunne have været tåkrummende pinligt at være vidne til. Det kunne have været en decideret frastødende æstetisk gestus. Men både de poetiske og de musikalske lag, de luftige synthesizere og de skurrende guitarer, der både spiller melodiske forløb og lægger store beskidte lydflader omkring vokalen, medfører, at det ligefrem føles tillokkende at fortabe sig i Bisses smertehelvede.

Lars Lilholt

Der er meget stor musikalsk afstand imellem mig og Lars Lilholt. Så stor en afstand, at jeg som udgangspunkt havde svært ved at se for mig, at vi skulle kunne forenes i nogen meningsfuld musikalsk afsender-modtager-relation. Men selvom den afstand ikke grundlæggende bliver nedbrudt på Lars Lilholts nye politisk folkede plade Amulet, sker der faktisk noget – i enkelte fraser – når jeg lytter til de to første numre på pladen.

For Lars Lilholt taler med to solidariske, politisk engagerede folkeviser på sin egen måde ind i den politiske situation. Når han for eksempel synger, at »vi er alle emigranter/landet lige her«, så kommunikerer han til mig på en måde, som jeg kan mærke. Han giver noget til den politiske samtale, som er oppe lige nu, som kører i mit hoved. Og jeg hører ham sige, at grænserne, afstandene imellem mennesker, er noget vi selv har opfundet.

Men når han fra tredje nummer begynder at blive new-age-lommefilosofisk, og synger »giv mig nærvær og klar besked, giv mig al din opmærksomhed«, skubber han mig væk igen. Når han i »Battling Kid« synger om en dreng, der emigrerede til USA og som lærte at kæmpe i ringen, taler han – trods emigrationstemaet i sangen – forbi den samtale, der er vigtig nu. Og når han i sangens omkvæd synger »han blev en battling kid« og hans kor svarer »battling kid«, hvorefter han siger »yeah«, så er afstanden imellem os desværre genoprettet med fuld styrke.

Saybia: ‘No Sound From The Outside’ (Columbia/Sony)

Emma Acs: ‘Give In To Whatever’ (A:Larm/Universal Music)

Bisse: Umage (Gateway Music)

Lars Lilholt: Amulet (Universal Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu