Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tulle, Rousseau og flæskestegen

Professor Peder Nedergaards skildring af DF-formand Kristian Thulesen Dahls politiske udviklingshistorie skæmmes af et krampagtigt forsøg på at gøre den franske filosof Jean-Jacques Rousseau til ledestjerne
Har Kristian Thulesen Dahls (DF) politiske ålesnoninger fulgt principper fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau? Det gør professor Peter Nedergaard sig store anstrengelser for at hævde.

Ulrik Hasemann

Kultur
5. oktober 2015

Hvem kan greje Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), på Christiansborg kærligt omtalt som Tulle?

Thulesen Dahl er opvokset i et radikalt lærerhjem, men blev som 13-årig grebet af Mogens Glistrup og hans anarkistiske skattenægterparti, Fremskridtspartiet, hvor Thulesen Dahl siden blev formand for landsungdomsorganisationen med budskabet: »Vi skal være klart liberale.« Samtidig stillede han sig i spidsen for kampagnen ’Åbne grænser’ med kravet: »Alle skal kunne rejse og bosætte sig frit overalt i verden.« Som 25-årig blev Thulesen Dahl valgt til Folketinget for Fremskridtspartiet. Her knyttede han sig til Pia Kjærsgaard og flygtede med hende ud af Fremskridtspartiet, da det eksploderede i en tv-transmitteret borgerkrig. Siden var han én af de førende i stiftelsen af Dansk Folkeparti, hvor han opfattede forskellen til Fremskridtspartiet som et spørgsmål om »stilen«: »Der er behov for nye rammer at føre fremskridtspolitik i,« sagde Thulesen Dahl.

Hvorpå han tre år senere erklærede i et interview med nærværende anmelder: »Skal man finde en rød tråd i Dansk Folkeparti, er det, at vi i modsætning til Fremskridtspartiet er meget konservativt domineret, ja, faktisk gammelkonservativt, du ved, med Gud, konge og fædreland.«

Nye hop

Men heller ikke denne position er Thulesen Dahl forblevet i. Sammen med den øvrige ledelse af Dansk Folkeparti – der alle har rødder i Fremskridtspartiet – har han siden udnævnt partiet til det nye Socialdemokraterne og velfærdsstatens vogter – idet Dansk Folkeparti dog trofast bringer socialskeptiske Venstre-regeringer til magten.

Hvem kan dog få mening i dette? Det kan statskundskabsprofessor Peter Nedergaard. I sit bogportræt af Thulesen Dahl, med titlen Hjemstavnsmanden, gør Nedergaard gældende, at Thulesen Dahl såmænd blot følger den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus principper: Respekt for folkeviljen, loyalitet mod hjemstavnens tænkemåde, modstand mod store forandringer, stræben efter social sammenhængskraft, uvilje mod storbymentaliteten. Nedergaard finder belæg for Thulesen Dahls folkelighed i, at Thulesen Dahl hele sit liv kun har boet i et begrænset sønderjysk område omkring Vonge, Give og Nørre Snede, og at han bærer just denne egns rodfæstede værdier.

Dette postulat, som Neder- gaard insisterer på hele vejen i sin fremstilling af Thulesen Dahls politiske ålesnoninger, overbeviser ikke, men giver bogen et skær af grinagtighed. Måske havde en bedre titel været: Ålen som helgen.

I én sammenhæng har Nedergaard svært ved at anbringe Rousseau. Det handler om Thulesen Dahls selviscenesættelse med at forlange sig bespist med flæskesteg ved højt profilerede forhandlinger. Nedergaard skriver:

»Inden forliget om finansloven kom i hus, havde Thulesen Dahl spist sig igennem en hel del flæskesteg. Det var og er den symbolladede livret, og den ønskede han hyppigt serveret under forhandlingerne. Det blev endvidere bredt ud i medierne, at det var således, det foregik.«

Men altså: Flæskestegen er ikke syltet i Rousseau.

Diktatur

Nedergaard døjer også med at bakse Rousseau ind i Dansk Folkepartis topstyring.

Nedergaard skriver, at den hårdhændede behandling af interne kritikere »kunne minde om såkaldt demokratisk centralisme, som det kendes fra de kommunistiske partier og lignende, hvor der i princippet hersker fri, demokratisk debat, indtil en bestemt linje er fastlagt, hvorefter denne derefter er gældende for alle partimedlemmer.« Sammenstillingen med kommunismen er i sig selv interessant, men hvis Nedergaard opmærksomt havde deltaget i Dansk Folkepartis årsmøder, ville han vide, at der heller ingen debat er, før beslutningerne træffes. Ledelsen bestemmer det hele – både før og efter.

Det anstrengte i Nedergaards fremstilling får han ud gennem sidebenet ved at indrømme om sin sammenklæbning af Thulesen og Rousseau:

»Det betyder ikke, at Kristian Thulesen Dahl nødvendigvis har læst eller føler sig direkte inspireret af Jean-Jacques Rousseau ... men forbindelsen kan sagtens være der alligevel.«

Læseren får at vide: »Thulesen Dahl har haft lejlighed til at gennemlæse og kommentere manuskriptet før trykning, men har ingen kommentarer haft.«

Det tror pokker. Thulesen Dahl har da fået sig et billigt grin. Og draget et lettelses suk over, at han ikke – hvad der havde været mere risikabelt for ham – var blevet holdt op mod Machiavelli.

Peter Nedergaard: ’Hjemstavnsmanden’, 224 sider, 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

Sukkerdrengen fra Vejle!

Selvfølgelig kender han ikke Rosseau.
Han kender jo ikke engang Oehlenschläger.

Jens Thaarup Nyberg

Ja, men siger overensstemmelsen så noget om Rosseau ?

Grethe Preisler

Hvem ville interessere sig nok for 'Tulles faible for flæskesteg' til at skrive bøger og avisartikler om det, hvis det ikke lige var fordi 'Tulle' er formand for regeringens 'parlamentariske grundlag' (det p.t. næststørste parti i folketinget) og i realiteten kunne vippe Lars Løkke Rasmussen (som kun er formand for det tredjestørste) af pinden som statsminister og afstedkomme 'valg i utide', hvis Venstre ikke makker ret og giver 'Tulle' hvad han forlanger for at lægge Dansk Folkepartis stemmer til vedtagelsen af Rasmussen-regeringens finanslov for 2016?

Tilsammen har de to partier kun 71 mandater at gøre godt med, men mon ikke de også kan mobilisere de sølle 6, som de Konservative har tilbage? Så mangler der kun 13 i at være nok til, at det kan slæbe af et års tid endnu, og dem kan V og K vel få hos LA til gengæld for lidt håndører til de stakler, der tjener så meget, at de betaler 'topskat'.

lars abildgaard og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Husk nu, kære mandat-optæller, at skulle den parlamentariske støtte til Rasmussens smalle V-regering svigte, er der altid sikker sidste redning fra Frederiksens S.

Mandens politik er, at appelere til flest mulige vaelgere for at bevare sit levebroed.

Manden har ikke lavet en eneste dags aerligt arbejde i hele sit liv. Jo, han har aftjent sin vaernepligt og er konstabel af reserven.

Han har fundet eller overtaget nogle slagord, som virker, et stort antal vaelgere klapper begejstret, ,maanedsloennen er i hus.

Mere er der vist ikke at sige om manden og hans politisk.

Jens Jørn Pedersen

Tulle er forvirret, men ikke på et højere niveau!
Først skal grænserne stå pivåbne, men skal der jernbomme for grænserne.
Et er et opportunt parti, der kun søger efter flere stemmer. Men der er ingen politik. Dansk Folkeparti kalder sig et politisk parti, men de har ingen politik!

Jens Jørn Pedersen

Pia Kjærsgaard, vi griner stadig af dig og Tulle. Opportunisme uden rygrad.
Det er en ynk at se og høre Pia i debat med andre politikere. Tulle vil ikke tage ansvar, han vil bare bestemme som børnene i børnehaven! Oh ve oh skræk!

Vagn Buch-Pedersen

En ganske udmærket omtale af dansk politiks mest ansvarsløse politiker. Kun undrer en ting: Hvornår pokker er Vonge, Give og Nr. Snede blevet til Sønderjylland????

Ja, vi griner ad Tulle og hans flæskestege, og at han ikke aner hvem Oehlenschläger er. Men manden er altså i stand til at vælte den siddende regering, og det er vel det, der tæller. Uden ham kan der ikke laves borgerlig politik, og da vælgerne i disse ulvetider hælder til det borgerlige, så...

Når vi så har grinet færdig, hvad gør vi så for at rulle den reaktionære bølge tilbage?